En original møbelhandler
Møbelhandler Poul Erik Timm har handlet med møbler i 50 år. Han møder på arbejde hver dag, og selv om de næste generationer i dag er med i forretningen, har han ingen planer om at gå på pension.
"Her findes kun originaler”, hedder det sig hos Timm Møbler i Randers. Og selv om ordene mest er møntet på rækken af arkitekttegnede møbler, der fylder butikken på Aarhusvej i den sydlige udkant af byen, passer de også glimrende på indehaveren selv.
For Poul Erik Timm er lidt af en institution som møbelhandler. 1. juli kunne han fejre 50 år i branchen, og hans gemytlige stil og finurlige kommentarer er kendt og værdsat langt ud over både Randers’ og Østjyllands grænser.
Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.
Det samme er den kompetente service og så selvfølgelig det brede udvalg af danske klassikere inden for møbelarkitektur. De er her alle sammen. Fra Mogensen, Jacobsen, Juhl og Wegner til Ditzel, Lund, Jørgensen, Salto og Sigsgaard, for Timm Møbler handler med dem alle. Og flere til.
Men sådan har det ikke altid været. Da Poul Erik Timm i 1964 kom ind i branchen, da han blev ansat hos Schultz Møbler på Rådhustorvet i Randers, var det syret egetræ, der blev handlet med. I 1972 købte og omdøbte han butikken til Timm Møbler, da den tidligere ejer gik på pension, og først i 1985, da butikken fl yttede til større og nye lokaler i den nye bydel, ændrede Timm på sortimentet.
»Forretningen har altid handlet med god kvalitet, uanset stilart, men da byens førende forhandler af arkitekttegnede møbler lukkede i begyndelsen af 1980’erne, og smagen for syret eg samtidig var på retur, besluttede vi at lægge vores stil om og søge om forhandlingen af de danske klassikere,« fortæller Poul Erik Timm.
Kunder gennem generationer
Kunderne fulgte med ud på Aarhusvej, og mange af dem har handlet møbler hos Timm i generationer.
»Vi har kunder, der har leget på gulvet her som børn, og som nu kommer med deres egne børn og handler, for mange unge mennesker ved godt, hvad de vil have, og de er parate til at betale for det,« siger han og erkender gerne, at priserne er højere hos Timm Møbler end f.eks. hos de store kædebutikker. »Vores kunder sætter pris på god kvalitet og vil gerne betale for den, fordi de ved, at kvalitet betaler sig og er billigere i længden. Og hos os findes kun den ægte vare. De senere år er der dukket mange efterligninger af kendte designs op, men ikke hos os. Vi er kopifrit område, for vores kunder kan og vil se forskellen,« siger Poul Erik Timm.
Til gengæld kommer han og hans personale gerne hjem til kunderne for at kigge på rammerne og ud fra dem rådgive om forskellige muligheder og løsninger.
Der er jo ikke meget service og rådgivning i at sælge en råhvid uldsofa til folk med 7 ukonfirmerede børn.
»Mange kunder har en drøm om, hvordan de gerne vil indrette sig, men ikke råd til at indfri den på én gang. Så laver vi sammen en langtidsplan og beslutter, hvad de skal begynde med, så de ikke går galt i byen og falder for et tilbud, der slet ikke passer til dem. Der er jo ikke meget service og rådgivning i at sælge en råhvid uldsofa til folk med 7 ukonfirmerede børn,« siger Poul Erik Timm, der også gerne opfordrer kunderne til at bestille tid, før de kommer.
»Så sætter vi et par timer af og lader os ikke forstyrre af telefoner eller andet, for der er ikke noget mere irriterende for kunderne end ekspedienter, der render til og fra. Vores kunder er vores bedste ambassadører, og de skal behandles ordentligt, « mener Poul Erik Timm.
Dux er favoritten
Et hjørne af butikken er indrettet med Dux-senge, og dem kan Poul Erik Timm tale længe om. Har man ikke sovet i en Dux-seng, ved man ikke, hvad god søvn vil sige, hævder han, og han går så vidt som til at give sin egen Dux æren for, at han stadig er still going strong som møbelhandler.
»Al friskhed uden en Dux er påtaget,« siger han, og skulle en eller anden driste sig til at indvende, at en Dux jo heller ikke er gratis, beder Timm vedkommende tænke på, hvad en bil koster.
