Kronik: Ronald Wilson Reagan - manden der vandt krigen

På selve natten for D-dag - få timer før tusinder og atter tusinder af unge mænd, 60 år tidligere, gav livet for det, der var ham kærest: Frihed og demokrati.

Egentlig burde vi have vidst det - vi, der var oprigtigt bekymrede for, om nu tingene skulle arte sig for Ronald Wilson Reagan, Amerikas 40. præsident, manden, der vandt krigen.

Den taleskriver, Peggy Noonan, der bl.a. skrev den berømte tale fra 6. juni 1984 om "drengene fra Point du Hoc", fortæller i sin bog "What I Saw at the Revolution" om, hvordan hun egentlig havde forestillet sig Reagans begravelse. En pludselig død - måske han var faldet af hesten - og en heltebegravelse. Kanonlavetten og hans elskede hest med de omvendte støvler. Men alt det blev til hendes store sorg ødelagt af Alzheimers. Hvordan ville begravelsen nu blive? Hvordan ville den største leder af den frie verden i nyere tid tackle den lange, ubarmhjertige kamp mod en sygdom, der fratager sit offer det, Reagan havde mest af alt: Værdighed? Hvordan skulle han nu sikre sin plads i eftertiden?

Men naturligvis burde vi ikke have været bekymret. Manden, der kom til at symbolisere den vestlige verdens tro på frihed og demokrati, og hvis fine karakter gav ham valgsproget »der er ingen grænser for, hvad man kan nå, hvis bare man giver andre æren for det«, tog sin afsked med dette liv på et tidspunkt, et filmmanuskript ikke kunne have valgt bedre. På selve natten for D-dag - få timer før tusinder og atter tusinder af unge mænd, 60 år tidligere, gav livet for det, der var ham kærest: Frihed og demokrati.

Sådan var hans liv. Altid rette tid og sted. Det var ikke mærkeligt, at Reagan var overtydet om en højere skæbne.

Ofte bliver jeg spurgt, hvorfor jeg er blevet så fascineret af Reagan. Mit svar er enkelt: Fordi han fjernede min frygt og gav mig håb.

Jeg levede i 1980'erne på Bornholm, midt i Østersøen, med Sovjetunionens truende skygge over øen. Hvor ikke engang et udenlandsk militærorkester måtte aflægge besøg på grund af den sovjetiske besættelse mellem 1945 og 1946 og den aftale, der måtte indgås i denne forbindelse.

Vi var bange. Bange for det endegyldige ragnarok. Skræmt af sirenerne om onsdagen ved middagstid. Knuget af fællesmødet i aulaen, hvor vi så filmen "The Day After" om Londons fuldstændige udslettelse.

Ingen - ingen overhovedet - tilbød dengang håb. Kun mere af det samme. Jimmy Carter og NATO stillet over for Leonid Bresnjev og Warszawa-pagten. Alle - alle - talte om MAD, Mutual Assured Destruction. Om to systemer. Og om at sådan måtte det være.

Kun én - én - drømte om at afskaffe dette for eftertiden at se sindssyge og galmandsagtige system og samtidig sikre frihed og demokrati. Den mand var Ronald Reagan.

Hans urokkelige tro på, at frihed var bedre end ufrihed. At der fandtes ondt og godt, og at dette at gå på kompromis med uretten var et umoralsk og uanstændigt valg.

Denne retorik skræmte mange i Vesteuropa. Fremtrædende socialdemokrater kaldte ham "en gal hund". Men i Østeuropa var han elsket. Hans taler gik på slidte skjulte papirlapper fra fængselscelle til fængselscelle og gav fanger og frihedskæmpere fornyet håb og styrke.

Det er sigende, at Vesteuropa valgte at give Gorbatjov Nobels Fredspris, mens Reagan blev æresborger i den by i Østeuropa, der indledte revolutionen i 1980/81 - Gdansk. Sigende. Og skammeligt.

Den engelske forfatter Bernard Cornwell udgav i 1990'erne en populær trilogi under overskriften »Noveller om Arthur«. I bøgerne fortælles om prinser og prinsesser, krigskarle og kuttemænd, helte og harer. Først og sidst gennembrydes en af de fagreste myter i Arthur-legenden. Det idealiserede krystalbillede af helten Lancelot - denne sørgmodige, tapre og stolte ridder, der trofast tjener Arthur - brister. Hans kærlighed til Guineverre, Arthurs dronning, gøres til et magtspil rettet mod kongen. Hans heltemod viser sig at være skabt af bestukne barder, der mod simpel (konge)mønt priser den i virkeligheden værende kryster, således at hans mæle sikres for eftertiden. Der skulle således gå godt 1500 år, før tingene blev sat på plads om Lancelots lidet flatterende rolle i Camelot, hvor han gjorde en hanrej ud af Arthur og aldrig sås i åben kamp, lanse til lanse eller sværd mod sværd. Nu er det jo kun myter og legender, fortalt af barder gennem århundreder, der er baggrund for historien.

