Kronik: De hemmelige samtaler

Desværre har evangelisterne været karrige med oplysninger om, hvad det var, Jesus lærte sine disciple. Men andre har leveret en skat af kildetekster, skriver kronikøren

Et fortælles, at Jesus efter sin opstandelse forblev 40 dage på Jorden. Først derefter forlod han Jorden for at stige op til himmelen. I dag spekulerer vi ikke så meget over, hvad der foregik i de 40 dage. Men sådan har det ikke altid været. For perioden mellem påskesøndag og Kristi himmelfartsdag er fantastiske 40 dage. Den giver et herligt spillerum for fortolkning. For hvad bestilte Jesus i dette tidsrum?

Bibelen fortæller kun lidt, men så meget står klart: Før Jesus blev korsfæstet, forstod disciplene ikke ret meget af rækkevidden og konsekvenserne af Jesu budskab. Disciplene var fanget i deres egen opfattelse af og forhåbning om, hvad der burde ske. Men der skete noget andet, og disciplene gik skuffede hver til sit.

Jesu opstandelse kastede for så vidt lys over hele foretagendet. Men endnu stod meget uklart og uforklaret. Det er her, de 40 dage bliver interessante. For hvad foretog Jesus og hans disciple sig i dette tidsrum? Forklarede Jesus sig? Hvilket forspring ville man ikke have, dersom man kunne påberåbe sig at være i besiddelse af selve forklaringen.

Ingen kunne da komme og pådutte den, der har forklaringen, mere eller mindre tilforladelige udlægninger af evangeliet. Intet ville længere være overladt til tilfældige gætterier. Jesus havde forklaret sig.

Det viser sig, at de 40 dage har været flittigt brugt. Fra forskellig side har man gjort krav på at vide, hvad der blev sagt. I kristendommens tidligste historie opstod der uenigheder om den korrekte fortolkning af Jesu budskab. Uenighederne førte med sig, at de stridende parter kunne påberåbe sig at vide, hvad der gik for sig i de 40 dage. Over for en sådan viden kunne man vel ikke andet end kapitulere. Trække sig ud af kampen. Med mindre man hævdede, at det hele blot var påfund fra modstandernes side. Altså en slags hul retorik.

Et blik på de forskellige beretninger i Det Nye Testamente afslører, at der er opstået et behov for at forklare sig og dække af for alternative udlægninger af Jesu budskab. Den tidligste beretning, dvs. Markus-evangeliet, nævner overhovedet ikke denne periode. Men over tid bliver der fyldt mere og mere indhold på. I de andre evangelier fortælles der om Jesu møde med disciplene og om, at han forklarer sig og udlægger skriften på den rigtige måde.

Men desværre har evangelisterne været yderst karrige med oplysninger om, hvad det var, Jesus lærte sine disciple. Deraf opstår det herlige rum for fortolkning. For på 40 dage må de da have talt om noget.

Fra forskellig side har man gjort krav på at sidde inde med denne viden. Irenæus, der var biskop i Lyon omkring 180, hævdede at have del i en indsigt, der var gået i arv fra biskop til biskop uafbrudt helt tilbage fra apostlene (apostolsk succession).

Denne indsigt består af en sand rettesnor for den kristne forkyndelse, som apostlene ifølge legenden gav hinanden håndslag på, inden de efter pinseunderet skiltes for at drage ud på mission. Det er alene denne rettesnor, der ifølge biskopper som Irenæus borger for en sandfærdig læsning af Bibelen.

Med dette trumfkort i baghånden kunne Irenæus indlede sin storstilede indsats, der skulle gøre endeligt op med det, han betragtede som afvigende og kætterske udlægninger af evangeliet. Den apostolske succession er et stykke retorik, der har til formål at behæfte udlægningen af evangeliet med autoritet.

Andre, der har gjort krav på denne viden, har ikke været ligeså beskedne som evangelisterne i Det Nye Testamente. De har omhyggeligt nedskrevet nogle af de samtaler, som de påstod, at Jesus efter opstandelsen førte med disciplene. De har efterladt en sand skat af kilder med tekster som "Peters brev til Filip", "Dialog med frelseren", "Thomas' bog" og ikke mindst "Jesu Kristi visdom", der er et af de fineste eksempler på, hvad Jesus kunne have lært sine disciple efter opstandelsen. Også et evangelium som det, der tilskrives Maria Magdalene, er blandt disse kilder.

Forfatterne eller redaktørerne af disse tekster har placeret samtalen mellem Jesus og hans disciple i en historisk ramme.

Lad os tage "Jesu Kristi visdom" som eksempel. Indledningsvis fortælles der om den vildrede og tvivl, som disciplene var bragt i efter deres læremesters henrettelse. Udviklingen var ikke gået, som de havde håbet og forventet. Efter anvisning fra den opstandne Jesus er disciplene, både mænd og kvinder, draget ud til det bjerg i Galilæa, hvor Jesus har sat dem stævne. Dette er den historiske kontekst.

I dialogen, der citerer disciplenes spørgsmål og Jesu svar, giver disciplene udtryk for, at de er forvirrede. Noget har overrasket dem og gjort dem tvivlrådige. Meget er ikke, som det burde være. De kan ikke gennemskue verdens rette sammenhæng og kender ikke omfanget af det projekt, Gud har sat i værk gennem Jesu person.

