Kan Klaus Riskærs parti være løsningen på vores syge demokrati? Nej, men godt, at posen rystes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så kom der endnu en gang et nyt part – og hvilket et af slagsen. Vi kender alle sammen Klaus Riskær fra hans fup og fusk, men man må da give manden kredit for at ryste posen lidt. Eller i hvert fald for at tale højt om nogle af vores tids store problemer.

Han tør i hvert fald tale om at bryde de kæmpe store banker op i mindre banker, så de får meget mindre magt eller snakke om den uretfærdige skattebyrde, vi har i Danmark – at den skal fordeles mere fair imellem borgerne og erhvervslivet. Derudover bliver der også nævnt flere gode tiltag i forhold til klima og miljø og i forhold til den offentlige sektor.

Riskær ønsker, at Folketinget skal blive folkets igen og ikke tilhøre politikere, som kæmper for deres egen karriere og er styret af lobbyister. Her kan man vel kun være enig med Riskær. Om han er manden, som skal ændre vores demokratiske problemer, kan jeg tvivle på, men hans udtalelser er i hvert fald velkomne.

Riskærs kriminelle fortid er selvfølgelig fokuspunkt i disse dage. Mange tvivler på ham og mener, at han fortsat er fuld af fup og fusk. Ja, der bliver sågar talt om, at han bare mangler penge og går ind i politik for egen vindings skyld.

Der kan sagtens være hold i disse beskyldninger, men er vores folketing ikke allerede fyldt med politikere, som ikke er helt stuerene, og politikere, som kæmper for deres egen karriere og ikke for folket? Er det uden grund, at vi ikke stoler på politikerne?

Selv om vi ikke stoler på dem, er systemet skruet sådan sammen, at vi stemmer på dem hvert fjerde år. Desværre tror vi som befolkning, at dette gør os demokratiske. I bund og grund efterlader vi landets styring til folk, vi ikke stoler på.

Derfor er det også et kæmpe problem, at vi har ministre, der mener, at det er acceptabelt, at uligheden vokser. Eller ministre, som mener, at »det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt aktindsigt i alt mellem himmel og jord«. Altså mener, at borgerne ikke skal have ret til indsigt i offentlige myndigheders forvaltning af penge og magtbeføjelser.

Ministre, som tilbageholder centrale notater/anbefalinger fra Folketingets partier og befolkningen.

Vores demokrati bliver ikke styrket af, at vi har politikere, der bliver presset af lobbyister, som vi så i sagen omkring ”nedsættelsen af arveafgiften for familieejede virksomheder”.

Politikere, der tydeligvis ikke er interesseret i andet end egen vinding og tjener lobbyisternes sag. Eller ministre, der kalder et borgerforslag om at afskaffe ministerpensionen for noget pjat og ikke vil tage det seriøst.

Vi har også politikere, som ikke vil tage et borgerforslag om klimalov, som er underskrevet af 65.000 danskere, seriøst. Har vi ikke også haft politikere som Anders Fogh, som løj over for Folketinget og hele Danmark og gik i krig i Irak? Var det for danskernes skyld, han fik landet i krig eller for egen vindings skyld?

Han blev i hvert fald efterfølgende genvalgt to gange. Og som prikken over i’et fik han også en post som Natos generalsekretær. Og i dag sidder han vistnok fortsat som rådgiver for den ukrainske præsident. Eller hvad med Bjarne Corydon og salget af Dong i 2014?

Mange var uenige med ham og mente, at han skulle stoppe salget, men salget gik igennem, og han blev også ”belønnet” med et job og siden posten som administrerende direktør for Børsen. Hvor mange lignende sager kan der ikke findes i vort kære demokrati?

Der kan findes mange flere eksempler, som viser, hvor lidt respekt magthaverne har for os almindelige borgere. De ser politik som en karrierevej, og de er udmærket bevidste om, at “vi folket” ikke vil reagere, selv om de dummer sig gang på gang.

Derfor ser jeg Riskær og hans nye parti som hverken løsningen på vores demokratiske problem eller et problem for demokratiet, men finder det passende, at nogle råber op og vil ryste posen.

For vi har kæmpe store problemer, og de står lige for næsen af os, men vi vælger fortsat at se passivt på.