Hovmod

Således gør hovmodet sig gældende i alle og ikke blot i én dødssynd. Ganske som det første bud i loven (»Du må ikke have andre guder«) går igen i de ni andre. At overtræde ét af de ni er samtidig at overtræde det første.

I en af sine prædikener siger Martin Luther: »Se vel til, at du aldrig nogensinde bygger på din egen hellighed!« Din egen hellighed! Ja, men det er præcist den, vi i vort hovmod bygger på: i hovmod bygger vi på det, vi selv kan, på det, som ligger indenfor vore muligheder, på det, vi kan forstå. I hovmod vil vi ved hjælp af os selv frelse os selv.

Problemet er blot, at menneskeligt set har et menneske kun sin egen hellighed, sin selvretfærdighed om man vil, at bygge på og forsvare sig med. Et menneske, der f.eks. løfter moralens pegefinger, må straks til at forsvare sig med egne midler.

Og det gælder ikke blot på det moralske område, men i livet i det hele taget. For hvis ikke der er anden sandhed om mig end den, jeg selv vælger og bifalder; hvis der ikke er noget, der er større end mig; og hvis ikke der er andet lys i min tilværelse end det, jeg selv har tændt - så har jeg kun min egen hellighed at bygge på: så må jeg forsøge at frelse mig selv med egen moral og egne meninger; så må jeg bære min tilværelse oppe med mine egne dødelige og stærkt begrænsede forklaringer; så må jeg selv være et bolværk mod meningsløsheden; kort sagt: jeg må være mit eget lys i mørket. Og da får jeg med nødvendighed stillet mig selv i en selvretfærdig krog, der er lige så kold og uudholdelig for mig selv - som for andre.

Sådan står min sag, når evangeliet kaster sit skarpe projektørlys på mig og fanger mig på vej i den forkerte retning. Heri ligger evangeliets modsigelse af mig. Ja, vi må sige, at hvis vi i evangeliet ikke hører modsigelsen, så er det blot vore egne meninger, vi på et falsk grundlag får bekræftet. Hvad er nemlig det modsatte af hovmod? Det er selvfornægtelsen. Altså en bevægelse i den stik modsatte retning end den, vi er slået ind på. Vore bestræbelser går i retning af at konsolidere vores hellighed, vores frelse, vores selvretfærdighed, eller hvad vi nu kalder det. Men kristeligt går bevægelsen stik modsat: indad i selvfornægtelse.

Der findes fra gammel tid en legende om apostlen Peter, han, der var stor i munden, men svag i handling. Om legenden taler sandt, ved jeg ikke, men den afslører i hvert fald en dyb evangelisk sandhed om Peter og alle andre. Legenden fortæller, at Peter mange år efter Langfredag og Påskedag slap ud af sit romerske fængsel, hvor han ventede på at skulle lide korsdøden. Peter smøg sig altså atter udenom - som dengang hanen galede. Men ude på Via Appia, i flugten bort fra korset, ser han en skikkelse komme gående i modsat retning, bærende et kors. Kristus var på vej ind i byen for endnu en gang at lade sig korsfæste i Peters sted. Nu var Peter afsløret: han havde ingen hellighed at bygge på, ingen anden end den, som den ydmyge og sagtmodige vandringsmand gav ham at bygge på. Men det betød så til gengæld, at nu skulle Peter ikke længere forsvare sig selv, nu skulle han ikke længere stå i den kolde og selvretfærdige krog og vogte mørkt på de andre. Han var blevet afsløret på vej i den gale retning. Vandringsmandens kærlighed havde tvunget ham til selvfornægtelse. Og det var ham forunderligt nok til befrielse, til salighed og frelse!