Kronik: Ledelse som profession

Ledelse sættes på dagsordenen ikke blot af regeringen og Folketinget - som oven i købet har haft den første folketingsdebat om emnet - den sættes også på dagsordenen af de store faglige organisationer såsom DA, LO og Ledernes Hovedorganisation og de mange faglige organisationer såsom BUPL, DSR og Danmarks Skolelederforening. Endelig har problemstillingen om uddannelse af ledere fået mange uddannelsesinstitioner, som aldrig tidligere har interesseret sig herfor (endsige beskæftiget sig hermed undervisnings- og forskningsmæssigt), til at udbyde mere eller mindre velfunderede uddannelser.

Kravet om professionel ledelse bliver næppe mindre af igangværende reformarbejde vedrørende bl.a. opgavefordeling mellem stat, amt og kommuner, den politiske og administrative inddeling, nye finansieringsformer m.v.

De vil alle uanset udfaldet af reformarbejdet og de politiske processer omkring dem udløse krav om organisatoriske forandringer og organisationsudvikling. Det er lederne, der vil blive gjort ansvarlige for at gennemføre forandringerne på en konstruktiv og socialt forsvarlig måde, det kræver med andre ord professionel ledelse. Det afgørende er her, at der bliver tale om gode lederuddannelser, et spørgsmål er også hvem, der skal være lederne i fremtidens offentlige institutioner.

At der er brug for professionel ledelse betyder, efter min opfattelse, ikke, at lederposterne i institutionerne i det offentlige skal besættes med cand. merc.'er, økonomer, scient. pol.'er og jurister (af disse er det i øvrigt kun cand. merc. og scient. pol., der meriterer til ledelsesstillinger, de andre er fagspecialister, og mens cand. merc. retter sig mod det private, er det kun scient. pol., der retter sig mod det offentlige).

Naturligvis vil der blive ansat flere akademikere på nogle poster - i særdeleshed i kommunerne, der ikke som i staten og amterne har haft en lang tradition for at ansætte akademikere.

Men i de decentrale institutioner skal der være noget særligt, der taler for en sådan ansættelse, ellers drejer det sig om, at ledelsen klædes på til at kunne praktisere professionel ledelse.

Man kan definere en profession som en erhvervsgruppe, hvis praksis forudsætter specifikke kvalifikationer erhvervet gennem uddannelse og praktisk oplæring og dokumenteret via eksamensbeviser og anbefalinger. Det betyder, at det er noget eksklusivt at tilhøre professionen - ikke enhver kan få lov til at kalde sig lærer, pædagog, sygeplejerske, jurist, ingeniør osv. Det interessante i denne sammenhæng er, at der ikke kræves certificering/autorisation for at kunne kalde sig leder, og det selv om man som leder har ansvaret for så sårbare, vigtige og begrænsede forhold som sociale systemer, tekniske mekanismer og betroede midler. Derfor skal ikke blot ledelse men professionel ledelse på dagsordenen.

På den ene side er det nødvendigt, at ledelsen af medarbejdere der hver for sig tilhører en fagprofession selv har en indsigt i det, som institutionen tager sig af - dvs. en eller anden faglig indsigt i hvad medarbejderne arbejder med - på den anden side er det afgørende, at ledelsen kan klare de ledelsesmæssige opgaver. Disse opgaver drejer sig i dag i vid udstrækning om andet og mere end faglig ledelse og sparring med medarbejderne - dette må i vid udstrækning delegeres som ansvar for eget arbejde, ansvar for andres (kollegers) arbejde og som noget, der udvikles i teams af medarbejdere, gennem feedback- og evalueringssystemer samt gennem løbende organisations- og kompetenceudvikling. I stedet drejer ledelsesopgaven sig om administration og drift samt om udvikling og tilpasning.

Det betyder, at den professionelle leder må evne at håndtere strategiske beslutninger, personaleudvikling, konfliktløsning, regnskaber og økonomistyring, forhandlingsrelationer og kommunikation internt såvel som eksternt og i det offentlige skal det tillige ske med indsigt i politiske systemer, offentlig forvaltning og offentlig ret.

Det er ikke længere nok at være fagligt dygtig og anerkendt, for det man som leder har ansvaret for, er ikke det at udføre kerneopgaverne i institutionen (det ansvar har medarbejderne), ledelsesansvaret er at træffe overordnede strategiske beslutninger, tilrettelægge arbejdet og sikre at betingelserne er til stede for, at det kan udføres på betryggende vis.

