Fortsæt til indhold
Bolig

Hvilken hæk passer til dig?

Skal det være let, farverigt, spiseligt eller kunstfærdigt? Bolius’ haveekspert Jesper Carl Corfitzen guider dig her igennem de forskellige typer hække.

GITTE NIELSEN

1. Den nemme hæk

Går du efter en hurtigvoksende, fyldig hæk, der ikke skal plejes med gødning eller beskæres på en speciel måde, men måske blot klippes en gang årligt, så vælg bøg, tjørn eller avnbøg, som alle har vandretliggende grene. Det giver en tæt, robust hæk, som helst skal klippes to gange årligt, men bestemt ikke tager skade af kun at blive klippet en enkelt gang.

Planter du en bøgehæk på én meter i højden, vil den allerede efter tre-fire år have nået sin sluthøjde. Bøg har den fordel, at den beholder bladene året rundt – dog bliver de brune om vinteren. Avnbøg taber bladene, men har så fint et skelet, at det er helt kunstnerisk at se på. Ønsker du privatliv hele året, så nøjes med at bruge avnbøg som hæk inde i haven.

Taks og tuja er for mange lig kirkegårdsbeplantning, hvilket er en skam, for især taks er et stedsegrønt nåletræ, som kan klippes tæt eller formklippes. Det er derfor let at lave en spænd-ende bølget takshæk. Tujaen kræver plads. Klipper du den for meget, bliver det en pillet hæk at se på. Kvashegn af nedfaldne og afskårne grene er en tredje mulighed for en nem hæk. Det er let, billigt og god udnyttelse af haveaffald, så du udover en interessant hæk, som fuglene også kan lide, sparer turene til genbrugspladsen.

Laver du kvashegn i skellet til naboen, så bliv gerne enige om projektet først, da det er et atypisk hegn, men til gengæld et godt naboprojekt at være fælles om hen over årene, så hegnet til stadighed fyldes op af nye affaldsgrene.

2. Den farverige hæk

Hvem siger, at en hæk skal være grøn? Ingen, så måske det er tid til at tænke i alternative farver, der måske endda passer bedre til dit hus’ arkitektur og materialer. Rødbøgehækken er, som navnet siger, en rød hæk, der i den grad bliver bemærket, og som passer godt til både hvide og sorte facader samt træ. Rødbøg er kun lidt dyrere end almindelig bøg, så den ser eksklusiv ud uden at slå bunden ud af budgettet.

Blomstrende hække er farverige hække, der kræver en del plads, da de oftest ikke klippes stramt, men står med strittende grene og blomster. Til gengæld kræver de ikke meget vedligeholdelse. Du skal ikke ud med hækkesaksen og skære lige linjer, men blot lade de vilde grene og blomster stritte i flere retninger.

I England er rododendron et godt eksempel på en populær, blomstrende og farverig hæk, der vokser i forskellige højder og bredder, og som dermed laver en fortælling om huset bag hækken. Herhjemme kan det være forsythia, blærespirea, fjeldribs, klitrose og buskpotentil.

3. Den spiselige hæk

Slå to fluer med ét smæk og plant en hæk, der skærmer for nysgerrige blikke, giver læ, definerer rum, og som kan spises. Frugtbuske er i høj grad en overset størrelse, når det kommer til hække. Er det for stort et skridt for dig at plante frugtbuske ud mod vejen, så begynd med at eksperimentere med frugtbuskehække inde i haven.

Ribs og solbær kan nå op til brysthøjde og få volumen. Det samme kan hindbær, men de skal oftest støttes lidt af et træstativ og er heller ikke så spænd-ende at se på om vinteren som de to førnævnte arter. For alle frugtbuske gælder det, at du skal være påpasselig med at klippe og forme for meget, da du så nemt kan fjerne op mod 50 pct. af buskens spiselige dele. Gå forsigtigt til værks med en rosensaks.

4. Den kreative hæk

Find din indre gartner, og leg dig frem til sjove, flotte og anderledes hækkeudtryk skabt af forskellige træer, buske og blomster. Barokhaver er et studie i, hvordan du blot ved hjælp af hække i forskellige former, farver, højder og bredder kan gøre en have dybt interessant uden anden beplantning.

Fordi lokalplanen har et regulativ om, at din hæk maksimalt må være 1,80 cm høj, betyder det ikke, at den skal være det. Prøv at klippe bølger ind i hækken, skarpe, grafiske niveauforskelle eller noget tredje. Tænk på din hæk som dit hår, lyder det fra Jesper Carl Corfitzen. Grenene vokser ud igen, så der er ingen undskyldning for ikke at eksperimentere.

Ønsker du afskærmning foran dine vinduer i stueetagen, men ikke nødvendigvis at lukke hele forhaven af, kan løsningen være en såkaldt stammehæk, der kendes fra større alléer, hvor træernes kroner er vokset sammen som en lang sammenhængende kasse, mens stammerne er skåret fri og står nøgne. Gode træsorter til at lave stammehække er lind, platan og avnbøg.