Rododendron – havens konge i maj
Når foråret er i gang, er en af årstidens smukkeste bebudere den majestætiske rododendron.
Rododendron kan stå både solitært som en enkelt busk i haven eller i store grupper. De kan plantes som en uklippet hæk eller danne baggrundskulisse for mindre skovbunds- og surbundsplanter i forgrunden. Mulighederne er mange. Vigtigst er, at du ikke er nærig med pladsen.
Netop deres fylde i bredden betyder, at du skal tænke flere år frem og huske, at den enkelte plante bliver væsentligt bredere. Rododendron trives fra delvis skygge til sol og vigtigst af alt i surbundsjord med en pH-værdi på 3,2-4,5.
Du kan plante fra tidlig marts til maj og igen igennem hele efteråret. Så går du og drømmer dig væk i flotte rododendroner, er der intet til hinder for at komme i gang med at anlægge et bed.
Sådan planter du rododendron
Grav et fornuftigt plantehul i surbundsjorden med en greb. Jorden skal være fugtig. Når du planter din rododendron er det vigtigt, at den ikke står for dybt.
Kend planten
Navn: Rododendron,Rhododendron
Type: Stedsegrøn busk eller træ.
Blomstring: De tidligste fra marts, de seneste i juli.
Oprindelse: Slægten har både alpin, arktisk, tempereret og tropisk oprindelse.
Robusthed: I Danmark forhandles mest hårdføre arter.
Slægt: ’Rhododendron’ er en artsrig slægt, der hører til lyngfamilien. Der findes omtrent 100 arter, men da man diskuterer, hvorvidt en art har flere varianter, eller om de er selvstændige arter hver især, kender man ikke helt antallet. Der findes omkring 500 hybrider i den danske handel. En enkelt, Rhododendron Subarticum, stammer fra Grønland og tåler ned til minus 45 grader.