KRONIK: Nutidens ungdom

Vor tids unge får ikke klø. Til gengæld er de blevet hårdt straffet i barndommen i tilfælde af afvigende opførsel eller forsøg på selvstændig tænkning. Og de er pæne. Til gengæld for al pænheden er de også noget kedelige. De har ikke oplevet ret meget. Læst har de heller ikke. Men de harset en masse på skærmen og kan stort set ikke tale om andet. Jeg siger ikke, at det er værre, end da jeg selv var ung, skriver dagens kronikør. Jeg siger blot, at det er anderledes.

Unge mennesker har altid fået skyld for at være værre end deres forældre. Om unge mennesker i dag mere forfærdelige end tidligere generationer, er dog usikkert. De er det bare på en anden måde.

Forskel mellem generationerne har der været, siden Adam og Eva stod på den ene side af verdens første generationskløft og kiggede over på deres to sønner, Abel og Kain, på den anden side. Men generationskløften nu er nok dybere og bredere, end nogen anden har været det før. Det skyldes, at der aldrig før i menneskehedens historie er sket så store forandringer så hurtigt som nu.

For det første er der det, at vi fik så mange klø, som kunne ligge på os. Som en helt selvfølgelig ting tævede de fleste forældre deres børn. Korporlig afstraffelse på alle leder og kanter var en selvfølgelig del af barneopdragelsen. Det var legalt at slå børn, ja, nærmest misrøgt, hvis børnene ikke fik klø. Den, der elskede sin søn, tugtede ham - og datteren med forresten.

De fleste af os fik klø derhjemme. Men det fik vi sandt for dyden også i skolen. Lærerne i min barndom færdedes ikke uden at have deres spanskrør med sig. Det sad som vokset fast i hånden på dem. Når de kom forbi os børn, svirpede spanskrøret. Ofte var det ment som en advarsel, men det blev også brugt venskabeligt som en muntert ment hilsen, som en hjælp til at komme over gymnastikredskabet eller bare på plads og i orden.

Efter et frikvarter stillede vi op i geledder for hurtigt at rykke op i klasseværelserne. Blev der skubbet, talt eller mumlet, faldt huggene på vejen forbi den vagthavende lærer. I grove tilfælde fik de skyldige besked på at vente. Når alle andre var oppe, fik de en alvorlig gang klø. Hvis et barn ikke kunne tage sine klø som et mandfolk, måtte der to lærere til. Den ene holdt, den anden slog.

I klasseværelserne uddelte lærerne små slag til højre og venstre, nødder kaldet. Det var hårde gok med knoerne oven i ens hovede. I største venskabelighed rev lærerne en i ørerne. De trak børn op fra pladsen med et solidt greb i håret eller løftede dem op ved de små hår ved tindingerne, så tårerne sprang en af øjnene.

Det var, når det gik venskabeligt til. Det var værre, når lærerne blev vrede. Havde man forset sig, fik man tæv. Kunne man ikke huske, at budskabet i Bjergprædikenen er, at kærligheden hersker evindelig, fik man et par på siden, så man var skæv i hovedet resten af dagen.

Tæv bruges ikke mere i det danske skolevæsen, ej heller de indbyrdes slåskampe, som vi altid havde gang i med lærernes helhjertede opbakning. Jeg ved det, for jeg spørger sommetider mine studenter, om de fik klø i skolen. Så kigger de uforstående på mig.

Til gengæld er de unge i dag blevet straffet hårdt i deres barndom i tilfælde af afvigende opførsel eller forsøg på selvstændig tænkning. Jeg har ofte set, at hvor den slags har forekommet, er den formastelige blevet udsat for et kraftigt kammeratligt gruppepres og en voldsom moralsk fordømmelse, som er blevet sanktioneret eller iscenesat af det pædagogiske system. Her er altså en klar forskel generationerne imellem. Men gruppepresset og den moralske fordømmelse kan i øvrigt være af en sådan grusomhed, at nogle rap med et spanskrør måske ligefrem ville være at foretrække.

En anden stor forskel ligger i, at vi som børn havde en udstrakt frihed. Var vi ikke i skole, færdedes vi stort set, som det passede os. Den frihed har vi aldrig turdet givet vores børn. Det skyldes, at børn nu lever deres liv meget mere farligt, end vi gjorde. Vi har indrettet os, så vores børn må leve i konstant, livstruende fare. Det har selvfølgelig altid været farligt at være barn. Vores fjerne forfædre og formødre forsøgte bedst muligt at beskytte deres afkom mod sabeltandede tigre og andre frygtelige dyr. Men ungerne blev alligevel ædt så let som ingen ting.