»Og så spørger jeg bare, hvor opholder du dig mest,« siger han og ser snedig ud.
Han har dog noget at have sin salgstale i. I hvert fald både ringer og skriver kunder fra nær og fjern for at fortælle, hvor lykkelige de er for deres nye seng.
Jeg havde også en kunde, der kom for at købe et nyt sofabord, fordi hun fik ondt i ryggen af at sidde ved det gamle. I stedet viste jeg hende en Dux, og det endte med, at hun købte den.
»En kunde med en gigtlidelse har f.eks. skrevet til os, at hun allerede efter en uge kunne mærke, hvordan hendes krop restituerede på en helt anden måde efter en nat i en Dux-seng, og at hun ikke havde sovet så godt i mange år,« fortæller han og tilføjer, at kunden for øvrigt var fysioterapeut og derfor vidste, hvad hun talte om, når hun roste sengen for at strække og trække de rigtige steder.
»Jeg havde også en kunde, der kom for at købe et nyt sofabord, fordi hun fik ondt i ryggen af at sidde ved det gamle. I stedet viste jeg hende en Dux, og det endte med, at hun købte den. Sofabordet fik jeg så ikke solgt den dag,« siger Poul Erik Timm, der ikke kan lade være med at forhøre sig, om det dog ikke var noget med en ny Dux?
Fødselshjælper for de nye
Udstillingen er stor og bred, og selv om de danske navne dominerer, er der også blevet plads til tysk grundighed og akkuratesse i form af sofaer fra Rolf Benz.
»De er tidløse, elegante og dyre, til gengæld kan de holde til evig tid, hvilket dog helst ikke skal afholde kunderne fra at komme igen, vi skal jo også leve,« snakker han videre og glæder sig over, at kunderne i de senere år er begyndt at bruge flere penge på spiseborde og tilhørende stole.
»Et bord må gerne være 3-4 meter langt i dag, og nu skal designet være lidt mere svævende og let end tidligere,« siger han, mens han peger Nanna Ditzels Trinidad-stol ud som en god spisestuestol.
»Den sidder man godt i, og i dag skal den have armlæn, fordi gæsterne bliver siddende ved spisebordet hele aftenen. Jo bedre stol, des dyrere bliver det i rødvin,« siger han. Så får han øje på en serie borde fra Risskov Møbelsnedkeri, der trods det, at snedkeriet først blev født i 2010, allerede er ved at skabe sig et navn i branchen.
»De to snedkere, der står bag firmaet, er virkelig dygtige, og deres borde er en stor succes,« fremhæver Poul Erik Timm, der ser det som sin forpligtelse at hjælpe nye talenter på vej. En anden af Timms nyere favoritter er firmaet One Collection, der har rettighederne til at producere Finn Juhls samlede kollektion og sammen med Kasper Salto og Thomas Sigsgaard har de udviklet og produceret den prisbelønnede Council Chair til Finn Juhl-salen i FN’s hovedkvarter i New York.
»One Collection er en rigtig god historie, de laver dansk møbelkvalitet, når den er bedst, det er imponerende,« siger Poul Erik Timm.
Montana er for alle
Et andet hjørne er indrettet med Montana-reoler. For sammen med Dux-sengene og Søren Lund-sofaerne, der både er smukke, moderne og klassiske at se på og fantastiske at sidde i, er Montana med på Poul Erik Timms top tre liste over alle tiders salgssucceser.
»Det er overvældende, hvad vi kan sælge af Montana. Men selv om alle har en, har de alligevel hver sin, for alle reoler bliver individuelt tegnet og tilpasset den enkelte kunde. Vi sætter os simpelthen hen til computeren med kunden og tegner den reol, de vil have,« fortæller Poul Erik Timm og tilføjer, at når reolen er færdig til levering, bliver den som alle andre møbler leveret og monteret: »og vi fjerner både pap, borestøv og sågar den gamle reol, hvis det skal være. Her skal være 100 pct. service.«
Og selv om det ikke ligger til en jyde, der med egne ord er vokset op mellem armene på en trillebør, at lade sig rive med af begejstring, erkender Poul Erik Timm, at det hele sådan set går meget godt:
»Det kan jo altid blive bedre, ikke? Men jo jo, det er stadig spændende at handle med møbler, og folk er glade, når de kommer her. Så nej, så længe helbredet vil, har jeg ingen planer om at gå på pension. Hvorfor skulle jeg dog det?«