Leder: Atomkraft - måske?

På ugens OECD-konference i Paris var energi det gennemgående tema og atomkraft et af de store emner. Det kunne ikke være anderledes. Det mest bemærkelsesværdige var den afdæmpede debat. De skingre overtoner var væk. De politiske manifestationer begravet til fordel for samtale om de reelle problemstillinger.

Flere forhold har fået miljøfundamentalister som Greenpeace til at skifte slagordene ud med pragmatiske overvejelser. Tre problemstillinger vejer tungt: Drivhuseffekten, de svindende energireserver og bevidstheden om, at skyhøje energipriser eller energimangel i første række rammer de svageste lande og fattigste mennesker.

Drivhuseffekten er den væsentligste katalysator. Atomkraft er den reneste energiform i forhold til CO _2-udslip. Selv vindmøller, solfangere og bølgeenergi står dårligere i det overordnede drivhusgasregnskab. Kyoto-protokollen er trådt i kraft. Skal aftalen opfyldes indenfor tidsrammerne, er atomkraft den eneste løsning i en række samfund. For eksempel i Japan.

Så der må nødvendigvis prioriteres skarpt. Atomkraft eller drivhusgas. Alternativet kunne være nye teknologier, men der er ingen på vej i en overskuelig fremtid. Forude venter enorme investeringer. Det internationale energiagentur (IEA) har beregnet, at en årlig stigning i energiforbruget på bare 1,7 pct. vil kræve investeringer på 100.000 mia. kr. - svarende til ca. 1 pct. af det globale bruttonationalprodukt.

I dag produceres 17 pct. af verdens energi på atomkraftværker. I OECD-området er det 23 pct. Frem mod 2020 falder eller stagnerer produktionen i Vesteuropa, Skandinavien og Nordamerika, mens den øges kraftigt i Asien, Central- og Østeuropa. Ingen steder på kloden falder behovet for energi.

Nye energiformer, nye oliefund eller nye atomreaktorer fremtrylles ikke på en eftermiddag. Der skal tages beslutninger i rigtig god tid for at forhindre sammenbrud i den almindelige samfundsorden.

Atomkraft faldt i politisk unåde i 1960'erne og 1970'erne. De helt store problemer dengang som nu er affaldet og sikkerheden. Affaldsproblematikken findes der i dagens verden ingen optimal løsning på. Deponering i 1000 år forekommer ikke at være rimeligt arvegods til kommende slægter. Sikkerheden bliver heller aldrig 100 pct. - hvad uheldene på Tre Mile Øen og Tjernobyl dokumenterer.

Til gengæld har atomkraft ikke de enorme menneskelige, miljømæssige og økonomiske konsekvenser, som kan registreres i forbindelse med udvindingen af kul og olie. Derimod har transporten af atomaffald været en succeshistorie. Siden 1971 er der foretaget 20.000 afskibninger. Med tog, lastbil og skib er affaldet fragtet 30 millioner kilometer uden et eneste alvorligt uheld.

Det er ikke det samme, som at der nu bare skal bygges atomkraftværker for fuld skrue. Det handler heller ikke om at råbe ulven kommer i den almindelige panik over vilde udsving i olieprisen og mulige klimaforandringer. Som Sveriges statsminister Göran Persson, leder af OECD-konferencen, slog fast, så er det et politisk problem.

Dette handler rent faktisk om en politisk stillingtagen på det område, der får mest betydning for mennesket i dette århundrede.

Valget er vores - men vælges skal der. Det nytter ikke at strudse hovedet i busken. Om Danmark skal have atomkraft eller ej, aner ingen. Resten af verden diskuterer fordomsfrit problemstillingen. Det samme må vi nødvendigvis gøre i Danmark.