Kronik: Flammen, Citronen og den sande virkelighed

Da den ellers modige romerske statsmand Cato som 80-årig skulle for retten, var han lidt ængstelig. Det er jo kun en bagatel, beroligede en af hans venner ham. »Når mine gerninger skal bedømmes af mennesker, der endnu ikke var født på det tidspunkt, de blev begået, er jeg altid ængstelig,« svarede Cato. Det var også ham med de bevingede ord: »I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges«.

Midt under nogle unge historikeres forsøg på at revidere omtalen af besættelsestiden og retsopgøret modtog Frode Jakobsen, det måske mest indflydelsesrige medlem af Frihedsrådet og senere minister i befrielsesregeringen, i december 1987 denne lille historie fra højesteretssagfører Niels Klerk. Pointen er fortsat aktuel, da det for en række historikere stadig er en påtrængende nødvendighed at forsøge at revidere det gængse billede af besættelsestiden, helst så helte og anti-helte løber sammen i ét. Senest kan nye eksempler findes i en bog med syv dobbeltportrætter fra Besættelsens tid.

Samme trang, om end i mindre grad, kan opleves i filmen ”Flammen og Citronen”, hvor motiverne for modstandsarbejdet på det nærmeste siver bort eller bliver uforståelige, og hvor de overvældende skudepisoder får ordet terrorisme til at glide frem i munden.

Nok var det store flertal af de aktive modstandsfolk unge, men dermed nødvendigvis ikke ude af stand til at reflektere over udfordringen »Vi var så frygteligt naive - og vel også det, man kalder idealister. Og gudskelov for det. Det gjorde det hele meget lettere, og vore skabe er heldigvis i dag fuldstændigt fri for skeletter,« skriver Gunnar Dyrberg, som i flere måneder arbejdede sammen med Flammen og Citronen, i sin smukke dagbog ”Kom, maj”.

Selv var han som Flammen 23 år, mens familiefaderen Citronen var godt 30 år.

På spørgsmålet, hvad det så var for en slags idealister, svarer Dyrberg: »Det startede med, at vi ville slås med tyskerne, fordi de havde besat vort land. Men da vi endelig kom i gang for alvor, viste det sig at være en borgerkrig. Vi rørte ikke tyskerne. Det var forræderne, vi udryddede, og deres fabrikker, vi ødelagde. Tyskerne var soldater, og det var en ærlig sag. De var vore fjender, og vi brød os ikke om dem, men vi hadede dem ikke. Det lod vi de passive om. Men de danske i tysk uniform eller med tysk Waffenschein derimod - og Gestapos folk . . .«

Det meste af tiden gik med at vente, ofte i ensomhed, med mulighed for at tænke over tingene. Rent bortset fra at likvideringer kun var en begrænset del af modstandsarbejdet - også for Flammen og Citronen. Og bilkørsel var bestemt ikke som i filmen hverdagskost, for man kørte for det meste på cykel. Flammen havde malet sin hvid.

Igen og igen understreger instruktøren Ole Christian Madsen, at hans film »er frit baseret på faktiske historiske begivenheder fra besættelsestidens Danmark«.

Sådan må det nødvendigvis være i en spillefilm, men hvis den frie tilgang på visse punkter giver sig udslag i vidtgående ændringer, der forvrænger virkeligheden, er der grund til at spørge: Hvorfor?

Det gælder måske ikke mindst den rolle, der gives mere eller mindre inferiøre personer under Besættelsen som Vilhelm Leifer (i filmen Winther), Ketty Selmer og Horst Gilbert. Om juristen Leifer, som i den virkelige verden var chef for visumkontoret, indtil han i januar 1944 flygtede til Sverige, løber der stadig mange historier, og at han skulle have været en slags dobbeltagent.

På intet tidspunkt var han dog i en position, så han kunne afgive ordrer til de aktive modstandsfolk. Uanset rygter om det modsatte er der næppe grund til at tro, at han var meget andet end en god hjælper for mange modstandsfolk, som da også gik i brechen for ham, da myndighederne efter krigen kørte en retssag imod ham.

I Ketty Selmer-rollen er indbygget ingredienser fra virkelighedens Ketty Selmer, som var svensk gift og i perioder Leifers elskerinde, og så ikke mindst den svenske spion Jane Horney, som ”Flammen” oprindelig var udset til at likvidere, men som først blev skudt i marts 1945 - midt på Øresund.

