Grev Eberhart befaler møbler i ordentlig kvalitet

»Ville Grev Eberhart vælge plastikringe til at holde bordbenene på plads? Nej, det ville han nok ikke.«

Sådan kunne en sætning nemt lyde, når de to fætre, Esben Christoffersen og Rune Vigil Nielsen, arbejder med deres møbeldesign, der indtil nu udelukkende består af borde.

Grev Eberhart er deres alter ego og lægger også navn til deres nystartede møbelfirma, Eberhart Furniture, der har hovedsæde på Esben Christoffersens forældres gård i Vester Aaby nær Faaborg på Sydfyn.

Da vi træder ud af bilen på gårdspladsen, brager lugten af ko ind i næseborene. Det er dagen, hvor det danske sommervejr endelig har meldt sin ankomst, og solen skinner, himlen er blå, og kornmarkerne står og svajer i den lette brise.

Det er lige før, man forventer Poul Reichhardt komme fløjtende rundt om hjørnet.

På gården har de to fynske fætre Esben Christoffersen og Rune Vigil Nielsen etableret deres møbelværksted. I stedet for dyre lokaler i København, hvor begge fætre ellers er bosat, har de valgt at benytte den ene længe af Esben Christoffersens forældres firelængede gård som værksted.

Idéen til eget møbeldesign opstod for to år siden til en fest hos Esben Christoffersens bror.

»Jeg havde hjembragt en prototype på en egetræsbordplade, som jeg havde lavet hos vores bedstemor, mens jeg var på besøg,« forklarer Esben Christoffersen og fortsætter:

»Vi laver et firma,« sagde Rune på den der business-agtige måde, som han nu kan være,« fortæller Esben Christoffersen og knipser med den ene hånd.

Kort tid efter havde fætrene lagt kimen til deres egen møbelvirksomhed. Siden dengang i 2012 har de arbejdet tæt sammen om deres fælles møbeldesign, der nu består af borde i beton og træ.

I foråret var de med møbelhuset Paustian, som de stadig samarbejder med, på udstillingen 3 Days of Design. Her udstillede de deres første borde, EH2 og EH3.

Med snedkerblod i årerne

Glæden ved at arbejde med hænderne blev vakt i en ung alder. De to fætre brugte barndommens lange skoleferier på deres bedsteforældres gård i Ry ved Silkeborg sammen med resten af den store fætter- og kusineflok.

Her legede de med træ, snedkererede og tømrede sværd og sæbekassebiler, de kunne lege med. Deres bedstefar var arkitekt og tømrer og fik dem hurtigt lært, hvordan værktøjet skulle håndteres. Nu har de fundet legen og glæden ved håndværket frem igen.

Fra gårdspladsen går vi over mod laden. Fluerne hvirvler om os, men man har faktisk vænnet sig til den landlige lugt af ko. Laden, som viser sig at være indgangen til kostalden, har et par halmballer tårnet op ovenpå hinanden.

»Det er vores lager, men det er tomt lige nu. Alt er solgt,« siger Esben Christoffersen, mens vi går forbi, og han peger på et hjørne i den lille lade, hvor det eneste, der er tilbage, er en pressening.

Til daglig arbejder Esben Christoffersen som bygningskonstruktør hos BIG (Bjarne Ingels Group, red.) på deltid, mens Rune Vigil Nielsen sagde sit job i reklamebranchen op i november for at hellige sig møbelprojektet.

Nu tager de to fætre i stedet turene over broen lidt oftere og indfinder sig i kostaldens tidligere roehus, der nu er deres værksted.

Til at begynde med nørdede de bare lidt hjemme i Esben Christoffersens lille kælderrum på Nørrebro. Men da de to fætre havde fundet det rette design til deres borde, blev de enige om at indtage forældrenes gård.

Egetræsbordpladen viste sig ikke at være stærk nok, så den blev skiftet ud med betonbordplader og træben.

»Produktionen begyndte først med et bord og en kunde. Det formerede sig og blev til to borde til to kunder. Og nu begynder der så småt at komme godt fart på bestillingerne, som alle bliver udført her. Især samarbejdet med Paustian satte skub i tingene,« siger Rune Vigil Nielsen og fortsætter:

»Vi tænkte, at hvis det her kunne gå, så var det værd at gå ”all in” på. Nu har vi i hvert fald noget at forholde os til.«

Efter at have gået gennem stalden og kort hilst på en af køerne, der havde forladt sin bås, kommer vi ned i værkstedet, som består af støbeborde, arbejdsbord, dunke med glasfiber og en masse værktøj. Bordene, som fætrene designer, består af en bordplade i beton, som de støber.