Et spørgsmål fra Maria Magdalene sammenfatter problemstillingen. Maria var ifølge Det Nye Testamente en af de første til at se den opstandne, og hun nærer en særlig agtelse inden for denne særlige, kristne tradition. Så det er ikke tilfældigt, at det netop er Maria, der stiller dette centrale spørgsmål: Maria sagde til ham: »Hellige herre, hvorfra kom dine disciple, eller hvor går de hen, eller hvad skal de gøre her?«

I løbet af samtalen gør Jesus det først og fremmest klart, at han og ingen anden er den frelser, der er kommet ned fra himmelen for at forløse menneskene. Det bliver også klart, at mennesker har god grund til at føle sig fremmedgjorte og utilpasse i verden. For verden er i betydelig ringere forfatning, end Bibelens skabelsesberetninger giver udtryk for.

Egentlig beror det hele på en fejl. En misforståelse. Verdens sande tilstand er kendetegnet ved at være et stykke dårligt håndværk, skabt af en halvgud, der ikke har tilstrækkelig indblik i sit fag. Denne gudelige skikkelse har træk til fælles med skaberen i Det Gamle Testamente. Han har gjort oprør og skabt verden som et fængsel, hvor mennesket frie og guddommelige ånd er bundet til naturen. Kun den erkendelse, Jesus formidler, kan udfri mennesket af dette fængsel.

Efter samtalen udtrykker disciplenes deres glæde over det, de har fået fortalt. Derefter påbegynder de deres mission. Gennem samtalen med Jesus er disciplenes vildrede og tvivl blevet erstattet af tro og erkendelse.

Med et så fyldigt materiale om perioden umiddelbart efter påskesøndag kan vi altså danne os et godt indtryk af, hvad Jesus og hans disciple kunne have talt om. Og det lyder jo næsten for godt til at være sandt.

Der er da også en hage ved det. For det var de skrifter, Irenæus og mange med ham ikke brød sig om. Af samme grund har dette materiale ikke fundet plads i Det Nye Testamente. Det har derimod været gemt væk og skjult for offentligheden. Det var ikke pænt at have sådanne skrifter i sit bibliotek. Det ville være en direkte tilskyndelse til forfølgelse fra den kirke, der tre århundreder efter pinsen nød anerkendelse som statskirke i det romerske imperium.

Nu er dette tekstmateriale imidlertid dukket frem igen i form af papyrushåndskrifter, der er fundet i Egypten. Af bemærkelsesværdig betydning er det fund af i alt 13 meget velbevarede bøger, en bonde tilfældigvis fandt gemt i en krukke, da han var ude at grave efter gødning nær byen Nag Hammadi i det sydlige Egypten. Det skete for 60 år siden.

Dette skriftfunds betydning for vores forståelse af den tidlige kristendom kan næppe overvurderes. Det kaster fornyet lys over de konflikter og diskussioner, der har udspillet sig og bidraget til at forme vores kristendomssyn.

I nordisk regi har vi været blandt de førende i udforskningen af dette nye materiale. Der er nu taget initiativ til at styrke denne position gennem et samarbejde mellem universiteterne i Norden, hvor meninger og erfaringer kan udveksles og vokse.

Et kildekritisk studium må nok hævde, at vi med disse dokumenter ikke har at gøre med regulær historieskrivning, men med et stykke retorik. Nogle grupper af kristne har gjort krav på at vide mere end andre. De kunne påberåbe sig at have førstehåndskendskab til, hvad Jesus lærte sine disciple i de 40 dage.

Modsat kirkens toneangivende biskopper kunne de fremlægge en meget udførlig dokumentation, der havde til hensigt at overdække deres egne idéer om, hvordan evangeliet skal udlægges, med gyldighed og autoritet. De bruger samtalen mellem Jesus og disciplene som en målestok for fortolkning og sikrer derved, at fortolkningen er både sand, gyldig og autoritativ.

For hvor meget mere betydningsfuldt og sandt er ikke det, som Jesus lærte i sin mere himmelske klædning end det, han lærte, mens han endnu var tynget af det materielle? Nu var der direkte og ubrudt kontakt til det himmelske. Nu var han frigjort til ikke længere at tale i gåder og lignelser. Han kunne tale åbent og ligefremt.

Med en så overvældende visdom kunne man forvente, at andre kristne, der udelukkende støttede sig til de kendte evangelier, ville opgive deres og tilslutte sig det andet. Hvorfor skete det så ikke?

Det skyldes, at kristne som f.eks. Irenæus, der tilhørte den mere etablerede kristendom, fandt, at denne udlægning gik skævt af intentionen i Jesu budskab. Udlægningen bragte ikke blot den gammeltestamentlige Gud i miskredit, den lod med et negativt verdenssyn tilmed hånt om hans skabelse.

Den talte for et syn på menneskets natur, som så med umilde øjne på legemet, og som alene fremhævede frelsen som sjælens udfrielse fra kroppen. Et decideret kødets opstandelse blev afvist. Alt dette betragtede man som et kætteri. Det var ikke blot en sørgelig, men også en farlig forvanskning af det kristne budskab.

Det var derfor magtpåliggende for kirkens biskopper at afvise de andres skrifter som det rene påhit. Og biskopperne kunne sætte magt bag deres ord, fordi de hævdede at besidde en overleveret autoritet i kraft af deres apostolske embede. Ifølge biskopperne selv var det dem og ingen andre, der havde nøglen til at åbne Bibelen. Det er teologer som Irenæus, vi kan takke for, at vi i dag læser Bibelen, som vi gør.

Nogle af de omtalte tekster findes i dansk oversættelse. F.eks. i "Oldkristne tekster. De apokryfe evangelier", bind III, ved Søren Giversen (Poul Kristensens forlag 2002), eller i "Grundlaget for erkendelse", ved Falkenberg og Hyldahl (Aarhus Universitetsforlag 2003).