Siden er det blevet værre. Slipper nu forældrenes opmærksomhed på barnet bare en brøkdel af et sekund, eller lader forældrene barnet træde bare et halvt skridt ned af et fortov, er det mest sandsynligt, at barnet straks bliver ramt af de tonsvis af metal, der uafladeligt hvirvler forbi i afsindig fart. Vi har gjort det nødvendigt, at vores beskyttelse er stærkere, end den som er blevet ydet af nogen foregående forældregeneration. Vores begrænsning af vores børns frihed har derfor også måttet gøres strengere, end den har været det før.

Dertil kommer, at det ikke bare er os selv, der har vores børn under nøje kontrol. Da jeg var barn, havde næsten alle børn en mor derhjemme. Men på grund af vores begær efter gods og det arbejde, som erhvervelsen af det kræver, kan vi ikke selv holde vores børn under opsyn. Vi sætter dem derfor i vuggestuer og børnehaver. Går de i skole, sender vi dem bag efter i fritter. Børnene er derfor bag lås og slå eller i hvert fald bag hegn og mur så længe, det er lyst.

Andre voksne end vi selv tager ansvaret for børnene og er beskæftiget med at aktivere dem. Det er sikkert udmærket på en del måder. Men meget lidt er overladt til børnene selv, mens vores frihed nærmest var ubegrænset, når blot vi sørgede for at holde os, hvor de voksne ikke kunne se os. Det må gøre en forskel.

Da jeg var barn, fik vi fortalt historier. Men ellers havde vi kun vores egen fantasi at trække på. Vi skulle beskæftige os selv. Det voldte heller ikke de store vanskeligheder, selv om der ikke var ansat seminarieuddannede pædagoger til at sørge for, at vi var i gang med noget konstruktivt. Børn nu er storforbrugere af færdigproduceret underholdning på fjernsyn, videoer og computerspil. Skal de opleve det helt vilde eventyr, tager vi dem til et Legeland, hvor dog underholdningen også er programmeret.

Der kan givetvis hentes indre oplevelser fra den megen kiggen fjernsyn og video. Der kan sikkert argumenteres for, at det er et fremskridt, at børn nu hele tiden får udvidet deres horisont ved at få fortalt historier i billeder og ord af professionelle entertainere i stedet for af deres i den henseende uprofessionelle bedstemødre. Man kan måske også mene, at det er godt, at de får styrket deres evne for konkurrence og selvhævdelse ved at kæmpe mod computerspillene.

Det kan på den anden side også være, at det er skidt, at de ikke får lov til at bruge deres egen foretagsomhed, men vænnes til bare at lade sig beskæftige. Er der nu børnefødselsdag, vil ungerne helst se en video. Får de ikke lov til det, venter de på, at en voksen skal forbarme sig over dem og arrangere en leg. Progressive unge forældre lader nu McDonald's arrangere børnefødselsdagene, hvis de da ikke lejer sig ind på en bowlingbane.

»Vil du lege?« spørger børnene stadig hinanden. Men meningen er: »Skal vi se en video sammen?« Jeg vil ikke direkte påstå, at det var meget bedre i min barndom, da vi kastede boller med smør efter hinanden ved børnefødselsdagene og ramte tapetet. Jeg konstaterer bare, at det nu er anderledes.

De unge i dag er selvfølgelig anderledes end os gamle alene af den grund, at de er vokset op i et overflodssamfund. Bare rent fysisk er de ikke på samme måde. De er kønnere, end vi var. De har fået den rigtige ernæring og vitaminpiller i spandevis. Deres tænder er rettet og sat på plads, hvor det endnu i min barndom ikke var ualmindeligt på landet, at unge havde mistet de fleste af bisserne. Overmunden kunne være ryddet, når de som 14-årige indtrådte i de voksnes rækker og fik et gebis i konfirmationsgave. Barndommen sluttede dengang omkring 14-års-alderen. Nu sker det på den anden side af 20-års-alderen. Også det må gøre en forskel.

Hvad betyder det for en lille piges udvikling til voksen kvinde, at hun som barn havde en eller to Dukke-Liser med hoved af celluid og krop af let snusket stof, eller at hun som de små piger nu har mere end 100 dukker af fint porcelæn og Barbier af plastic med høje bryster og lange ben? Jeg er ikke i stand til at sige, hvori forskellene kommer til udtryk. Blot tror jeg, at det ene resulterer i anderledes mennesker end det andet, og at afstanden mellem generationerne aldrig har været større, end den nu er.

