Skal Tyrkiet med i EU?

TAK TIL Jyllands-Postens Balkan-korrespondent, Per Nyholm ("Er Gud fra Europa?" 17/12), for en god perspektivering i forhold til de indtil videre noget enøjede synspunkter i den offentlige debat om Tyrkiets tilslutning til EU.

PN skriver om Tyrkiets indtræden i EU, at »Medlemskabet må afgøres af den sociale og politiske modernitet, ikke af en tro, der mange steder er mere formel end praktisk, og som i Tyrkiet er fjernet fra staten i en sådan grad...«

Det er måske her, hunden ligger begravet? Kemal Atatürks revolution og det følgende militærunderstøttede elitestyre passer som hånd i handske til os i EU. Atatürks afskaffelse af Sultanatet fik sultanen og hans tre koner i Istanbul til at flygte ud af landet den 17. november 1922 skjult i en engelsk ambulance, som kørte til det engelske krigsskib "HMS Malya". Efter korte ophold på Malta og i Mecca (som gæst hos kollegaen Hysain dér), endte sultanen i San Remo, hvor han levede i eksil til sin død den 15. maj 1926.

Den religiøse leder i Tyrkiet, kaliffen, flygtede til eksil i Schweiz. Det krævede dog et ophold på grænsen for at opnå dispensation fra de schweiziske indrejseregler, der forbød indrejse af mænd med flere koner (forbud mod polygame indvandrere).

De religiøse skoler i Tyrkiet, madrassaerne, blev forbudt og nedlagt, og det arabiske alfabet afskaffedes, og det latinske alfabet indførtes. Problemet med at skifte alfabet mødte mindre modstand, end man umiddelbart kunne vente - der var mest modstand hos eliten, der allerede kunne læse og skrive med det gamle. Resten af den tyrkiske befolkning havde som analfabeter ikke stærke meninger om den sag.

Uddannelsesreform

Den tyrkiske revolution var en revolution udsprunget og gennemført af en del af eliten i Tyrkiet henover hovedet på de 95 pct. af befolkningen, der var analfabeter.

Atatürk gennemførte efterfølgende en omfattende uddannelsesreform for at uddanne denne befolkning. Bl.a. skulle man nu lære dele af Atatürks nationalistiske taler udenad i skolen, og kvindernes tørklæde og mændenes fez blev forbudt. Der var i høj grad tale om indførelse af et elitært "demokrati", hvor revolutionspartiet, med basis i yngre officerer i hæren, ændrede Tyrkiet hen imod et europæisk kulturelt ideal hen over hovedet på den uvidende og analfabetiske befolkning.

Den tyrkiske hær var i de følgende år garantien for, at muslimerne ikke vendte tilbage til magten. Tyrkiet, som under sultanen havde været allieret med Tyskland og Østrig-Ungarn under Første Verdenskrig, havde held med at holde sig ude af Anden Verdenskrig. Under Den Tyrkiske Revolution, der havde udspring i Det Osmanniske Riges sammenbrud ved Første Verdenskrigs afslutning, blev kurdernes sprog forbudt, og kurderne blev (mod deres vilje) udnævnt til (historiske) tyrkere.

Desuden blev der tvangsflyttet 1,2 millioner grækere (ortodokse kristne) fra Tyrkiet til Grækenland, og 300.000 tyrkere (muslimer) flyttedes fra Balkan til Tyrkiet.

Tyrkerne havde derudover enten fordrevet eller udryddet millioner af armeniere fra det (senere) tyrkiske område i forbindelse med århundredets første Holocaust.

Nu har de religiøse kræfter desværre igen fået regeringsmagten i Tyrkiet, og en vis skepsis fra de europæiske befolkningers side må vel være på sin plads?

Hvilken vej går Tyrkiet i det hele taget?

Mod Attatürks europæiske ideal eller tilbage mod Mekka?

Tyrkerne er ikke arabere og har såvidt vides ikke høje tanker om samme.

De har i den sidste ende nok mest til fælles med europæerne, især hvis de følger Atatürks visioner om et moderne Tyrkiet.