»Beton og glasfibernet bliver støbt sammen, og så laver vi både firkantede og runde bordplader,« fortæller Esben Christoffersen, og viser en form, som minder lidt om en stor kagespringform.

»Det er faktisk også lidt ligesom en kageform. Formen skal også smøres, inden betonen bliver hældt i. Det skal man også huske, når man bager kage,« siger Esben Christoffersen.

Betonen står i to dage og hærder. Den må ikke tørre helt, men skal blot hærdes. Arbejdet med beton er næsten en videnskab. Og ikke kun den videnskab, de to fætre har måttet tilegne sig.

Alt, hvad der har med deres lille virksomhed at gøre, har de måttet lære selv. Enten ved at gøre tingene selv eller med hjælp fra et stort og støttende netværk, der har stået klar med uvurderlig hjælp og vejledning.

»Vores netværk har betydet rigtig meget i den her proces. Nogen har kendt nogen, som så har formidlet kontakt. Men også vores eget netværk. For eksempel de her stålringe,« siger Rune Vigil Nielsen og peger på den stålring med tre huller i, der fletter bordbenene sammen.

»Den her har en smed, vi kender, smedet.«

Grev Eberharts designfilosofi

De to fætre har vidt forskellige baggrunde. Derfor er rollerne også klart definerede i forhold til arbejdet. Esben Christoffersen tager sig af det tekniske og byggemæssige, mens Rune Vigil Nielsen med reklameblod i årerne sørger for kontakt til kunderne og til samarbejdspartnerne.

Men designet og idéerne er de fælles om. Eller det vil sige, det er jo Grev Eberhart, der styrer deres gøren og laden i forhold til designet. Og det vigtigste for Grev Eberhart er, at designet, materialerne og relationen til mennesker og samfundet er ordentligt.

»Hvis Grev Eberhart ikke ville gøre det, så gør vi det ikke. Grev Eberhart vil have ordentligt håndværk, som samtidig er pænt. For eksempel, hvis jeg spørger Esben, om vi skal bruge plastik-greb til at holde bordbenene på plads, så overvejer vi lige en ekstra gang. Ville Eberhart gøre det? Svaret er nej. For Eberhart vil foretrække stærke og solide materialer,« forklarer Rune Vigil Nielsen og Esben Christoffersen supplerer:

»Ja, og hvis man er lige ved at gå fra værkstedet og kommer i tanke om, man ikke har ryddet op, så går man lige tilbage og gør det. Eberhart vil ikke have rod.«

Denne Grev Eberhart er altså ikke grev hvem som helst. Han er fætrenes alter ego og er med til at opretholde de idealer og drømme, som fætrene har bygget deres møbelfirma på.

»Eberhart er greve i et land, hvor alt er bygget af fine byggematerialer. Han er i pagt med naturen, en dygtig ingeniør og ikke mindst en dygtig håndværker. I Grev Eberharts land er det forbudt at bruge laminerede spånplader, og der uddeles bøder for at anvende skrøbeligt materiale,« forklarer Rune Vigil Nielsen.

Grev Eberhart er samtidig den, som sørger for, at de ikke holder sig tilbage i forhold til at prøve tingene af. Alt er faktisk muligt. Ligesom dengang i skoleferierne i Ry, hvor der var højt til loftet og frihed til at udfolde sig kreativt.

Men stærke, solide materialer og ordentligt håndværk, som Grev Eberhart kræver, er måske nogle ord, der for den opmærksomme læser ofte er brugt i møbel-verdenen. Det er også noget, fætrene er klar over.

»Det er få ting, der skiller møbeldesignere fra hinanden for tiden. Alle kommer fra den samme skole og det samme miljø. Vi kan heller ikke sige os helt fri fra at være påvirket af det, selvom vi ikke er uddannede designere. Men vi tager udgangspunkt i sommerferierne hos vores bedsteforældre, hvor vi bare legede. Det er den tilgang, vi tager med os. I hvert fald 99 pct. af de design, vi kreerer, tager udgangspunkt i leg og håndværk. Og rigtig meget hands-on. Det er tit på den måde, idéerne opstår,« siger Esben Christoffersen og tilføjer, at designet ikke skal være et kunstværk, men snarere have et råt og industrielt udseende.

