Det æstetiske forfald
Under min opvækst i 1960'ernes og 1970'ernes Aalborg besøgte jeg regelmæssigt Kildeparken.
Den var, og er stadigvæk et grønt parkområde i det centrale Aalborg tæt på banegården.
Kildeparken har en lang historie bag sig. Her hentede byens tjenestepiger vand om aftenen til deres herskaber ved en gammel kilde. I årene 1800-1820 tog stedet for alvor form og blev til et rigtigt parkanlæg. Her kunne byens borgere gå ture og nyde de nyplantede træer. Man opførte også to små pavilloner, hvor fra der var udendørs servering.
I 1913 afløstes pavillonerne af et rigtigt forlystelsessted, restaurant Kilden, der i årene frem over blev landskendt for de radiotransmitterede underholdningskoncerter. Restaurant Kilden lukkede i 1966 og blev erstattet at et moderne hotel.
Kildeparken har siden undergået store forandringer. Dengang var der store blomsterbede, grønne græsplæner, gamle træer og en masse bænke, hvorfra besøgende kunne nyde det grønne paradis i byens centrum.
I dag er der næsten ingen blomster. De grønne græsplæner er forvandlet til store ar, og de gamle skyggefulde træer er stærkt reduceret i antal. Ligeledes er antallet af bænke faldet drastisk.
Årsagerne til det æstetiske forfald er flere. Ejeren og driftsherren er Aalborg Kommune. Her har byrådet over en årrække barberet kraftigt i de grønne budgetter. Det er gået ud over antallet af gartnere og materiel.
Beton og gammelt jern
Ligeledes har kommunen igennem årene tilladt en række offentlige arrangementer i Kildeparken. 25.000 dansende halvt berusede sambagæster og nyplantede blomster samt spirende græs er en ekstremt dårlig cocktail.
I stedet for at behandle de bestående, grønne parker/anlæg med respekt, har politikerne kastet deres kærlighed på stål, glas, beton, gammelt jern og rindende vand. Disse fem elementer indgår i næsten alt, hvad kommunerne landet over poster penge i, når det drejer sig om "udendørs kultur".
Problemet er ikke bare et Aalborg-fænomen, men udbredt over hele Danmark. Kommer man for eksempel til en havneby, kan man næsten være sikker på, at der er opstillet en skulptur eller bygget anlæg, der har sit udgangspunkt i stål-glasretningen. Blomsterbede og pæne, grønne græsplæner ser man ikke meget til.
Med denne prioritering påtager de folkevalgte og ledende embedsmænd i de offentlige forvaltninger sig et stort ansvar. Dels i forhold til vores kulturhistorie, dels i forhold til, hvordan det offentlige rum skal se ud i fremtiden.
Mange grønne parker har ligesom Kildeparken en lang og spændende historie, der rækker flere hundrede år tilbage i tiden. Det er meget vigtigt at bevare disse grønne arvestykker. F.eks. siger vores grønne parker noget om, hvordan en bestemt tid opfattede begrebet skønhed, æstetik og bygningsstil.
Med hensyn til fremtiden, ja så kan stål-glasretningen i afgørende grad danne præcedens for, hvordan offentlige opholdssteder skal se ud. Det ville være meget trist, hvis det bliver tilfældet.
Er man i tvivl, kan man blot aflægge havnefronten i Aalborg et besøg. Her er det på 10-15 år lykkedes kommunen at omdanne en traditionel industrihavn til et rædselskabinet af stål, glas, beton og rustent jern.
Moderne boligblokke ligger side om side og dækker et alt for stort areal. Her har det drejet sig om at få så mange kroner i kassen som muligt ved grundsalget for kommunen. Det er meget tæt på slum.
De ansvarlige politikere/embedsmænd påtager sig ligeledes et stort menneskeligt ansvar.
Noget pænt at se på
Jeg tror, at det har stor betydning for det enkelte individ, at det har noget pænt at se på. Kommer man jævnligt i en offentlig park, hvor der er blomsterbede, springvand, grønne græsplæner med mere, lærer man at værdsætte æstetik og det skønne.
De senere år har offentlige steder som skolegårde, parker og DSB-stationer været stærkt plaget af hærværk og tilsvining i form af henkastet affald. Det har bevirket, at man i sommer dannede en ny organisation, døbt Hold Danmark Rent. Et fint, prisværdigt, men også nødvendigt initiativ.
Kunne man ikke også danne en organisation, der skulle hedde Hold Danmark Smuk? Foreningen kunne få til opgave at genskabe vores offentlige grønne parker/anlæg med blomsterbede, grønne plæner, springvand og bænke.
Samtidigt skulle Hold Danmark smuk forsøge på at påvirke de politikere og administratorer, der tilbeder stål glaskulturen. Det er der et stort behov for.