Fortsæt til indhold
Bolig

Fir-bandens møbelrejse

Et møbels vej til butikkerne handler ikke kun om designeren og dennes ønsker. Producenterne har også en finger med på høvlen. Mød firkløveret bag Naver Collections møbeldesign: designeren, producenterne og sælgeren, som i år kan fejre deres 20-års jubilæum sammen.

Nana Elving Hansen. FOTO: PR/NAVER COLLECTION

Ved første øjekast ligner det et bord som de fleste andre. Enkelt og stilrent, med en bordplade og fire ben. Men den hvide overflade er første hint om, at det alligevel ikke er helt som alle de andre borde.

»Det er corian,« siger møbelsnedker og designer Ebbe Gehl og forklarer, at det er lavet af en blanding af pulveriseret sten og plastik og er mere holdbart end laminat.

Det er der selvfølgelig også mange andre designere, der bruger. Men så peger han ned på bordbenet, og det endelige bevis på, at bordet har sit eget særpræg afslører sig: Bordbenet er ikke blot skruet op i pladen. Der, hvor bordbenet og -pladen mødes, er der fræset ud i træet, så man kan se, hvor stålbenene er sat ind i.

»Det er en lille ting, men vi ville meget gerne vise, at benene ikke bare er klistret på en plade – det kan Ikea også gøre. Vi ville fortælle en historie om, hvordan man sætter ben fast på et bord, så man på et splitsekund kan se, hvordan det fungerer,« fortæller designeren bag.

Firkløveret

Den slags løsninger er typiske for Naver Collection. Men det er ikke Ebbe Gehl alene, der former det endelige møbel. For selv om det er ham – og tidligere også hans kompagnon, Søren Nissen – der har stået i front i de 20 år, Naver Collection har eksisteret, er der flere aktører bag scenen. Tre mere, for at være helt præcis. Naver Collection blev nemlig kreeret i 1995 som et samarbejde mellem Ebbe Gehl og Sørens Nissens tegnestue, sælgeren Kristian Vinther og de to snedkerier, Gramrode Møbelfabrik og Aksel Kjersgaard.

Designkvartetten Naver Collection. Fra venstre er det Henning Jørgensen, Kristian Vinther, Jørgen Kjersgaard og Ebbe Gehl.

»Det kan være svært at slå igennem, når man er alene med et speciale. Så i stedet for, at jeg er specialist i sofaborde og kommoder og Henning i spisebordsstole og -borde, så slog vi os sammen med Ebbe og Christian og lavede en hel kollektion sammen,« fortæller snedkermester Jørgen Kjersgaard.

I stedet for, at jeg er specialist i sofaborde og kommoder og Henning i spisebordsstole og -borde, så slog vi os sammen.
Jørgen Kjersgaard

Han er søn af Aksel Kjersgaard, der i 1952 grundlagde snedkeriet i eget navn efter en række år som omrejsende håndværker –naver – i Europa og Marokko. Det var i høj grad sådan, man i tidligere tider fik ny inspiration og udviklede håndværksfagene og blandt andet møbelproduktionen, fortæller Ebbe Gehl.

»Det er derfor, vi valgte navnet Naver Collection. En god del af naverne var snedkere, som brændte for deres fag, så det var et oplagt navn for os. Det er et udtryk for at leve med træet, formerne og håndværket – og i øvrigt en forkortelse af skandinavere,« siger han.

Jørgen Kjersgaard og Henning Jørgensen – snedkermester i 3. generation og direktør for Gramrode Møbelfabrik – nikker begge. Den sidste del af firkløveret, Kristian Vinther, har travlt andetsteds, så han kommer desværre ikke til bords, undskylder de, og forklarer, at det er ham, der står for salgsdelen. Han er dog lige så meget en del af møbeldesignet, som de tre andre. Her hos Naver Collection er der nemlig konsensusdemokrati.

AK 2770 og 2772 er navnene på Naver Collections to reoler, som er en moderne fortolkning af den klassiske reol. Hylderne kan flyttes og monteres vandret som lodret, og der er også mulighed for at få indbygget en skuffe. Pris: 12.000 kr.

»Vi skal blive enige. Der er ingen, der har veto-ret. Og vi kan da også godt skændes indimellem, men det er også det, der gør det frugtbart. Alle har ret til sin mening, og vi er måske ikke enige i øjeblikket, men når vi så mødes om tre måneder, så har vi alle sammen givet os lidt. Og så er det præcis den vej, der er den rigtige vej, men som ingen af os kunne se første gang,« siger Jørgen Kjersgaard og tilføjer, at de har arbejdet sammen så mange år, at de godt kan respektere, at de er uenige.

Ja, faktisk også langt flere år end 20. Ebbe Gehl og Gramrode Møbelfabrik havde deres første samarbejde i 1987, og Aksel Kjersgaard og Ebbe Gehls historie går endnu længere tilbage.

