Hvorfor assimilation hverken er en ny strategi eller vejen frem

I årtier har vi talt om og (mis)brugt begrebet ”integration”. Selvom der ikke findes en entydig definition af begrebet, så hersker der i videnskabens verden enighed om, at integration dækker over en proces, der forener kulturer og skaber en større helhed med plads til kulturel forskellighed. Ser man nærmere på den danske integrationsdebat gennem tiden, så har mange helt tydeligt ment ”assimilation”, når de har talt om integration. Modsat integration indebærer assimilation, at minoriteten helt fralægger sig sin kultur og bliver som flertallet. Et nyligt eksempel herpå findes i artiklen "Partier: Integration er ikke nok, indvandrere skal tilpasse sig".

Heri ligger misforståelsen, for begrebet integration rummer tilpasning. Den udbredte misforståelse af integration har forståeligt forvirret debatten og budskabet, ikke mindst for de borgere, det hele handler om. Jeg har gennem årerne mødt mange etniske minoriteter - der i mine øjne i den grad er velintegrerede - som føler et krav om at blive kristne og spise flæskesteg til jul for at blive accepteret som integrerede og danske.

I deres afmagt over kravene valgte nogle i stedet primært at spejle sig i deres oprindelseskultur eller religion, frem for begge dele. Der ligger en trist ironi i, at de politikere og debattører, som ønsker, at dem der er kommet hertil fra andre kulturkredse, skal blive lige som os, faktisk ofte forårsager det stik modsatte. Heldigvis har jeg også mødt mange, der tager kampen op og ikke vil finde sig i, at de ikke må kalde og føle sig danske, bare fordi de også har andre sprog og kulturer med i bagagen.

Ved gang på gang at insinuere, at der findes en færdig opskrift på danskhed, uden helt at give den, kan frasen ”du er der ikke helt endnu” anvendes i det uendelige. Selv er jeg hverken døbt eller medlem af folkekirken. Og jeg kender ”Jensen’er”, der ikke spiser flæskesteg til jul. Ingen af os er mindre danske af den grund. Danskerne findes i mange modeller, som Ebbe Kløvedal skrev i sin højskolesang af samme navn. Danskhed er en følelse og bør kunne rumme dem, som betegner sig således.

Nu er proppen så af, og de seneste par uger er det flydt over med krav om ”assimilation” i den offentlige debat. På sin vis er det en befrielse, for nu bruges endelig den rigtige terminologi, for det mange tilsyneladende mener og forventer af minoriteterne.

Det ændrer dog ikke ved det fortvivlende ved, at assimilation overhovedet er på tale. Hvad enten det er via lovgivning eller verbalt pres, er denne strategi både en utopi og en, i min optik, fuldstændig forfejlet satsning, hvis vi ønsker et sundt demokrati. For vi kan formentlig være enige om, at vi, etniske danskere, ikke alle er ens. Så hvem skal være skabelonen på den dansker, som de nye skal assimileres til?

Tænk, at vi ikke er kommet længere end hertil. I den offentlige debat vel at mærke. For jeg mener faktisk, at der en kæmpe forskel på den virkelighed, medier og debattører portrætterer, og den virkelighed, der udspiller sig rundt om i langt de fleste hjem, byer, skoler og arbejdspladser i Danmark. Selvfølgelig findes der familier, hvor der udøves social kontrol, knægte der er kriminelle, samt borgere der i nogle sammenhænge er mod- og ikke medborgere (f.eks. sofavælgere og måneskinsarbejdere). Vi lader bare til at glemme, at det kun er nogle af dem, der hedder Hassan.

Der er også en masse Martin’er i blandt. Langt de fleste nye medborgere gør en kæmpe indsats for at blive en del af samfundet. For slet ikke at nævne, at størstedelen af dem, der er født og/eller opvokset her faktisk føler sig hjemme her i landet, uddanner sig, arbejder, deltager. Nogle fejrer jul. Andre bliver endda gift med Martin’er. Ligeså trist jeg bliver, når Hassan vælger et kriminelt fællesskab, ligeså ærgerlig bliver jeg, når Martin gør. Men hvis Martin ikke bliver mindre dansk af at være en modborger, hvorfor gør Hassan det så? Vi bør spørge os selv om mislykket integration altid er den mest passende forklaringsmodel, vi kan putte ned over dem, der afviger fra normen.

