JP-KRONIK: Når lyset bryder frem

Af Erik Juul Clausen, forfatter og journalist, Lystrup

På årets korteste dag sker der noget sælsomt inde i en kæmpehøj i Irland. Noget, der den dag i dag - når man står derinde i buldrende mørke - kan opleves som et mirakel.

For det moderne menneske kan det endda opleves som et dobbelt mirakel. Fordi det bliver dybt imponeret af stenaldermenneskers præstationer, såvel fysisk som psykisk. Mens de gamle egyptere fægtede sig frem og forsøgte at beregne årets længde efter solens opgang i forhold til Sirius ("Hundestjernen"), var irere i stand til at lægge kalender efter vintersolhverv.

De gjorde det med stor nøjagtighed, det er gravkammerets indretning et bevis på.

Højen er blevet kaldt "Sjælenes hjem" og "Den anden verden"; den er blevet opfattet som porten til en anden verden.

I Middelalderen blev dens betydning så totalt glemt, at den på engelsk fik navn efter en gård i nabolaget, New Grange, Nygård.

I luftlinie er der kun få kilometer fra New Grange over til Hill of Slane, hvor St. Patrick efter legenden i året 433 tændte det bål, som blev signalet til, at irerne gik over til kristendommen.

Indgangen til højen blev genopdaget i 1600-tallet af skotske bønder, som den engelske besættelsesmagt havde lovet gratis jord i Irland. Da skotterne var på jagt efter sten til brug ved nybyggeri, fandt de i bakkens sydside en kæmpemæssig flad sten, som viste sig at være en port.

En overleveret respekt for stedet havde gennem de kristne århundreder afholdt irerne fra at fjerne sten derfra. Skotterne kendte ikke de lokale sagn, efter hvilke stedet var fredhelligt, og i begyndelsen forsynede de sig med sten fra bakken.

Men efterhånden blev også nybyggerne fra Skotland tilbageholdende med at tage sten fra stedet - selv om stenene her var påfaldende smukke. De fleste af dem fik atter lov til at ligge i fred under den jord, som regn og vind og græssende dyr fik til at skride fra bakketoppen ned over dem.

Indtil arkæologerne i 1960'erne begyndte at grave New Granges indre ud fra glemslen. De opdagede straks, at "stenbruddet" var en væltet mur. Ud fra stenenes stilling i jordlagene forsøgte de at beregne, hvor de havde siddet i muren. Derefter genopførte de muren afsnit efter afsnit. De gav sig god tid - særdeles god tid. Gang på gang væltede de et afsnit for at se, hvordan stenene faldt og lagde sig til rette, når de var faldet fra forskellige højder.

Store dele af den mur, man nu ser genrejst, er forsøgsvis blevet væltet to gange, før den har fået lov at blive stående.

Muren må, stort set, stå, som den stod for 5000 år siden. Så vi kan se den, som dens bygmestre har tænkt, den skulle ses.

De fleste af de 200.000 sten består af gnejs og lignende lyse og hårde stenarter, som skinner i solskinnet; mest når de er blanke efter den daglige regnbyge.

Det meste af New Grange ligner en naturlig bakke, som ligger på et bakkedrag; en bakke, som er 75-80 meter i diameter og 11 meter høj. Men den er kunstig. Den er skabt af mennesker, der har brugt dyrs skulderblade som spader og båret jorden i dyrehuder og pilekurve.

Omkring den og i dens indre er der placeret sten, som vejer indtil syv tons. Nogle af dem er hentet i en naturlig stensamling, som befinder sig i en afstand af 13 km fra bakketoppen. De er blevet slæbt og trillet gennem uvejsomt terræn, fortrinsvis skov.

Analyser af jordlagene viser, at byggetiden har været ikke under 60 år; på den tid var den gennemsnitlige levealder 27 år.

Tusinder har arbejdet på projektet uden blot at kunne gøre sig håb om engang at kunne se det færdige resultat. Nogle har sikkert været tvunget til det. Men ikke alle.

Hvad fik dem til at slide så hårdt så længe?

Håbet om at overvinde døden, menneskehedens udødelige drøm.

Da Martin A. Hansen herhjemme lancerede sine tanker om, at de levende i dyssetiden i Danmark undertiden, ved højtidsstunder, søgte ind til de døde i disses gravkamre, rystede fagarkæologer på hovedet. Aviskritikere latterliggjorde teorien. Fantasterier, skrev de. Alene stanken ville, mente de, forhindre de levende i at opholde sig derinde.

