Reagan var en helt

Udskældt, nedgjort, forhånet. Venstrefløjens hadeobjekt nr. 1, ligesom George Bush er i dag. Reagan var en "B-skuespiller", en "skydegal cowboy", en "gal hund", han var kort sagt en skandale, hvis man skal tro hans værste kritikere. Det svirrede med grimme gloser op igennem 1980'erne. De kom bl.a. fra førende danske socialdemokrater, der gjorde alt, hvad de kunne, for at sværte den amerikanske præsident til.

Man må sige, at det lykkedes. Sig navnet "Reagan", og flertallet vil rynke på næsen.

Men i dag, da Reagan er borte, begynder flere at indse, at han var en stor personlighed. Uden Reagan havde mange mennesker talt med russisk dialekt, og Den Kolde Krig havde trukket i langdrag til stor ulykke for os alle.

Stemningen vendte

Reagan skal huskes for det, han var, og ikke for den skandale, han blev reduceret til af mange i Europa. Hans administration vendte den amerikanske økonomi og gav befolkningen en ny tro på sig selv. Masser af nye job blev skabt, og stemningen blev vendt. Hans selvtillid smittede af. Og - hvilket måske er vigtigere for os europæere - Reagan tvang Sovjetregimet i knæ.

Først åbnede han amerikanernes øjne for den reelle fare, som kommunismen besad. Han stillede den rigtige diagnose.

Siden fik Reagan præsident Gorbatjov til at underskrive de afgørende nedrustningsaftaler, fordi førstnævnte forhandlede ud fra en militær styrkeposition takket være sin effektive oprustningspolitik.

Det var medicinen. Skridt for skridt bukkede den sovjetiske ledelse under ved topmøder i Geneve, Reykjavik og Washington. De sovjetiske voksfigurer vidste, at Reagan mente det, han sagde.

Det er derfor ikke forkert at sige - sådan som f.eks. Lech Walesa, den tidligere præsident i Polen har sagt - at Reagan var en af de store ledere, som bidrog stærkt til kommunismens fald. Det var Reagans og NATO's konsekvente politik, der satte det sovjetiske regime under voldsomt pres. Ikke kun økonomisk. Også moralsk. For Den Kolde Krig var i høj grad en kamp på holdning og karakterfasthed, og her stod Reagan fast.

Reagan bør have, hvad der tilhører ham. Da han kaldte Sovjet-regimet for ondskabens imperium, var der mange gode mennesker, der fik sig et grin eller rystede på hovedet. Men der var faktisk ikke så meget at grine ad.

Reagan havde ret. Problemet var blot, at sandheden var ilde hørt. Det er ikke hans kritikere, men Reagans mod til at gå imod strømmen og sige den skinbarlige sandhed, der fortjener respekt i dag.

I det blodige 20. århundrede mindede Reagan os alle om, at valget mellem blindt håb og total håbløshed, dvs. mellem forsoning med Sovjet-regimet og pacifisme var et falsk valg.

Der var noget midt imellem; der var et alternativ. Og det bestod i at sætte russerne under pres. Et moralsk og militært pres, ikke varm luft fra fine skåltaler eller sniksnak om "gensidig forståelse", hvilket ville have medført, at mændene i Kreml havde fået lov til at beholde magten i Rusland. Det var dette pres, Reagan og hans administration var i stand til at mønstre, og vi andre skylder dem en stor tak.

Ansvarlig leder

Reagans eftermæle står stadig klarere for stadig flere mennesker. Billedet af den gale cowboy er ved at krakelere. Eftertiden er begyndt at hylde en helt, som var en helt, fordi hans handlekraftige og ansvarlige lederskab var til fordel for os alle, ikke mindst russerne selv.

Med historiens hjælp kan vi måske ikke erfare, hvordan vi skal gøre i fremtiden, men et langt stykke hen ad vejen kan vi se, hvordan vi ikke skal gøre, og hvad vi ikke skal give os i kast med.

Historien oplyser os dermed om grænserne for vores udskejelser og minder os om, at vi i den frie del af verden, hvortil stadig flere lande melder sig, ikke skal give fortabt over for fundamentalistiske ideologier og regimer.

Den Kolde Krig er heldigvis slut.

Vi bevarede friheden, og landene i Østeuropa modstod mange års undertrykkelse og fik til sidst del i byttet.

Det er i høj grad Ronald Wilson Reagans fortjeneste.