Jeg er ikke blind over for, at der er udfordringer, der skal løses med særligt fokus på integration. F.eks. mener jeg, at det er enormt vigtigt at bruge ressourcer på at få nye borgere lært dansk. Ligeledes skal vi arbejde for, at den nyankomne bliver introduceret til og sluset ind på det danske arbejdsmarked. Det er også vigtigt, at den nye borger introduceres til det danske samfund. Ligesom vi skal lære af de fejl, vi har begået, bl.a. med at visitere store grupper af flygtninge til at bo i de samme sociale boligbyggerier, og i stedet sørge for at blande os mere med hinanden fra starten af.

Jeg er heller ikke blind over for, at det hele ville være lettere, hvis Hassan efterlod hele sin kulturelle og sproglige bagage ved grænsen, vaskede tavlen ren og blev, som vi er flest. Lettere ja. Realistisk eller ønskværdigt, bestemt nej. Ligesom hverken de danskere, der drog til Argentina omkring 1900-tallet, til Canada i 1950’erne eller til Spanien eller Qatar i nyere tid har gjort, uden det overordnet set har gjort dem til ringere medborgere.

Vejen til en vellykket integration er en gensidig proces. Det allerbedste ville være, at alle, der kommer hertil, tilbydes en dansk venskabsfamilie, som Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp arbejder for. I det møde kan de nye borgere få netværk, øve det spæde danske i trygge rammer, stille spørgsmål til den nye kultur etc.. Det er ikke en dyb tallerken, der lige er blevet opfundet. Bl.a. blev mange af de tamilske flygtninge for ca. 40 år siden sluset ud i mindre byer, hvor flere lokalsamfund gav de nye familier en dansk familie.

Jeg har beskæftiget mig med kulturmøder i 20 år og er beriget med et utal af positive integrationshistorier. Jeg kender til gengæld ingen eksempler, hvor tvangsassimilation har fungeret. Tværtom. Lad os hente eksempler fra vores egen baghave. F.eks. da preussiske politikere fra 1898 til 1903 forsøgte at knække danskhed hos sønderjyderne ved mødeforbud, masseudvisninger og fratagelse af forældrerettigheder. Hvad gjorde sønderjyderne? De svarede igen med at holde endnu mere stejlt på dansk sprog og kultur. Et eksempel hentet fra dansk side er da vi efter at have vundet den første slesvigske krig, forsøgte at komme det tyske islæt til livs ved hjælp af Sprogreskripterne af 1851. Den del af Danmarkshistorien viser os, at tryk avler modtryk.

Så vidt er vi ikke i dag. Men det bør ikke forhindrer os i at lære af historien. Så når der i dagens Danmark lægges an til tvangsassimiliation, bør alarmklokkerne ringe. Her refererer jeg ikke blot til forslag om at forbyde såkaldte opdragelsesrejser eller snakken om burkaforbud. Jeg refererer lige så meget til, at der allerede er en verbal tvang i gang, når politikere og debattører ytrer, at vi bør stille krav om assimilation, før vores etniske minoriteter kan ses som ligeværdige borgere. Assimilation kan (teoretisk) ske frivilligt, men sker typisk over tid. Og alligevel vil jeg vove den påstand, at langt de fleste med minoritetsbaggrund dyrker (dele af) den oprindelige kultur over generationer, da det er en del af deres identitet og historie. Vores jødiske minoritet har f.eks. både jødisk skole, kosher spisesteder og plejehjem. Og de har som gruppe været her i flere hundrede år. Også de blev mødt med modstand dengang.

Skal vi så ikke stille krav til dem der kommer hertil? Jo. Vi skal arbejde målrettet på at skabe medborgere og ikke modborgere. Vi skal slå ned på tvang og lovovertrædelser. Og vi skal hjælpe hinanden. Den nye borger lærer ikke dansk, hvis denne ikke har nogen at tale det med. Den nye borger får ikke et arbejde, hvis der ikke er nogle, der vil ansætte ham. Den nye borger bliver ikke introduceret til danske traditioner, hvis der ikke er nogle, der inviterer ham med indenfor. Den nye borger bliver ikke dansk, hvis ingen opfatter ham som dansk. It takes two to tango.