Verden er blevet mere ens. Da jeg var barn, var den store oplevelse en sommerferie i Jylland eller på Bornholm, hvor folk talte et andet sprog end mit eget. Nu rejser børn med deres forældre til fjerne chartermål. Men selv der bliver de udsat for, at charterselskabets guider arrangerer ung-kommunistlignende børnekorps, så børnene aktiveres og forældrene befris for deres påhæng også i ferien. Børnene opdager ikke, at de er et andet sted henne end derhjemme.

Jeg ved, at unge mennesker nu ynder at rejse til fjerne strande, men også, at de aldrig kommer derud, hvor VISA-DAN-kortet ikke gælder, og at den værste oplevelse var dengang, da kufferten ikke kom med flyet hjem. Den ny tryghed er utvivlsomt et stort gode. Men igen må den skabe en anden slags mennesker end os, som voksede op i en mere uforudsigelig verden.

Det mest tiltalende ved de unge mennesker i dag er, at de ikke er autoritetstro på den stupide måde, vi andre var det. De anerkender ikke en myndighed, blot fordi den er myndighed. De vil også vide og selv vurdere, hvorfor og med hvilken ret, den er blevet det. Kan de ikke se berettigelsen, er de ikke meget for at yde anerkendelsen.

Som jeg møder dem er de meget velopdragne og høflige. Også deres indbyrdes omgangstone er venlig og skånsom. De vil helst være flinke ved hinanden. De trives bedst i grupper. Det frygteligste, der kan ske dem, er at komme på kant med gruppen. Deres sociale talenter ligger langt over mine, og nok også over de fleste af min generations.

Det er dog ikke altid, de gider udfolde deres høflighed. De bliver meget let forskrækkede. Så glemmer de høfligheden, for de kan ikke tåle, at nogen forsøger at spolere deres stærkt fastholdte overbevisning om, at verden er harmonisk. De kan være særdeles intolerante over for ethvert fænomen, der ikke passer ind i deres opfattelse af, hvad der tjener dem selv og deres gruppe bedst.

De er selvoptagne og vil gerne have, at man skal kunne lide dem. Frem for alt vil de roses. Bliver deres arbejde kritiseret, kigger de efter kritikken spørgende på en. »Nu må rosen da komme,« synes de at tænke. Udebliver rosen alligevel, bliver de forundrede og sårede, også selv om de selv erkender, at der ikke er så meget at rose i det, de har præsteret. Dernæst kan manglen på ros få dem til at føle, at de bliver behandlet på en helt urimelig måde. Deres reaktion herpå kan blive skarp. Derfor kan man forfalde til at hitte på en lille ting at rose, om ikke andet så f.eks. ved bedømmelsen af en opgave den gode computertypografi. Så bliver de glade igen, indtil de får deres karakter.

Til gengæld for al pænheden er de unge i dag rent ud sagt også noget kedelige. De har ikke oplevet ret meget. Læst har de heller ikke. Det kan man næppe bebrejde dem, hvornår skulle de have fået tid til det. Og det at opleve har vi ikke givet dem lov til. Til gengæld har de set en masse på skærmen. Det har ført til, at de ikke har så meget andet at tale om end sidste aftens quiz-program. Det kan de så til gengæld diskutere animeret i timevis. Hvis man selv ikke har set fjernsyn, er der derfor ikke meget, man kan snakke med dem om.

Det værste ved dem er, at er ude af stand til at skelne virkeligheden fra, hvad der er foregået på skærmen. De kan derfor heller ikke se, hvad menneskelig lidelse er. De kan finde på tankeløst at tilføje smerte, omtrent som et uskyldigt barn i gamle dage kunne plukke vingerne af en flue, fordi de ikke kan se, at smerten er virkelig. Forrige års bombninger af Serbien som en leg, hvor det ikke var mennesker af kød og blod og bygninger af sten og beton, der blev kvast, men monstre og kulisser i et computerspil. Kapoong! Der fik vi ram på en til.

Deres dagdrømme handler om det store bryllup, de skal have med kæresten. Det gælder både pigerne og fyrene. Det skal selvfølgelig holdes på et af de slotte, hvor ejerne lejer deres riddersal ud. Efter middagen skal brudeparret køres bort fra selskabet af en uniformeret chauffør i en sølvfarvet Rolls Royce. Det hele skal finansieres ved, at deres forældre omprioriterer deres huse.

Jeg siger ikke, at det er værre, end da jeg selv var ung. Jeg siger blot, at det er anderledes.