Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

#MændTaler: Nej tak til Henrik Marstals drøm om at internalisere feminismens kønssyn i manden

Mænd seksualiserer hele tiden kvinder. Det er ikke noget, mænd vælger at gøre, fordi de har lyst til det. Det er noget, de gør, fordi de biologisk er indrettet til at gøre det.

Tegning: Niels Bo Bojesen

Kønsdebattør, feminist, tidligere Ibens-bassist, folketingskandidat for Alternativet og selverklæret ”kønsforræder” Henrik Marstal fremlagde sammen med Alternativets ligestillings- og mangfoldighedsordfører, Roger Matthisen, den 13. december i en kronik i Jyllands-Posten sit bud på, hvordan mænd skal forholde sig til #MeToo-kampagnen.

De to alternativister opfordrer i kronikken mænd til at drøfte, hvordan ”hvordan balancen mellem respekt og despekt har udfoldet sig i deres egne relationer til kvinder.” Drøftelsen skal finde sted på sociale medier under hashtagget #MændTaler, og Marstal og Matthisen og kommer med tre specifikke opfordringer til mænd, der vil ”handle aktivt”. 1. Bak kvindernes kamp op. 2. Se indad. 3. Træd i karakter.

Kronik: Efter #MeToo – nu er det på tide, at #MændTaler

På overfladen lyder det ganske tilforladeligt. Hvem er modstander af, at kvinder skal respekteres, lyttes til og bakkes op? Men under overfladen lurer problemerne. Lad mig pege på tre af de vigtigste.

For det første er det et problem, men absolut ikke overraskende, at Henrik Marstal og Roger Matthisen ukritisk udlægger #MeToo-kampagnens opslag og posts som beviser.

Problemet er ikke, at mænd seksualiserer kvinder. Problemet er, at nogle mænd begår overgreb på kvinder. Det er to vidt forskellige ting.

”MeToo-kampagnen har gjort det klart, at mænd i alarmerende høj grad er skyldige i seksuelle krænkelser mod kvinder i begge ender af skalaen: fra seksualiserende tiltale til fuldbyrdet voldtægt,” skriver de.

Men har den nu også det? Intet medie har sat sig for at undersøge, hvor mange af #MeToo-historierne, der rent faktisk kan dokumenteres. Mange af historierne er skrevet af anonyme profiler på sociale medier og rummer ingen angivelser af tid og sted. Andre er beviseligt forkerte. De første retssager mod kvinder, der dokumenterbart har løjet om mænds handlinger i forbindelse med #MeToo-kampagnen, er allerede i gang.

Nej, #MeToo-kampagnen har ikke gjort noget som helst ”klart”, sådan som Marstal og Matthisen påstår. Det kan være, den kommer til det. Men for nuværende består den af et væld af udokumenterede og ofte udokumenterbare påstande. Historiernes antal er stort, og emnet, de beskæftiger sig med, er relevant. Derfor bør de ikke ignoreres. Men det, de bør føre til, er, at man undersøger problemernes karakter, forskelle og faktiske omfang. Ikke at man begynder at føre politik på basis af dem, som om de var beviser i sig selv.

JP mener: #MeToo-bevægelsen ender i #YouToo og fri adgang til at hænge folk ud

Det er en pointe, som absolut ikke er triviel. For Marstal og Matthisen er ikke alene om at mene, at man kan og bør springe direkte fra nettets udokumenterede fortællinger til politiske beslutninger.  

Ligestillingsminister Karen Ellemann har udtalt, at #MeToo-kampagnen ”viser”, at der er et ”udbredt problem” med sexchikane på danske arbejdspladser. Og hendes partifælle Mads Fuglede har udtrykt det samme med ordene: ”#MeToo-kampagnen på sociale medier tydeliggør ligeledes, at det her er et omfattende problem, som finder sted på rigtig mange arbejdspladser.” Som konsekvens af #MeToo-historierne har Karen Ellemann varslet en høring om problemet, som vil finde sted i starten af det nye år.

Opfordringen er symptomatisk for noget af det mest skræmmende ved den feministiske ideologi: ønsket om, at mænd skal internalisere feminismens syn på manden som potentiel overgrebsmand og medansvarlig for alle overgreb på kvinder.

