Sig goddag til velværelset
Et toilet er ikke bare en nødvendig hygiejne-genstand, der skal bringe fordøjelsens rester af dage. Nu skal toilettet og resten af badeværelset ose af velvære og give en følelse af sundhed, afslapning og skønhed.
En moderne danser er skødesløst indbundet i gråligt tekstil – som en romersk gudinde sidder hun på kanten af et opvarmet spabad. Med rolige, sensuelle bevægelser dypper hun tæer og fingerspidser i vandet og betragter dråbernes genskin.
Det korte hår er skrabet stramt tilbage. Snart strækker hun arme og ben i bløde dansende bevægelser langs spabadets kant, hvori et hvidt og stilrent toilet er placeret.
Det kunne have været en forestilling på et hvilket som helst danseteater, men i virkeligheden er det en presseevent for Geberits spa-toilet, som efter producentens besyv er indbegrebet af velvære, renhed og naturlighed. Således blev en moderne danser altså spa-toilettets ansigt ud ad til.
Badeværelset bliver det nye velværerum, hvor der både er fokus på sundhed, forkælelse og velvære.Marianne Levinsen., Fremtidsforsker
Men Geberits nye spa- eller dusch-toilet står ikke alene. Det er bare et af flere eksempler på, hvordan badeværelset i fremtiden skal ose af velvære. Engang var der fokus på samtalekøkkenet og alrummet som boligens nye fusionsrum, hvor praktisk køkkenarbejde kunne forenes med familiesamvær.
Nu skal man i stedet rette blikket mod badeværelset som det nye velværelse, hvor personlig hygiejne forenes med velvære og afslapning. Og det betyder, at vi højst sandsynlig kommer til at se både spa-toiletter, sundhedsmålere, fladskærme og lænestole på badeværelset i fremtiden.
»Badeværelset bliver det nye velværerum, hvor der både er fokus på sundhed, forkælelse og velvære,« spår fremtidsforsker og foredragsholder, Marianne Levinsen.
Men i modstætning til køkken-alrummets mission om at samle hele familien, så har badeværelset en anden mere privat agenda.
»Fremtidens badeværelse bliver både et sted, hvor man kan dyrke samværet med familien eller sin partner, men det bliver også et sted, hvor man har alene-tid og kan dyrke sig selv,« forklarer Marianne Levinsen, der vurderer, at vi på længere sigt vil gå fra gennemsnitligt halvandet badeværelse i de danske husstande til 2-3 badeværelser. Og til sidst vil hvert familiemedlem formodentligt have hvert sit badeværelse.
Velværelse på budget
Men der er ikke kun fokus på at pleje skønheden på det nye velværelse, der er en sammensætning af ordene wellness og badeværelse, og som især trendforsker Mads Arlien-Søborg har opereret med. Rummet er også et sted, hvor man kan dyrke sig selv og stresse af fra en hektisk hverdag.
»Det handler om at gøre badeværelset hyggeligt og skabe en stemning af afslapning og harmoni,« siger trendforsker Mads Arlien-Søborg og tilføjer, at drømmen om velværelset mest af alt er en drøm om at have mere tid til at rette blikket indad og pleje sig selv – noget som de færreste har tid til i en stresset hverdag, men som faktisk kan efterkommes forholdsvist nemt.
For selv om velværelset oplagt kan indeholde både fladskærm og et boblende spa-bad, så behøver man ikke at investere en formue på det nye badeværelse. I stedet kan man starte i det små med duftpinde, lækre cremer, levende lys og magasiner på badeværelset.
»Man kan komme langt med accessories som en magasinholder, duftpinde og små bakker til for eksempel smykker. Hvis man har plads, kan man også sætte en bænk eller en lænestol ind på badeværelset,« siger Mads Arlien-Søborg.
Han fortæller også, at det generelt er den nynordiske stil, som er indbegrebet af afstressning og harmoni, der vinder ind i velværelset. Det betyder lyse naturmaterialer for eksempel i form af en smuk træbænk. Farverne skal gerne være hvide, grå og brunlige, så der ikke er noget, der forstyrer øjet.
Hightech eller hygge
Der skal være tid til at dyrke den indre ro på fremtidens badeværelse, men rummet bliver også et sted, hvor man kan tage hånd om sundheden.
»Man kan forestille sig, at der kommer til at være en fladskærm på fremtidens badeværelse, så man kan kommunikere direkte med sin læge fra badeværelset,« siger fremtidsforsker Marianne Levinsen og tilføjer, at der sandsynligvis også vil være forskellige måleinstumenter på fremtidens badeværelse, hvor man kan måle sukkerindholdet og andre sundhedsregulerende stoffer i sin urin.
Brusende toiletter, fladskærme og urinmålere er alle ret tekniske stykker interiør til badeværelset. Og det kan godt gå hen og blive populært blandt danskerne, mener Mads Arlien-Søborg – hvis det altså samtidig er funktionelt. Det er nemlig vigtigt for mange danskere, og som folkefærd går vi ikke synderligt meget op i, at tingene skal være højteknologiske.
»I USA indretter folk badeværelset med fem forskellige slags belysning, et utal af bruseseffekter og andre tekniske indslag, men det er slet ikke det, danskerne vil have. Vi fokuserer i stedet på at skabe den rette stemning af hygge og afstressning,« siger han og tilføjer, at man dog godt kan finde en fladskærm på de danske badeværelser – så længe den er diskret.
Sove/bade-værelset
Det nye velværelse er et sted, hvor man kan trække sig tilbage fra en hektisk hverdag og især et sted, hvor man kan dyrke privatlivet. Kaster man et blik på udlandet, ser det dog ud som om, at privatlivet må vige for en stund. Der er nemlig flere eksempler på, at badeværelse og soveværelse er slået sammen. En tendens, som nok vil overskride intimsfæren for de blufærdige danskere, men som måske ikke er nogen dårlig ide, hvis man har rigeligt med kvadratmeter – tænk for eksempel at kunne trille direkte fra sengen og ind under en varm bruser.
Det handler om at gøre badeværelset hyggeligt og skabe en stemning af afslapning og harmoni.Mads Arlien-Søborg., Trendforsker
»Det kræver, at man har mere end ét badeværelse, hvis man vil slå badeværelse og soveværelse sammen. Men det stemmer godt overens med, at man i højere grad inddeler hjemmet i børne- og voksenzoner. Her vil sove- og badeværelset ofte være de voksnes zone, mens teenagebørnene måske har deres eget badeværelse i kælderen,« fortæller Mads Arlien-Søborg.
En ting er i hvert fald sikker – det lille kolde københavnertoilet på bagtrappen, som man deler med naboen og et par enkelte mus, trænger til en kraftig opdatering, hvis det skal følge med på bølgen af velværelser.