Blomsterige pergolaer og buegange til sommerhaven
En pergola, som er dækket af grønne blade og blomster, er et smukt syn og giver haven et helt specielt særpræg. Samtidig giver den en skyggefuld plads i haven og kan bruges til at dele grunden op i mindre rum.
Ordet pergola kommer af italiensk og betyder ’en gang af træværk eller søjler, ofte dækket af planter’ – og nutidens pergolaer er en moderne udgave af dette gamle element i havekunsten.
Oprindelig opstod løvgangene ud fra de gamle romerske og arabiske søjlerækker, der var overvokset af vinranker. De gav – udover skønne vindruer – også vederkvægende skygge på hede dage. De allertidligste pergolaer bestod af to rækker løvtræer, hvis grene blev bøjet mod hinanden og bundet sammen.
Den moderne pergola har samme funktion, men i dag består elementerne ofte af træstolper, murpiller eller jernrør. Her kan klatreplanter vokse op og henover og danne en skyggefuld overdækning, som trods alt tillader solens stråler at flimre igennem.
En buegang er en afart af pergolaen, hvor der ikke er nogen vandret overligger – i stedet bøjer sidestolpernes top mod hinanden, mødes foroven og danner en bue.
Til mange formål
Pergolaens klassiske placering er i forbindelse med en havegang eller sti, fra et sted til et andet, men en pergola kan også bruges i mange andre sammenhænge. På terrassen vil dens overliggere give mulighed for at skabe et levende tag over en siddegruppe.
Placeret rundt omkring i haven kan en pergola lave opdelinger og skabe rum, og det lange kig gennem en pergola eller buegang kan skabe perspektiv og give plads til et fokuspunkt i den fjerneste ende. Pergolaer kan også danne overgang imellem forskellige afdelinger af have – og endelig er de en god måde at udnytte pladsen på i højden, hvis haven ikke er så stor.
Pergola som selvbyg
Når man har besluttet sig for en pergola eller buegang, er det vigtigt at finde materialer og en udformning, der passer til havens stil og karakter. Hvad enten man vil have romantik for alle pengene eller en mere moderne og stringent udførelse. Der findes mange forskellige færdige typer i handlen, der kan købes som byggesæt og derefter monteres i haven.
Men ønsker man en speciel udformning eller størrelse, må man selv bygge pergolaen fra grunden eller få en fagmand til at udføre projektet. Som tommelfingerregel skal grunden være helt plan, stolperne skal placeres parvis over for hinanden og forbindes foroven med overliggere.
Vælger man en pergola af træ, er det vigtigt at bruge en robust træsort, som ikke rådner, da træet konstant er i forbindelse med fugt fra jord og planter. Her er robinie eller eg et godt bud. Der må ikke være for langt mellem overliggerne, som ligesom resten af konstruktionen også skal være solid for at kunne holde til planternes vægt og til tung sne. Sidst, men ikke mindst, skal stolperne ned i frostfri dybde, dvs. ca. 90 cm, og desuden skal de forankres ordentligt med stabilgrus og evt. nedsættes i (tør)beton.
Planter til pergolaen
Der findes mange planter, som er egnede til en pergola. Brug dine yndlingsblomster – eller lad dig inspirere af forslagene her:
- Tobakspibeplante (Aristolochia macrophylla) er hurtigtvoksende og kan blive omkring 15 meter lang eller mere. Den har store hjerteformede blade, der giver effektiv skygge.
- Blåregn (Wisteria sinensis) er en klassiker blandt klatreplanterne. Den blomstrer overdådigt i maj og juni og får nemt 10-15 meter lange ranker.
- Guldregn (Laburnum) ser fantastisk ud med sine gule blomsterklaser i en pergola, men dens bælge, som kan forveksles med ærter, er giftige, så er der mindre børn i familien, skal man måske vælge noget andet.
- Klatreroser, f.eks. den pink “American Pillar” eller “Polstjärnan”, som begge er hårdføre og kraftigt voksende klatreroser, der blomstrer i juni/juli med kaskader af små blomsterklaser.
- Klematis, der findes mange sorter med enten store eller små blomster. En af de mest kendte er “Jackmanii”, som har kraftig vækst og store violette blomstrer hen på sensommeren.