Også om Horst Gilbert løb der mange rygter. Til trods for at han optrådte i civil, var han SS-Standartenführer, svarende til oberst, men som chef for en tysk ejet nyhedstjeneste spillede han lidt af et dobbeltspil, indtil han blev likvideret. I øvrigt havde han også et forhold til Jane Horney.

Specielt når det gælder Winther-rollen, altså Vilhelm Leifer, er filmen misvisende. For eksempel en scene i Stockholm, hvor han giver håndfaste ordrer til Flammen og Citronen, som i virkelighedens verden aldrig var sammen i Sverige. Havde han forsøgt sig med en ordre, ville de have svaret noget i retning af: »Hvad fanden bilder du dig ind!«

I samme scene optræder ”Ravn”, dvs. Frode Jakobsen, men han indtog på intet tidspunkt en direkte operativ rolle i den aktive modstandskamp.

Med al respekt for filmmagernes ret til at skabe deres eget drama, kunne de nok med fordel have holdt sig tættere til virkeligheden, som i sin kerne ikke var mindre dramatisk.

I foromtalen af filmen lægger Ole Christian Madsen op til en principiel debat om likvideringerne. Ifølge ham var forkerte likvideringer en af de største hemmeligheder indtil for få år siden, fordi man efter Befrielsen besluttede, at »der ikke skulle graves i stikkerlikvideringerne«. Forståeligt mener han, for »det nationale selvværd skulle opbygges igen, Danmark skulle tage sig godt ud i de allieredes øjne«.

Dette er ganske enkelt forkert. Med mere eller mindre intensitet har debatten om likvideringerne stort set løbet fra Befrielsen og frem til de allerseneste år. Som Frode Jakobsen, modstandsbevægelsens hovedtalsmand i debatten, igen og igen fastslog, så var der krig, og derfor var det ikke en sag om jura. Af sikkerhedsmæssige årsager var likvideringerne en nødvendighed. Valget stod mellem modstandskamp med uskadeliggørelse af angiverne eller ingen modstandskamp.

I praksis blev der ikke alene likvideret stikkere, men også andre danskere, som arbejdede tæt sammen med tyskerne.

At ikke alle, der blev dræbt, havde begået stikkeri, slog Frihedsrådet fast umiddelbart efter Befrielsen. Beslutningen om hvem, der skulle likvideres, blev for det meste truffet højere oppe i hierarkiet efter en undersøgelse, men kunne i Holger Danske også ske ude i afdelingerne. I Jylland blev likvideringerne i vidt omfang udført af særlige grupper, efter at sagen havde været undersøgt af en slags ”særdomstol”.

For Frode Jakobsen var det et hovedprincip, at de mennesker, der gennemførte likvideringerne - »det ubehagelige job«, som han kaldte det - blev beskyttede. Hver gang likvideringerne trækkes frem, kastes de ud »i en krise af angst og onde minder«, erklærede han i Folketinget i 1961. I øvrigt begik flere af dem, der foretog likvideringerne, selvmord efter krigen.

Måske kunne der med fordel have været mere åbenhed og større vilje til at vedgå de fejl, som blev begået, men hovedhensynet var altså at beskytte dem, der stod tilbage med det direkte ansvar, dvs. den unge modstandsmand, som havde fået til opgave at skyde et andet menneske. At hensyn til »det nationale selvværd« og de allieredes vurdering skulle have spillet ind, er helt ved siden af.

”Flammen og Citronen” er ikke en film, der for alvor animerer til en debat om likvideringerne og dilemmaet for dem - ofte nærmest store drenge - der stod med det direkte ansvar.

Dertil kredser den for meget om det ydre, ja i en sådan grad at man modsat hidtil kendte informationer må tro, at der var uanede våbenmængder og ammunition til rådighed. Det indre drama med den evige spænding mellem mod, angst og handlekraft tangeres kun, mens inferiøre skikkelser tildeles en alt for stor betydning.

Altså en vellykket spændingsfilm, men ikke en film, der vil skabe den af Ole Christian Madsen ønskede debat om modstandsbevægelsens betydning for »det nationale selvværd«.