Der er soleklar forskel på en talerstol og en prædikestol

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er en tradition, at der hvert år i forbindelse med Folketingets åbning afholdes en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Kirkeministeren vælger prædikant, og det giver ofte anledning til debat.

For nogle år siden udløste den daværende kirkeministers valg af en missionsk præst, at Jens Rohde, dengang Venstre, meldte sig ud af folkekirken, da han angiveligt nægtede at gå ud af kirken med bøjet nakke!

I år har jeg inviteret valgmenighedspræst Morten Kvist fra Hammerum. Min invitation skyldes, at det i år er 150 år siden, at vi fik valgmenighedsloven, der giver en gruppe af mennesker mulighed for at danne deres egen menighed med tilknytning til folkekirken. En lov, der har sikret den frihed og rummelighed, som vi i dag med rette hylder.

Men så er det, at det alligevel er så som så med rummeligheden, når det kommer til stykket. DR har nemlig fundet ud af, at Kvist tilbage i 2008 angiveligt udtalte sig kritisk i forhold til homoseksuelles rettigheder. Det har fået mine politiske kolleger fra venstrefløjen helt op i det røde felt.

Valget af Morten Kvist er »dybt kontroversielt« og kritisabelt, påpeger Alternativets Carolina Magdalene Maier. Hun suppleres af Flemming Møller Mortensen (S), der mener, at »de ting, præsten har givet udtryk for i forhold til homoseksuelle, tager jeg på det kraftigste afstand fra, og jeg synes ikke, de falder inden for rammen af en grundtolerance i et demokrati.«

Jakob Mark (SF) mener ikke, man skal »belønne« Morten Kvist, da Mark »ikke kan fordrage forstokkede religiøse synspunkter, som hører Middelalderen til.« Og Pelle Dragsted fra Enhedslisten, der aldrig deltager i åbningsgudstjenesten, selv om han ville have godt af det, følger trop i forargelsen.

Det mest kontroversielle i denne sag er ikke valget af teologen Morten Kvist, men de intolerante politikere. Hvad havde de forestillet sig? Skulle jeg gennemføre krydsforhør af præsten for at sikre mig, at han har de “korrekte” politiske holdninger?

Der er forskel på talerstol og prædikestol. Vi skelner mellem politik og religion. Vi har ytringsfrihed, og man må sådan set mene det, man vil. Vi har såmænd også forkyndelsesfrihed. Og jeg nægter at gennemføre sindelagskontrol.

Det er mig ubegribeligt, at politikere, der i skåltalerne hylder tolerance og ytringsfrihed, falder i med begge ben i denne sag. Jeg kendte ikke til Morten Kvists refererede udtalelser fra 2008. Personligt går jeg ind for, at homoseksuelle skal have præcis samme rettigheder som alle andre. Men det er sagen uvedkommende, da Morten Kvist er inviteret som prædikant, ikke som politiker.

Der sker nogle skred i disse år. Tolerance omfatter åbenbart kun de ligesindede. Det er et stort tab i et liberalt demokrati, hvis vi ikke længere kan adskille politik og religion, og hvis vi kun vil lytte til dem, vi på forhånd ved, vi er enige med.

Jeg glæder mig til at høre en prædiken med teologisk substans. Den politiske samtale tager jeg gerne i et forsamlingshus ved en senere lejlighed.