»Vi prøver at arbejde med nogle vilde materialer og forsøger så at ”tæmme” det og gøre det pænt.«

Designet er muligvis en del af en trend, men det er på samme tid opstået ud fra fætrenes lyst til at designe møbler. Og inspirationen til designet er også på en måde bare noget, der opstår rent intuitivt, forklarer de to fætre.

Det foregår som oftest ved at tegne, afprøve, justere til og så forfine produktet.

»I vores designarbejde følger vi nogle logiske principper. Duer det teknisk set? Ser det godt ud? Bliver materialerne ved med at se pæne ud? Så prøver vi det,« lyder det fra Esben Christoffersen, som tilføjer, at en anden grundstamme i deres design er bæredygtigheden.

»Det er enormt berigende at være bæredygtig. Lige nu er det enormt fedt at tage rundt i landet og snakke med håndværksfolk,« siger Rune Vigil Nielsen, inden Esben Christoffersen understreger:

»Men filosofien er også ikke rigtig at have en filosofi.«

Kreativiteten skal bare vandes

En ulåst designfilosofi er altså, hvad Grev Eberharts tjenestefolk er underlagt, og det er på en måde ret uhøjtideligt at være vidne til. Det gamle roehus er med hvidmalede vægge, hvor der nogle steder er grønne plamager på.

Støvet ligger som et tyndt lag på værkstedets mange gamle og nu ubrugte værktøjer. I stalden kan man høre køerne brøle. Et vindue øverst oppe ved kippen står åbent og bliver fra tid til anden fanget af vinden og lukker knirkende i.

Det er under disse forhold, at kreativiteten opstår. Og ud af den ro, der er, når man ikke er omgivet af bylivets mange fristelser og muligheder

»Her tjekker man ikke mail eller sociale medier hele tiden, og du går heller ikke lige ned på den hjørnecafé og drikker en kop kaffe med vennerne,« siger Rune Vigil Nielsen.

Det kan faktisk lade sig gøre at få lavet noget kilometervis væk fra hovedstaden.

Da værkstedet er blevet besigtiget, går vi en tur ud i solskinnet og ser på gårdens omgivelser.

Mens vi går rundt på gården, er det tydeligt at fornemme, at Rune Vigil Nielsen og Esben Christoffersen har fundet den perfekte oase at slå sig ned og være kreative i.

Gården ligger omkranset af marker, og den nærmeste nabo ligger et godt stykke nede ad vejen.

Det er lidt som at være tilbage til dengang, hvor der ikke var noget, der hed Facebook, Instagram og Twitter. Dengang, hvor fjernsynet og avisen var de foretrukne nyhedskilder.

Lidt ligesom dengang Esben Christoffersen og Rune Vigil Nielsen legede i Ry og dyrkede den kreative leg. Netop kreativiteten og den ubekymrede leg er vigtig hele tiden at have gang i for Rune Vigil Nielsen og Esben Christoffersen.

»Kreativiteten ligger dybt i alle mennesker. Den skal bare vandes. Jo mere du kan vande den med penge og godt netværk, jo større chance er der for, at det går godt,« forklarer Esben Christoffersen.

Lige nu arbejder de på et nyt design. De vil bygge videre på det eksisterende formsprog, men de kan sagtens ende med at gå i en helt anden retning. Det må tiden og Grev Eberharts befalinger vise.

Et er dog sikkert: Rune Vigil Nielsen og Esben Christoffersen har fået blod på tanden. Lageret er tomt, og bestillingerne er mange. Det er på en måde uvirkeligt for dem. Især forleden dag, da de brugte en hel dag kun på at skitsere, designe og ”lege”.

»Kan vi virkelig tillade os at gøre det en hel dag?« fortæller Rune Vigil Nielsen storsmilende om den særlige dag, mens vi bevæger os tilbage ud på gårdspladsen. Interviewet slutter her. De to fætre skal mod København igen og passe alle de administrative og praktiske opgaver, det også kræver at være nyudklækkede møbeldesignere.