Jeg skulle vælge, om jeg ville overleve eller planlægge min egen begravelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den seneste tid har behandling af patienter med anoreksi været meget fremme i medierne. Der er næsten lige så mange bud på, hvad der er den bedste behandling, som der er mennesker med en holdning.

Fagfolk, som jeg har stor respekt for, diskuterer det “rigtige” og “forkerte”. Jeg tror ikke, det findes. Jeg taler af erfaring, for jeg har haft den her sygdom, siden jeg var 14 … Jeg er 22 nu. Jeg har prøvet alverdens ting, sådan føles det. Jeg tror, jeg har fundet vejen nu, min egen vej, jeg kalder den “projekt rask”, og den handler om, at jeg er den vigtigste fagperson i min recovery.

Alt i livet handler om valg. Fra vi er helt små, skal vi tage beslutninger om alt mellem himmel og jord, noget vigtigt, andet mere ubetydeligt. Som børn er vores egne beslutninger ikke afgørende. Hvis vi vælger forkert, er det ikke en skandale, og vores valg bliver sjældent farlige, for der er voksne, som passer på os og kan korrigere.

Men når vi bliver voksne, så er vi vores eget ansvar. Vores valg er det, som definerer vores liv. Der er ikke længere nogen, som tager valgene for os, sørger for at vi vælger rigtigt, og at vores valg ikke skader os. Selv hvis man er syg, selv hvis man lider af anoreksi.

Der er noget, som hedder tvang. Min erfaring og klare holdning er, at tvang ikke gør rask. Tvang er ikke et valg, tvang er en midlertidig lappeløsning, for lysten, valget om recovery, skal komme fra patienten selv. Vi skal selv finde løsningen. Vores egen løsning. Vi skal finde vores egen vilje og drivkraft.

Jeg ved det, men indså det kun for knap et halvt år siden. I noget, der minder om otte år, havde jeg gået og ventet på, at nogle andre skulle finde løsningen. Jeg troede naivt nok, at der ville dumpe noget ned fra himmelen og redde mig.

»Et eller andet, kom og red mig« – det var min tanke, selv om jeg var tæt på at dø mange gange i “ventetiden”.

Det “et eller andet” er mig selv. Og jeg er overbevist om, at det gælder de fleste. Valget, jeg tog, handlede om, at jeg skulle vælge, om jeg ville overleve eller planlægge min egen begravelse. Det er et helvede at være syg … Det er også et helvede at vælge recovery – at gå mod anoreksien.

Men det er et helvede med et formål, det ved jeg. Mit “projekt rask” har et formål. Det formål at give mig et liv. Jeg har, så længe jeg husker, overlevet – men jeg har ikke levet. Med det sagt er “projekt rask” også det sværeste, jeg nogensinde har kastet mig ud i.

Min beskrivelse af det? Når alt er kaos, når råben og skrigen er det eneste, man hører, når hjertet banker, pulsen stiger, og følelsen af at blive kvalt indefra vokser.

Når det rigtige føles mere forkert end noget andet, og når kampen for dig selv også er en kamp mod dig selv. Når dét, som føles som en trøst, i virkeligheden ikke er det, og når trygheden, man kender, ikke længere må eksistere.

Når alt, man kender, vendes på hovedet, når man mister en del af sig selv, og når man går imod den bedste og mest trofaste ven, man nogensinde har haft, fordi den ven i virkeligheden er fjenden. Når man ikke aner, hvem man selv er, hvad man står for, hvad man kan, og hvem og hvad man kan blive.

Når uvisheden og fremtiden er – ja, en uvis fremtid og alle døre er på én og samme tid både lukkede og åbne. Når man skal overbevise sig selv om, at angsten er det rigtige, og det velkendte og trygge ikke er.

Når man skal sige sig selv, sine tanker og de impulser, man får, imod 1.000 gange i døgnet, og der ikke er andre alternativer end at være stædig og umenneskelig stærk …

Nogenlunde sådan er det at have valgt recovery frem for anoreksi og selvdestruktivitet. Nogenlunde sådan er det at være mig. Og det er ikke lejlighedsvis, en gang om ugen, en gang om måneden eller en gang i kvartalet, det er hver dag, hver time, hvert minut og hvert sekund.

Essensen er, at når først man har set døden i øjnene og har skullet tage et aktivt valg – vil jeg dø, eller vil jeg leve – og har valgt livet, er man (jeg er i hvert fald) afklaret og indforstået med, at der ikke er andre veje. Der er ikke andre veje end mod livet.

Der findes i mit hoved ingen mellemvej. For den mellemvej har jeg levet på i alt, alt for mange år. En mellemvej, hvor det ene ben står i graven og det andet i livet. Og en vej, hvor balancen mellem liv og død er så skrøbelig, at det er svært at spå om, om man lever om en uge – det er hårde ord, men ikke en overdrivelse.

Jeg er kommet et godt stykke på det halve år, jeg har været i gang med mit projekt, men der er uendelig lang vej endnu. Og vejen er med huller, bump, omveje, bjerge, floder, som skal krydses, vandpytter og mudderpøle og modvind, men også med solskin, nyasfalterede passager, velanlagte broer og solskin.

I sidste ende er det det hele værd, men kun, fordi jeg tror på det.

Med dette sagt vil jeg til sidst understrege, at det her er min fortælling, og dermed er det på ingen måde sikkert, at det er det rette for alle. At have så meget ansvar for sig selv og sin recovery, når man lider af en så alvorlig sygdom, kræver meget.

Da jeg var 14 eller bare yngre end i dag, havde jeg ikke haft den modenhed eller den livserfaring til at gøre det, som jeg gør i dag. Og selv i dag, hvor jeg har så meget ansvar selv, står jeg ikke alene. Jeg har en familie, andre støtter og et behandlingsteam, som følger mig og bakker mig op.

Uden dem kunne jeg ikke gøre det, men det er stadig mig, der er den vigtigste person i min recovery.