Ikke bare udlændinge, men også atomkraft er på spil ved valget i Sverige

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Marcus Knuth, integrations- og udlændingeordfører for Venstre, skrev for nylig i en aviskommentar, at han var bekymret for, om Sverige var ”tabt” med henvisning til en ukontrolleret islamisering af det offentlige rum, som han havde oplevet på en ferierejse.

Han satte sin lid til det forestående svenske valg med et håb om, at med en ny sammensætning af den svenske riksdag – formentlig med Sverigedemokraterne (SD) som et af de største partier – ville Sverige ikke være helt tabt i fremtiden.

Den vurdering baserede sig (formentlig) helt og holdent på spørgsmålet om integration og den massive tilstrømning af ikkevestlige asylsøgere og migranter, som Sverige har tilladt. Og som i danskernes øjne beror på et svensk tabu på netop dette område.

Men hvis man kigger på andre dele af den pakke, som SD ville bringe med ind i den svenske riksdag, er der nok et par overraskelser i vente for en håbefuld dansk (og svensk?) offentlighed.

Tager man energiområdet, som jeg p.t. er i gang med at undersøge i et forskningsprojekt støttet af Det Nordiske Forskningsråd, tegner der sig et billede af en nok mindre attraktiv samarbejdspartner set med traditionelle danske briller.

Set udefra kunne det ligne en walkover: Sverige stiler mod 100 pct. ”förnybar” (vedvarende) energi på elforsyningen i 2040 og nul fossile emissioner i 2045.

Det overgår med et mulehår de danske målsætninger, som netop er opdateret i et bredt energiforlig inden sommerferien, hvor 55 pct. af den samlede danske forsyning skal komme fra vedvarende energi i 2030, og CO₂-udslip skal gå i 0 i 2050.

Men hvorvidt den svenske målsætning indeholder en udfasning af den svenske atomenergi, er lidt uklart. Kernekraft dækker p.t. omkring 40 pct. af den svenske el-energiforsyning. Og det er svært at se, hvor et alternativ af den størrelsesorden skulle komme fra.

Havvind er nævnt som et alternativ, ligesom modernisering af de eksisterende vandkraftværker i Nordsverige diskuteres af flere partier. Men antallet af MW-timer, der kan hives ud af de forslag, gives der få konkrete svar på.

Spørger man derimod Sverigedemokraterne, får man et offensivt og meget klart svar. Sverige skal være kernekraftnation i fremtiden. Og landet skal ikke bare bibeholde de 10 reaktorer, man allerede har. Man skal udbygge, forny og satse fuldhjertet på, at kernekraft bliver en stabil og betydende del af det svenske energimiks.

Derfor satser Sverigedemokraterne på 100 pct. ”fossilfri” energi i 2040. Ikke 100 pct. ”förnybar”.

Så skulle vi vågne op til en markant ændret sammensætning af den svenske riksdag efter det svenske valg den 9. september, er det nok ikke bare en ændret flygtninge- og indvandringspolitik, vi kommer til at se. Det er også en betydelig ændring i den ellers så nedtonede, pragmatiske svenske kernekraftlinje.

Det er nok ikke helt så populært på den danske side af Øresund, hvor mange (i særdeleshed politikere) kan huske mantraet ”Hvad skal væk? Barsebäck!” og den glade, gule sol, der gik verden rundt og de facto skabte et dansk kernekrafttabu med sit slogan ”Atomkraft? Nej tak.”

Men måske er det på tide, at både svenske og danske tabuer brydes. Og en ny sammensætning af den svenske riksdag med et stærkt Sverigedemokraterne vil i hvert fald kunne betyde, at vi tvinges til at have en offentlig dialog om a-kraft.