»Faktisk helt tilbage til dengang, du var nyudlært møbelsnedker i 1970’erne,« indskyder Jørgen Kjersgaard med et smil.

Kaotisk designproces

Det er lige dele venskab og en stor interesse for møbelsnedkeri, der ligger bag Naver Collections 20-årige liv. Og ligesom at de alle er med til at bestemme, hvad der skal snedkereres, så er det også alle fire herrer, der giver input til selve møbeldesignet.

AK 2750 er inspireret af de gamle buffetskabe. Klaplågen er belagt med corian og åbne- og lukkemekanismen er udviklet særligt til dette skab. Pris: 18.300 kr.

»Noget kommer fra min skitseblok, noget fra Henning eller Jørgen – eller Vinter, der vender tilbage fra en messe i udlandet og siger: ”Jeg så noget rigtig spændende – kan vi ikke udvikle over i den retning?” Tilgangen er kort sagt kaotisk,« siger Ebbe Gehl og fortsætter:

»Nogle gange går der måske flere år, før et design er færdigt. Nogle gange er tiden ikke til det, andre gange er materialerne eller teknologien der ikke. Bakkebordet, som vi lancerde sidste år, har vi f.eks. leget med helt tilbage i 70’erne. I en helt anden form på en helt anden måde, men ideen med tre ben og en bakke, der kan vende, er nøjagtig den samme.«

Der er dog en klar rollefordeling i fir-banden, der deler den op i to: designerne og producenterne.

»Vi kan fortælle, hvad der kan lade sig gøre,« siger Henning Jørgensen.

AK700 er et eksempel på Naver Collections ambition om at redesigne klassisk møbeldesign. Pris: 9.138 kr.

Han og Jørgen Kjergaard må med andre ord indimellem tage nej-hatten frem og sætte de to iderige designere på is. Men det kan også gå den anden vej, hvor »den stædige arkitekt siger: »nej, det må vi altså lige tænke over« til producenternes ønsker,« som Ebbe Gehl siger.

Gamle traditioner for nye ideer

Med designideer fra 70’erne og et udgangspunkt i det traditionelle snedkerfag og navernes gamle håndværkstraditioner, kunne der opstå en risiko for, at deres design blev bagudskuende og dateret. Men over årene er nye materialer, ud over træ, kommet til: corion, glas og metal. Alt sammen for at skabe kontraster og sørge for, at Naver Collections møbler er tidssvarende. Og ligesom naverne rejste ud og kom hjem med nye metoder, er der også kommet nye metoder til den moderne møbelproduktion.

AK 2720 er et godt bud på, hvordan man kan bruge gamle møbel-løsninger som jalousilåger til et moderne tv-møbel. Pris: 12.535 kr.

»Vores base vil altid være træ og forarbejdning af træ – det er der, vores kernekompetencer er. Og de teknikker, vi bruger, er de samme, som de altid har været. Vi gør det bare mere højteknologisk, så nogle ting bliver lavet på maskiner,« forklarer Henning Jørgensen og bliver hastigt suppleret af Ebbe Gehl:

»Nogle mener, at det, der er lavet i hånden, er bedre end det, der er lavet på en maskine. Men det, der gælder, er: Hvis en maskine kan lave noget mere præcist og bedre, end du kan i hånden – så kører du så langt, du kan, med det. Og derefter overtager hånden.«

Da de fire makkere for 20 år siden satte sig for at arbejde sammen, var hovedideen, at det skulle være dansk. Hele vejen igennem. Fra håndværk til produktion. Derfor bliver stolene, bordene, kommoderne og skænkene produceret i Juelsminde og Odder i det østlige Jylland, hvor henholdvis Gramrode Møbelfabrik og Aksel Kjersgaard holder til. Og selv om maskiner nok bliver betroet med visse dele af produktionen, så er der ikke nogen af møblerne, der forlader fabrikkerne uden at have været igennem menneskehænder.

»Hvis vi ikke havde investeret i højteknologisk produktion, så havde det ikke været muligt at producere i Danmark. Men mennesket er stadig den afgørende faktor. Hvis den person, der har sorteret træet, har valgt det forkerte, så er der ikke noget, vi kan gøre ved det bagefter, selv om vi er nok så dygtige til at forarbejde det,« siger Jørgen Kjersgaard.

Henning Jørgensen istemmer straks:

»Ja, det er de dygtige snedkere, der sikrer den høje kvalitet. Ingen tvivl om det.«

Og det er netop snedkeriet, der binder Naver Collection sammen. Det er træet og snedkerfaget, der ligger i de tre snedkeruddannede herrers dna. Og det, der har udgjort limen de sidste 20 år. Og sikkert også de næste 20. I den nærmeste fremtid står den på en endnu ikke offentliggjort jubilæumskollektion.