Fortsæt til indhold
Bolig

Hvornår skal du klippe hækken?

Hvornår skal du klippe hækken, hvis du vil have vejens flotteste? Og hvornår, hvis du kun gider klippe den én gang? Få svarene her.

Rikke Berg Fieschi, Bolius.dk

Det har ikke nogen betydning for hækken, hvornår du klipper den, så som grundregel kan du klippe den, når den ser rodet ud.

Du skal dog ikke klippe hækken senere end august, da de nye skud, den efterfølgende laver, ikke når at hærde inden det bliver frostvejr, og så har de lettere ved at fryse.

LÆS OGSÅ: Sådan klipper du hækken

Hvornår er det smartest at klippe hækken?

Hvis hækken skal være fin hele tiden

Hvis du gerne vil have, at din hæk står rigtig fin hele tiden, skal du klippe den to gange i løbet af sommeren. Det er især relevant, hvis du har en løvfældende hæk, dvs. en hæk der taber bladene om vinteren, som fx liguster.

Et godt bud er at klippe hækken første gang i juni eller juli og så igen i august.

Husk! Klipper du hækken før sankthans, skal du passe på, at du ikke kommer til at ødelægge fuglereder eller åbner hækken., så katte og andre rovdyr kan få fat i fugleungerne.

LÆS OGSÅ: Hvordan klipper du hækken helt lige?

Hvis du vil nøjes med at klippe én gang

Hvis du klipper en løvfældende hæk som fx liguster før sankthans, trænger den til klipning igen til august. Så vil du gerne nøjes med kun at klippe én gang i løbet af sommeren, skal du vente med klipningen til juli.

LÆS OGSÅ: Sådan planter du en ny hæk

Liguster og tjørn

Liguster- og tjørnehække vokser så meget, at de egner sig godt til to klipninger om året. De bliver meget lange, hvis du først klipper dem i juli og kun én gang om året.

Et godt bud er at klippe liguster- og tjørnehækken i juni og igen i august.

Buksbom, thuja, taks, gran og cypres

Disse hække er stedsegrønne, dvs. de har grønne blade hele året, og stedsegrønne hække klippes bedst én gang om året, gerne i april eller i august/september.

Bøg

Har du en bøgehæk, kan du sagtens nøjes med at klippe den én gang om året og gerne lidt senere end ligusterhækken, som fx i juli.

LÆS OGSÅ: Hvor høj må din hæk være?