Fie Laursen og Nikita Klæstrup er en trussel mod demokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg skal være den første til at erklære, at jeg er storforbruger af Ekstra Bladet og BT’s online-platforme. De bidrager med et let og overskueligt overblik over dagens vigtigste begivenheder. Det er en god ting, når man er gymnasieselev og har rigeligt at se til i en travl hverdag med blandt andet at læse eksamenspensum. På den måde tror jeg faktisk, at jeg er ret gennemsnitlig i forhold til, hvorfor jeg forbruger disse medier, som trods deres ry og rygte for det meste leverer god og lødig journalistik, som gør mig klogere og kvalificerer mig bedre til at sætte et fornuftigt kryds ved mit første folketingsvalg.

Min store anke imod disse mediers prioritering viste sig igen mandag aften i sidste uge på eb.dk. Her kunne jeg se en forside, som var krydret med ubådsretssag, overenskomstdrama og terror i Toronto. Altså fra det store samfundsmæssige perspektiv ret væsentlige rubrikker om ret væsentlige emner. Dog kunne jeg på det tidspunkt, jeg kiggede, konstatere, at den allermest promintente plads af dem alle var optaget af endnu en ligegyldighed om Nikita Klæstrup.

For lige at understrege min pointe handlede historien om, at hun havde smidt et billede op på Instagram, hvor hun poserede nøgen på en strand med sin hund. Rubrikken havde følgende ordlyd: ”Nikita Klæstrup nøgen: Derfor smider jeg tøjet”. Brødteksten var endnu mindre ophidsende, da den tjente som noget så irrelevant som en anskueliggørelse af, hvorfor den fortærskede se-mig-personage igen-igen-igen havde smidt tøjet. Svaret var lige så lidt overraskende, som en dårlig Thomas Treo-anmeldelse af en Thomas Helmig-plade: Hun havde postet billedet på sin Instagram, fordi “det er et fedt billede, og hvem har ikke brug for en hundehvalp, når det er mandag?” Det er da om noget, det man kan kalde en ikkehistorie, som forsøges at blive gjort til en historie. Det er en åbenlys og inferiør skildring af en tabloidbestaltet kejserinde uden klæder.

For mig at se er det en skammelig og tarvelig undervurdering af læserne, at vi igen og igen skal tækkes med alt det her ligegyldige indhold. Jeg anfægter ikke, at medierne er afhængige af annoncekroner, og at disse er betingede af antallet af klik. Jeg anfægter heller ikke, at historier om Fie Laursen, Nikita Klæstrup og ligesindede genererer mange klik, så de dermed giver redaktørerne to gode incitamenter for at publicere det jammerligt irrelevante stof - nemlig reklamekroner, og det at der åbenbart er en interesse for ligegyldighedernes mindste gøren og laden. Jeg anfægter nu heller ikke, at de her kvinder besidder en vis taktisk tæft og et godt blik for, hvordan de med de mest simple virkemidler kan sætte sig selv øverst på medierners hjemmesider. Ja, faktisk læste jeg engang et citat fra Fie Laursen, hvor hun var helt åben om, at hun præcist vidste, hvordan hun kunne få en forside på Ekstra Bladet.

Og her kommer vi til det, som jeg i virkeligheden anfægter, og som jeg mener er gået hen og blevet det helt store skred i de tabloide mediers prioriteringer. For jeg synes, at det er noget rivende galt, når ligegyldige og irrelevante historier på kontinuerlig basis når så langt som at blive en prioritet i et redaktionslokale på medier, som beskæftiger sig med vigtige samfundsforhold. Det er at lade sig spænde for en gennemskuelig vogn af banaliteter, hvor den eneste vej er den, som er defineret af simpliciteternes selvpromoverings-gps, uden at der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en smart vej at køre ned ad.

Tror de tabloide medier ikke, at vi er klogere end det? Og burde de ikke kunne finde lidt mere relevante problemstillinger at tage op i krisetider, end hvorfor den medieskabte personificering af moderne tomhed har fået taget et billede med sin hund? Jeg tror faktisk, at disse medier ville kunne generere det samme antal klik med noget andet indhold, end det som åbenlyst er at bidrage til et quick fix for at lindre typer som Fie Laursen og Nikita Klæstrups opmærksomhedsabstinenser. Ja, faktisk forstår jeg ikke, at de selvsamme redaktører, som har så travlt med at skulle forsvare deres til tider kampagnelignende angreb på magthavere med retten til at være kritisk, ikke udøver journalistik med samme skeptiske mindset, som når en spindoktor forsøger at plante en vinkel på den politiske redaktion. For det er nøjagtig det samme, der sker. De smarte tøser har dog succes med deres ærinde uden at anstrenge sig.

Men hvori ligger så det store problem? Jo, jeg synes faktisk, at det bidrager til den generelle skepsis over for journaliststanden og den troværdighed, som i dén grad halter for den fjerde statsmagt. For hvordan skal vi kunne tage medierne seriøst, når de i flere år bliver ved med at lade sig sno rundt om Fie Laursen og Nikita Klæstrups småfingre? Er det ikke snart ved at være gennemskueligt, at disse medier efterhånden er gået hen og er blevet indirekte hovedsponsorer på de to samfundsmæssigt ligegyldige kvinders personlige brands?

Det gør i hvert fald, at man betvivler redaktionernes dømmekraft. Og når man gør det, går det også ud over tilliden til de medier, hvis fornemste opgave er at oplyse os og gøre os klogere, så vi kan sætte vores kryds det rigtige sted. Jeg anerkender mediernes økonomiske behov for at få klik - og jeg anerkender, at jeg selv bidrager med klik på artikler om Nikita Klæstrups stakkel af en hund, som sikkert ikke selv har valgt at skulle være genstand for så stor opmærksomhed. Men jeg gør det ikke fordi, jeg sympatiserer med de unge kvinder. Ej heller fordi jeg kan lide dem. Ja, faktisk irriterer det mig, at jeg kommer til det. Men jeg er kommet frem til, at min opmærksomhed på dette punkt nok er drevet af samme faktorer, som når bilister træder en ekstra gang på bremsen for at se nærmere på et trafikuheld. På en eller anden måde kan man ikke lade være med at kigge på det tragiske, det triste og det åbenlys makabre - for det første af nysgerrighed, men også for at studere, hvilke fejl man absolut ikke selv skal bedrive.