Humanismen har skam også kant

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da jeg for nylig blev udråbt til pladderhumanist på Facebook, fik det mig til at spekulere på, hvorfra begrebet pladderhumanisme egentlig stammer. Flere kilder henviser til den første danske oversættelse af Hitlers ”Mein Kampf”, hvori han tordner mod det, han på tysk kalder Humanitätsdusel. Hitler skriver (i min oversættelse):

»Uden magt hører enhver ret i praksis op. Hvor smertefuldt det end måtte være: Hvis retten ikke har styrken til at forsvare sig, må den dø. Her hjælper ingen pladderhumanisme. I en verden, hvor (…) den ene må dø, for at den anden kan leve; i sådan en verden gælder det, at den, der ikke sætter sit liv på spil, skal miste det. Og han skal ikke sige, at det er uret.«

Det er jungleloven, der taler her. Magten har dræbt og fortæret retten, og det nytter end ikke at tale om den, for magt er ret.

Nu bliver man selvfølgelig ikke nazist af at bruge ukvemsord som pladderhumanisme eller øllebrødsbarmhjertighed. Men de er i den grad malplacerede, når det gælder omsorgen for mænd, kvinder og børn, som har måttet flygte fra krig og ødelæggelse, som ofte har været udsat for tortur, som i mange tilfælde har mistet deres kære og trodset enorme farer og strabadser for at ende i en flygtningelejr. Pladder, øllebrød og sødsuppe skal illustrere en humanisme uden skarpe kanter. Men humanismen har skam kant – især den ældgamle, gyldne regel: Du skal behandle andre, som du selv ville finde det i orden at blive behandlet, hvis du var i deres sted. Alt andet er dobbeltmoral.

Den gyldne regel genfindes bl.a. i den kristne arv, som så mange – ikke mindst i DF – jo gerne påkalder sig. Vi må altså gå ud fra, at f.eks. Martin Henriksen, Kenneth Kristensen Berth eller Inger Støjberg – hvis de selv havde været flygtninge – ville finde det helt i orden at blive henvist til en flygtningelejr på ubestemt tid; at blive forment familiesammenføring i flere år; at få frataget deres personlige smykker.

Vi har ofte hørt dem tale om behovet for at gå på kompromis med menneskerettighederne; men hvilke af deres egne menneskerettigheder må man gerne krænke? Er det retten til liv, frihed og personlig sikkerhed? Er det retten til ikke at blive underkastet tortur? Retten til en retfærdig rettergang? Hvad er det for rettigheder, de selv ville være parate til at fraskrive sig?

Hvorfor bliver de aldrig stillet disse enkle spørgsmål? Har magten også hos os suspenderet retten og gjort den til et spørgsmål om, hvad der er flertal for?

Langt de fleste flygtninge bliver i nærområderne. Tyrkiet er vært for 2,5 millioner, og over en million syriske flygtninge bor i Libanon, et fattigt land på størrelse med Danmark. Til sammenligning har 2.597 i de første ni måneder af 2017 søgt asyl i Danmark.

Billedet af, at den danske redningsbåd ville synke, hvis vi tog 500 flere, er helt enkelt ude af proportion. Der er ubestrideligt problemer forbundet med at tage mod flygtninge. Men bekvemmeligheden er i altovervejende grad på vores side. Det er ikke flygtningene, men os, der beder om øllebrødsbarmhjertighed – for os selv.

Heldigvis er Danmark stadig også et civiliseret land, hvor fællesskabet kan sætte magt bag retten – også for den, der ikke selv har magt til at gennemtrumfe den. Hos os er det ikke kun jungleloven, der regerer. Vi har som småstat en fundamental interesse i at begrænse jungleloven, også internationalt.

Det gør man ikke ved at bryde internationale konventioner og aftaler og køre på fribillet, så længe man kan. Den politik gør os mindre, end vi behøver at være. Den er skadelig for vores selvrespekt, vores anseelse og vores internationale autoritet. Den er kort sagt ikke i vores nationale interesse.