"Lænestolsarkæologen fra Lejre" kom vel nok undertiden lidt for nemt til sine slutninger. Men ligesom Palle Lauring, der senere blev skarpt kritiseret for samme svaghed, havde Martin A. Hansen en intuitiv forståelse for sammenhænge, og hans gravkammerteori var ikke så absurd, som hans kritikere hævdede.

New Granges indre er et gravkammer, hvor de levende havde deres gang.

Området ligger mellem Dublin og Belfast. Dets gamle navn er Brú na Boinne: Boinnes hjem. Floden Boinne snor sig i dramatiske slyngninger, og en af disse indrammer på de tre sider et landskab, som mod nord afgrænses af det bakkedrag, hvor New Grange troner.

Siden 1933 har arkæologerne gjort så mange fund, at de kan tegne ret tydelige billeder af livet, som det har formet sig i byggeperioden. Disse billeder kan nu ses som film, opstillinger og udstillinger på det museum, der er bygget specielt til formålet.

Kulstof 14-analyserne viser, at New Grange blev anlagt omkring år 3200 f.Kr. af det folk, som brændte kødet af deres døde på bål uden for højen og lagde resterne i store, flade stenskåle inde i gravkammeret. Sjælene var, troede man, knyttet til knoglerne.

Derinde ventede de.

Enkelte sten inde i gravkammeret og mange af de store udenfor er prydet med ornamenter, som må være hugget ind med små hamre af endnu hårdere stenarter. Ét ornament går igen overalt: Spiralen.

De fleste forskere mener, at spiralen symboliserer rejsen gennem livet, en rejse fra fødslen ud mod døden og uendeligheden.

Arkæologerne er overbeviste om, at det irske stenalderfolk rådede over søgående fartøjer, at det dyrkede Solen som en guddom, ophav til alt liv, og at det havde et vist kendskab til astronomi.

New Grange er i virkeligheden et soltempel. Et underjordisk soltempel. Det lyder meningsløst. Indtil man får forklaringen:

En vinterdag for mere end 5200 år siden har iagttagere af himlen over Irland gjort en opdagelse, der skulle blive epokegørende.

Ingen kunne vide, at Solen er en glødende gaskugle, som Jorden kredser om. At dag veksler med nat, fordi Jorden roterer, og at årstiderne kommer af, at dens omdrejningsakse står skråt. Hvert år, når lyset svandt, bredte frygten sig - angsten for, at Solen ville forsvinde fra menneskenes verden.

Men dette har ikke forhindret de mest intelligente - og koldblodige - i at foretage observationer.

De opdagede regelmæssigheden i, at solen kun sank indtil et vist punkt. Når den havde passeret dette, tiltog lyset - uanset at vinteren måske blev strengere.

De har markeret det fundne punkt ved at opstille en sten i en cirkel, hvor en anden markerede Solens position ved sommersolhverv og andre måske også forårsjævndøgn og efterårsjævndøgn. Et solhjul.

Ved at lægge mindre sten ind i ringen, én for hver dag, har de kunnet lave en kalender. Derefter kunne de forudberegne såtider, og systematisk landbrug kunne begynde.

Senere har de indledt deres enorme byggearbejde. Formentlig dels for at hylde solguden (som man nu vidste, at man kunne stole på), dels for at sikre de dødes sjæle både en passende bolig og adgang til lyset fra vintersolhverv.

Kernen i byggeprojektet har været et sigteapparat, der har været indstillet efter vintersolhvervspunktet. Hele ideen bag soltemplet var, at en lysstråle derfra - og kun derfra - skulle nå ind sjælenes kammer.

Stenene derinde står i dag som for 5000 år siden, det har ikke været nødvendigt at rekonstruere stensætningerne inde i bakken.

Luften i gravkammeret er tør. Stenene i loftet slutter så tæt, at der aldrig ses en dråbe vand deroppe. I nicher står de skåle, hvorpå der i årtusinder har ligget knogler.

Der er to åbninger ind til gravkammeret. Den ene er beregnet til mennesker. Den anden, den ovenover, er beregnet til lyset - en bro til himlen..

På årets korteste dag - og kun på den - skinner middagssolen ind i det inderste gravrum. Fænomenet varer 17 minutter.

New Grange er åbent dagligt. Besøg ved middagstid den 21. decmber er booket flere år frem. På alle andre dage og klokkeslet illuderer en projektør solstrålen.