Dermed er vi vidner til et historisk nybrud. Danske politikere er nu uden at blinke klar til at agere på basis af kampagner på sociale medier. Borte er idealet om at forankre politik i viden. Kan du få nok mennesker til at skrive noget på Facebook og Twitter, kan du i dag få danske politikere til at handle.

For det andet er det et problem, at Marstal og Matthisen sætter lighedstegn mellem seksualisering og overgreb.

”Hvis ikke vi griber fat om kernen af problemet – at mange mænd tror sig berettigede til at seksualisere kvinder uden at bekymre sig om samtykke til det – vil overgrebene fortsætte med uændret kraft, måske blot på mindre åbenlyse måder end hidtil”, skriver de, med henvisning til et tidligere indlæg.

De to alternativister foretager derved en tilsyneladende bevidst fordrejning af problemets karakter, ligesom de fuldstændig fralægger sig ethvert ansvar for at forholde sig til, hvordan naturen, og dermed mennesket, fungerer. Det er hverken formålstjenstligt eller rimeligt.

Mænd seksualiserer hele tiden kvinder. Det er ikke noget, mænd vælger at gøre, fordi de har lyst til det. Det er noget, de gør, fordi de biologisk er indrettet til at gøre det. Mænd har ikke en ”seksualiseringsknap”, de kan slå til og fra. Mænd seksualiserer, for at udtrykke det fænomenologisk, altid allerede kvinder. Det er ikke et frit valg. Det er ikke noget besluttet. Det er deres udgangspunkt for overhovedet at se på verden. Det er briller bag øjnene, der ikke kan tages af.

Når Marstal og Matthisen går til angreb på mænds seksualisering af kvinder, går de dermed, som feminister har for vane, til angreb på mandens fundamentale natur. Det er muligt, ja, det er overmåde sandsynligt, at det vinder gehør blandt Marstal og Matthisens ideologiske meningsfæller. Men det er ikke løsningen på overgrebsproblemet. Mænd vil altid seksualisere kvinder. Kun medicinsk obstruktion kan, måske, sætte en stopper for det.

Blog: #HeToo – Krasnik, Bornedal og alle de andre virkelighedsfornægtere

Ønsker man færre overgreb, skal man i stedet gå metodisk til værks. Man skal identificere, hvem der begår overgrebene, hvor og hvornår de sker, og hvordan de forskellige typer overgreb adskiller sig fra hinanden. Problemet er ikke, at mænd seksualiserer kvinder. Problemet er, at nogle mænd begår overgreb på kvinder. Det er to vidt forskellige ting.

Vi ved allerede, at nogle grupper er kraftigt overrepræsenterede, hvad angår seksuelle overgreb, herunder voldtægter, også når der kontrolleres for socioøkonomiske forhold. Alligevel ønsker man fra feministisk side, at det forebyggende arbejde skal rettes mod alle mænd. Det gør man, fordi man insisterer på, at det er manden, der er problemet. Konsekvensen er, at det forebyggende arbejde ikke har den effekt, det kunne have. En målrettet indsats mod de grupper, der er overrepræsenterede i statistikkerne for seksuelle overgreb, ville forebygge langt mere effektivt end den nuværende skyden med spredhagl.

Efter min opfattelse bør vi alle bidrage til at løse de problemer, #MeToo-kampagnen peger på. Men det skal ske på den rette måde.

Dermed er spørgsmålet om seksuelle overgreb tilbage i Marstal og Matthisens feministiske ringhjørne: Vil I fortsat insistere så dybt og inderligt på at forsvare feminismens ideologiske udgangspunkt - at samfundet undertrykker kvinder, og at alle mænd er en del af denne undertrykkelse - at I er villige til at ofre fremtidige kvindelige overgrebs- og voldtægtsofre på dets alter? Eller er I klar til at forholde jer rationelt til virkeligheden og arbejde for, at man målretter den forebyggende indsats mod de grupper, der er overrepræsenterede i statistikkerne, herunder ikke mindst indvandrere og efterkommere af indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika? Er I kort sagt parate til at opgive jeres kamp mod manden og tilslutte jer en fælles kamp mod overgrebsmanden?

Filmanmelder i debatindlæg: »Peter Aalbæk følte sig herefter kaldet til selv at fjerne væsken fra mine bryster«

For det tredje er det et problem, at Marstal og Matthisen vil have mænd til at ”se indad”, som de udtrykker det.