Som leder har man ansvaret for, at den samlede institution udvikles og tilpasses i forhold til overordnede politikker, helhedsbetragtninger og nødvendige prioriteringer, man har ansvaret for medarbejdernes ve og vel, det organisatoriske og sociale miljø, man har ansvaret for at budgetterne overholdes m.m. Dette kræver alt sammen indsigter og færdigheder, som man ikke lærer gennem de primære uddannelser som (grupper af) medarbejdere har. Der skal med andre ord tilføres noget før ledere, der er fagprofessionelle, bliver professionelle ledere.

Med henblik på at gøre ledelse til en profession må de ledere, der nu har en primærfaglig uddannelse, tage sig en suppleringsuddannelse i ledelse. Disse lederuddannelser må med andre ord sikre, at lederne får en meget bred portefølge af ledelseskundskaber - det er ikke gjort med underdiscipliner såsom pædagogisk ledelse, læge- eller sygeplejefaglig ledelse og gymnasieledelse (for blot at nævne nogle af de mange steder, hvor man fejlagtigt tror, at det drejer sig om at give ledere en snæver og "tunnelsyn" genererende lederuddannelse).

I det private ved man godt, at det er de forsknings- og uddannelsesinstitutioner, som ved noget om ledelse - fordi de har ansat medarbejdere der ved noget om det og beskæftiger sig dermed - der skal varetage uddannelsen heri, nemlig handelshøjskoler, samfundsvidenskabelige fakulteter ved universiteterne samt på lavere niveauer handelsskoler. Sådan er det ikke i det offentlige, og noget i den seneste udvikling på området, herunder lovgivning peger i den modsatte retning.

De, der har erfaringer med lederuddannelser møntet på den offentlige sektor er Den Kommunale Højskole (med sine Centre for Offentlig Kompetenceudvikling, der er et samarbejde mellem kommuner og amter om uddannelse), Danmarks Forvaltningshøjskole (som traditionelt har henvendt sig til statslige men nu også amtslige og kommunale institutioner), samt i den forskningsbaserede ende Handelshøjskolen i København, RUC og Syddansk Universitet (hvor man har udbudt masteruddannelser i offentlig ledelse).

Nu byder en lang række andre institutioner, heriblandt de såkaldte CVU'ere (Centre for Videregående Uddannelser) sig også til. De skal bl.a. overtage de diplomuddannelser i offentlig ledelse som Syddansk Universitet i et samarbejde med eksterne interessenter i amter og kommuner har udviklet over en årrække.

CVU'erne skal nu til at udvikle diplomlederuddannelser i det offentlige som følge af ny lovgivning, som påbyder dem at gøre det.

Problemet er, at de kun har erfaringer med professionsspecifikke uddannelser, og ikke med den brede portefølje af fagområder, som tilsammen kan danne baggrund for professionelle lederuddannelser.

CVU'erne, som er sammensat af tidligere lærer- og pædagogseminarier, sygeplejeskoler m.v., aner i dag ikke deres levende råd om, hvordan de skal gribe sagen an, for de har jo ikke nogen tradition for at beskæftige sig med den lange række af fag, der skal indgå i en rigtig lederuddannelse - de råder ikke selv over den kompetence, som skal til for at udbyde uddannelserne og give kompetencen til studerende. Det er derfor også et paradoks, at regeringen og undervisningsministeriet insisterer på at lægge disse uddannelser ved CVU'erne.

Det er derfor en bitter-sød oplevelse, når vi bevidner, at offentlig ledelse endelig bliver sat på dagsordenen, så der kan banes vej for professionel ledelse, samtidig med at man placerer diplomuddannelserne ved institutioner, som ikke har baggrunden for at kunne udbyde dem.

Diplomuddannelser kan med fordel lægges i CVU'erne, når der er tale om funktionsspecialiserede uddannelser, men ikke når der er tale om lederuddannelser. Problemstillingen svarer i øvrigt til den, der vedrører HD-uddannelserne (dvs. diplomuddannelser møntet på den private sektor).

Her er det kun Civiløkonomerne og deres markante formand Bernt Johan Collet, som har kæmpet en kamp for at fastholde universitetsniveauet i uddannelserne.

Hvis man følger ovennævnte logik på dette område, varer det ikke mange år før HD bliver lagt ud til handelsskolerne eller som i ovennævnte tilfælde til skoler som ingen erfaring har på det erhvervsøkonomiske område, og det vil være til skade både for uddannelserne og erhvervslivet - en devaluering.

Sådan set også når det drejer sig om det offentlige: lederuddannelser bør udbydes på det ønskede niveau af de uddannelsesinstitutioner, der har viden om og erfaringer med dette.