Jeg tænker altid på de bøger, når jeg hører Gorbatjov omtalt som den, der var "helten" i Den Kolde Krig. Tiljublet af masserne, skabt af vor tids barder, stod han i 1999 og modtog folkets hyldest ved Brandenburger Tor. Kohl og Bush, lidt tøvende, var nærmest statister, under råbene: »Gorbi, Gorbi, Gorbi«. Nobelprismodtageren smilte let og varmede sig i det projektørlys, han savner hjemme i moder Rusland. Sidst han stillede op ved præsidentvalget modtog han mindre end en procent af de afgivne stemmer. Den tidligere enehersker over »Ondskabens Imperium«, der i flere år førte den grusomme og onde krig i Afghanistan og var ansvarlig for flere tusinde samvittighedsfanger samt et utal af fange- og arbejdslejre.

Man har altid sagt, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Men ikke i dette tilfælde. I 1990'erne var rollerne - nærmest som en moderne græsk tragedie - vendt om. Helten forsøgtes i Vesteuropa gjort til en senildement skurk, der vandrede ind i solnedgangen uden sans eller viden om det passerede, medens den øverste skurk blev de vestlige intellektuelles helt. Barderne sang ikke om manden, der satte ord på en civiliseret og anstændig verdens grundlæggende opfattelse af det ondeste styre, der har eksisteret i menneskehedens hele historie - »Ondskabens Imperium«. Hans visionære projekt om at beskytte den vestlige verden mod den største angst af dem alle - et totalt atomangreb - ved hjælp af raketter og laser i et rumbaseret forsvar blev først latterliggjort, siden tilskrevet præsident Clinton. Hans største sejr - den fysiske og psykiske underkuelse af Sovjetunionen - blev gjort til noget, Gorbatjov selv valgte! En åbenlys usandhed. Enhver historiekyndig ved, at mandens egentlige formål med Perestrojka netop var at bevare den kommunistiske sovjet-struktur. Men presset var for stort...

Sent lørdag aften, da nyheden om præsident Reagans død blev bragt, lagde CNN hele sendefladen om i respekt for den ved sin tilbagetræden mest populære præsident nogensinde i Amerikas historie. Et kort zap på europæiske kanaler viste pop, porno og papfilm. Søndag den 6. juni, da disse linjer skrives, sender CNN og BBC i fællesskab fra Normandiet, og Reagans navn lyder konstant. DR og TV 2 glimrer ved deres fravær. Alligevel er jeg overbevist om, at historien vil vise ham retfærdighed og fortjeneste. For hans arv er for stor til nogensinde at kunne ødelægges.

To knægte i begyndelsen af 20'erne valgte at rejse verden rundt i begyndelsen af 1990'erne. Et af målene, de satte sig, var at besøge Ronald Reagan. På den amerikanske ambassade lo man af de to hedsporer. De rekvirerede hjælp fra deres udenrigsminister. Ambassaden holdt op med at le, men kunne ikke hjælpe. Ved på fantasifuld vis at udgive sig for at være to danske journalister lykkedes det de to at snige sig ind til de unge republikaneres konvent i Miami, at træffe og charmere daværende præsident Bush' højre hånd, Dave Karney, til at prøve at forhøre sig på Reagans kontor.

Og mødet kom på mirakuløs vis i stand. 25 minutter afsatte den gamle mand til fotografering og hyggesnak. Blandt andet om at være i Danmark på grundlovsdag. En af de ærbødige unge afbrød præsidenten og orienterede ham om, at han måtte have husket forkert. Danmarks grundlovsdag var 5. juni, ikke 4. juli. Han lo, tog afbrydelsen uden at blinke og fortalte flaben, at han skam mente den amerikanske nationaldag i noget, der hed Rebild.... Den unge mand rødmede kraftigt af skam. Det var mig. Mærkeligt, at han døde på det, der for mig blev afbrydelsens dag.

I dag er Ronald Wilson Reagan vandret gennem dødens og skyggers dal. Men han frygtede intet. For han er nu i den skinnende by, han evindeligt talte og skrev om i levende live. Og overalt i den frie verden mindes han med dyb taknemmelighed og savn.