”Det vil sige spørge sig selv om, hvordan ens egne handlinger – eller manglen på samme – kan have bidraget ikke blot til, at krænkelseskulturen findes, men også til, at den har fået lov til at stortrives indtil nu”, skriver de.

Opfordringen er symptomatisk for noget af det mest skræmmende ved den feministiske ideologi: ønsket om, at mænd skal internalisere feminismens syn på manden som potentiel overgrebsmand og medansvarlig for alle overgreb på kvinder.

Mænd seksualiserer hele tiden kvinder. Det er ikke noget, mænd vælger at gøre, fordi de har lyst til det. Det er noget, de gør, fordi de biologisk er indrettet til at gøre det.

Målet er en fuldstændig omkalfatring af manden, så han fra at være et stærkt og handlekraftigt væsen laves om til en eksistens, der altid drager sig selv i tvivl, altid tøver og aldrig er sikker på sig selv. Når først manden er så bange for at gøre noget forkert, at han helt holder op med at gøre noget, er han ikke længere en trussel for kvinder, er rationalet. Manden, der rystende af angst og opløst af had til sig selv og sit køn siger undskyld til alle for alt, er i feminismens øjne en god mand.

Lad dette sidste være udgangspunktet for at diskutere, om det er meningsfuldt at tilslutte sig Marstal og Matthisens opfodring til mænd om at debattere ”balancen mellem respekt og despekt” i deres relationer til kvinder under hashtagget #MændTaler.

Spørgsmålet, man skal stille sig, er dette: Vil jeg deltage i en debat, som er funderet på et usikkert grundlag, som baserer sig på tvivlsomme antagelser om mænd og seksualitet, og som har som underliggende formål at omskabe manden i feminismens billede?

Kan man svare ja til det, skal man deltage i Marstal og Matthisens kampagne. Kan man ikke, skal man lade være.

Efter min opfattelse bør vi alle bidrage til at løse de problemer, #MeToo-kampagnen peger på. Men det skal ske på den rette måde. Vi har hverken brug for social media-drevet politik eller ideologisk krigsførelse. Vi har brug for viden om, hvem der gør hvad, og strategier, der målrettet tager hånd om problemerne.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Efter #MeToo – nu er det på tide, at #MændTaler
Roger Matthisen, ligestillings- og mangfoldighedsordfører for Alternativet | Henrik Marstal, kønsdebattør og folketingskandidat for Alternativet
Hvad kan vi som mænd gøre, for at kvinder – herunder vores egne døtre, søstre, mødre, svigerinder og kusiner – fremover kan undgå krænkende adfærd fra vores kønsfæller?
Kronik: Kvindefrigørelsen har ikke rod i 1968
Camilla-Dorthea Bundgaard, cand.ling.merc. med speciale i ligestillingsdebattens historie
Ofte hører jeg vestlig kvindehistorie opridset som følger: Indtil 1950’erne gik kvinderne hjemme, men så kom rødstrømperne, og kvinderne kom på arbejdsmarkedet. De var fri. Sådan var det ikke helt.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Nedtælling til en lang valgkamp

Det må bekymre, at forhandlingerne om en udligningsreform for kommunerne er brudt sammen.

En alt for tro kopi

Det hele fungerer, er velspillet og underholdende. Men hvorfor spiller de det? Og så på landets nationalscene.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Muhammed Ali og underkastelsens kultur

Mikael Jalving
Friheden er det eneste sprog, vi taler, og det får mange til at tale udenom det egentlige, når det gælder islam.

Blog: Nej, en høne er ikke min søster af en anden art

Anna Thygesen
Jeg har lagt mig ud med Go Vegan-folket, og det skal man ikke gøre. Jeg er seriøst nervøs for, hvad det skal ende med, hvis de på nogen måde får gang i en større bevægelse.

Blog: Danmark er for lille til vilde ulve

Christian Rabjerg Madsen
Ulven har skabt utryghed i Vestjylland, hvor eksperter fra Aarhus Universitet anbefaler, at børn ikke opholder sig alene i skove med ulve. Den utryghed skal vi tage alvorligt, og det er årsagen til, at ulven skal indfanges i Danmark.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her