Fortsæt til indhold
Debat

Den bløde kynisme

68'ERNES intellektuelle bannerfører, den tyske filosof Herbert Marcuse (1898-1979), talte i 1960'erne om den såkaldte "repressive tolerance" - dvs. en tolerance, der kun på overfladen er tolerant, men når det kommer til stykket egentlig har en undertrykkende virkning - og måske hensigt?

Af HENRIK BANG-MØLLER sognepræst, Skagavej 97, Skagen

Med "repressiv tolerance" tænkte Herbert Marcuse ganske vist alene på det borgerligt-kapitalistiske samfunds sofistikerede undertrykkelsesmekanismer.

Men man kan spørge sig selv, om ikke bøtten nu er vendt på hovedet, så den "repressive tolerance" i dag fortrinsvis udøves af det kun tilsyneladende frisindede kulturradikale borgerskab.

Til sine studenter ved Brandeis University i Massachusetts i USA skrev Marcuse i 1965: » ... en virkeliggørelse af tolerancens målsætninger må indebære intolerance over for de herskende politiske strømninger, holdninger og meninger og en udvidet tolerance over for politiske strømninger, holdninger og meninger, som nu er illegale eller undertrykte.« (fra: "Politiske Essays" side 7).

Længere fremme tilføjer han: »Omvendt fremtræder det, som i dag praktiseres og foregiver at være tolerance, i mange af sine mest effektive former som et redskab for undertrykkelse.«

Af historien kan vi se, at Herbert Marcuse ikke havde den store succes med sine synspunkter i USA, hvortil han selv var flygtet fra Tyskland i 1933 i forbindelse med Hitlers magtovertagelse.

Men i både Frankrig, Tyskland og Danmark slog hans ideer mere eller mindre direkte igennem og blev i hvert fald et centralt indhold i det marxistiske tankegods, som dannede baggrund for studenteroprøret.

68'ernes kup

På universiteter, gymnasier, seminarier, i medierne og blandt disses fødekæder ud i folkeskoler, børnehaver, fritidshjem, blandt sagsbehandlere og store dele af det offentlige bureaukrati sidder den dag i dag stadig mange af disse gamle 68'er-marxister i ledende stillinger, hvorfra de udøver en massiv "repressiv tolerance" over for alt dét, de ikke kan li': Bush, Dansk Folkeparti, kristendommen, højrefløjen, USA, regeringen, Haarder, Krarup, traditionen, historien, kernefamilien, kirken, m.m.. For dem er jerntæppet endnu ikke faldet!

Det kup, som 68'erne havde succes med på de højere læreanstalter i 1970'erne og åbenbart også i dag, var/er at forvandle ideologi og holdninger til videnskab. Og det vil i deres tilfælde sige, at marxismen og dens totalitære ideologi slet og ret blev til videnskab og dermed principielt indiskutabel.

Det samme blev ateismen og kristendomsfjendskabet. Det lod sig simpelthen ikke debattere.

Hvis to og to er fire i en 68'ers marxistiske optik, så er pr. definition alle andre konkurrerende synspunkter og holdninger i bedste fald irrelevante.

I værste fald er de fjendtlige og skal bekæmpes - om nødvendigt med vold. Det gjorde man så i det hedengangne Sovjetunionen, som fik moralsk støtte fra "de nyttige idioter" (Lenin's udtryk!) i Vesteuropa og Danmark.

Meningstyranni

I Danmark udeblev revolutionen gudskelov. Men så kunne man i stedet på alle felter i det offentlige rum sætte sig massivt på de toneangivende holdninger og herfra udøve et sandt meningstyranni.

Det er alt for tidligt at aflyse kulturkampen, selvom man ikke synes, man tilhører den ene fløj frem for den anden. Personligt kan jeg godt se fornuftige synspunkter hos både de højre- og venstreorienterede, de kulturradikale og traditionalisterne, hos kultureliten og folket. Men vi trænger så afgjort til at få ligestillet synspunkterne, så alle til venstre for Det Radikale Venstre ikke kan slippe så selvretfærdigt fra at dæmonisere og forkætre alle til højre for dem selv.

Det er ikke så længe siden, Holger K. Nielsen fra SF nødtvungent vedgik, at "de progressive" ikke længere har historien på deres side! Så simpelthen enerådende og selvbevidst har de kulturradikale og venstreorienterede omgået deres eget betonstøbte verdensbillede siden 60'erne, og de har meget svært ved at manøvrere i en tid, hvor konkurrerende livsanskuelser gør dem rangen stridig og gør krav på ligeværdig behandling i den demokratiske og folkelige debat.