Hver tredje har fugtproblemer i kælderen
Hver tredje boligejer med kælder har haft fugtproblemer inden for de sidste 5 år, viser ny undersøgelse fra Bolius. Men problemer med fugt i kælderen er langt større, mener ekspert.
Hver tredje boligejer med kælder har haft problemer med fugt i kælderen inden for de seneste 5 år.
Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet for Bolius Boligejernes Videncenter.
Tilsvarende melder 2 ud af 3, at de ikke har fugtproblemer i kælderen.
Boligejere overser fugt i kælderen
Når flertallet af boligejere med kælder tilsyneladende slipper for bulede gulve, afskallende vægge og andre fugtproblemer, skyldes det dog næppe, at de er blevet bedre til at håndtere fugt i kælderen.
Det er mere sandsynligt, at boligejerne blot ikke har opdaget kælderens fugtproblemer, mener fagekspert i Bolius, Tine R. Sode.
- Jeg har ikke været i en kælder endnu, hvor jeg ikke har kunnet måle forhøjet fugt i vægge og gulve i forhold til resten af huset, siger hun.
- Men det overrasker mig ikke, at der ikke er flere, der melder om fugtproblemer, for folk opdager ikke problemet selv.
SE TEMA: Kælderen
Din kælder er IKKE tør
- Der findes mange mennesker, der siger, at de har en helt tør kælder – men det har de ikke. Og problemet med at tro, at man har en tør kælder, er, at man måske tror, man kan bruge den som et helt almindeligt rum i stueplan. Og det kan man ikke, uddyber fageksperten.
Hvis en kælder bruges og indrettes forkert, kan lidt kulde og kondens på ydervæggene nemlig hurtigt udvikle sig til større angreb af skimmelsvamp. Det gælder fx, hvis du lægger tæppe eller trægulv på kældergulvet, eller hvis du placerer skabe og reoler med bagbeklædning direkte op ad kolde ydervægge.
Fugtproblemerne vokser også hurtigt, hvis du indretter sove- eller teenageværelse i kælderen.
LÆS OGSÅ: 110.000 danskere bor ulovligt i kældre
Boligejere reagerer hurtigere på akutte fugtproblemer Bolius’ og YouGovs undersøgelse viser også, at boligejerne er bedre til at reagere på akutte vandskader end mere generelle fugtproblemer, der udvikler sig langsomt.
En tredjedel af de, der har generelle fugtproblemer i kælderen, svarer, at de ikke har foretaget sig noget, mens kun 9 % af de fugtplagede ikke har reageret på fugtproblemer, der er opstået efter en vandskade.
Dyrt at slippe af med fugt i kælder
Når en tredjedel af de boligejere, der har en fugtig kælder, vælger at lade stå til, skyldes det ifølge Tine R. Sode, at det både er dyrt, besværligt og meget omfattende at komme fugtproblemet til livs.
- Det er så hamrende dyrt at løse dybereliggende fugtproblemer i kælderen, fordi gulvet måske skal graves op, eller der skal graves ud omkring kælderydervæggene. Det kan hurtigt koste 100.000 kr. og det er ikke penge, man får igen, siger hun.
LÆS OGSÅ: Slip for fugt: 3 trin til en tør kælder.