Tal ordentlig om andre mennesker – også flygtninge
Inger Støjberg, husk nu, at du er minister for alle flygtninge og asylsøgere, der bor og opholder sig i Danmark.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vores integrationsminister, Inger Støjberg, anklager nu flygtninge for at være griske og for at forsøge at presse citronen for at tilrane sig goder, som de ikke har ret til. Lad det være sagt med det samme: Vi finder det fuldstændig uacceptabelt, at vores minister for udlændinge og integration bruger sådan en sprogbrug om de mennesker, hun også er minister for. Vi taler om mennesker på flugt fra krig og elendighed. Mennesker, hvoraf nogle har set familiemedlemmer blive dræbt, mens andre er blevet jagtet ud af deres huse og hjem.
Den sag, der i første omgang afledte denne debat, handler f.eks. om en pige på ni år, der ved familiesammenføring er blevet genforenet med sin familie.
Hvor er det dog trist og småt, at vores minister har behov for at kalde dem for ”griske”. Og hvor er det dog et lavt niveau at føre debatten på. Det er mennesker, vi taler om. Mennesker af kød og blod. Men også mennesker, som har set ting, som ingen mennesker burde se, og som har brug for beskyttelse. Og vi politikere har et ansvar for, at de føler sig velkomne og beskyttede.
Derfor gør det os oprigtigt kede af det, at Danmarks integrationsminister med sine udfald skaber et billede af flygtninge som ”griske”, hvis de i en meget udsat position forsøger at forbedre deres og familiens levevilkår med de muligheder, de har. Men det er desværre symptomatisk for meget af den retorik, der ofte bruges af regeringen om de mennesker i samfundet, der er mest udsatte.
Først var flygtninge slet ikke flygtninge, men blot migranter. Derfor ville regeringen konfiskere deres smykker. Så var kontanthjælpsmodtagere slet ikke økonomisk udsatte, men nærmest det stik modsatte – og dovne og magelige måtte vi forstå. Derfor sænkede regeringen deres ydelser og fjernede fattigdomsgrænsen. Og nu er det så flygtninge, der igen slet ikke er flygtninge, men bare mennesker, der tilraner sig goder.
Sådan snakker man i al offentlighed om nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund. Det, synes vi ikke, er i orden. Slet ikke på et tidspunkt, hvor regeringen – apropos griskhed, hvis vi nu skal være lidt småprovokerende – selv lægger op til at finansiere skæve skattelettelser og billigere biler gennem penge, der bl.a. kommer fra kontanthjælpsmodtagerne, førtidspensionisterne, flygtninge, folk på integrationsydelse og besparelser på udviklingsbistand.
Så kære Inger Støjberg: Som udlændinge- og integrationsminister har du ansvaret for – og er repræsentant for – alle flygtninge og asylsøgere, der bor og opholder sig i Danmark. Du er rent faktisk deres minister.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.