Kluk i køkkenvasken
Der er gået kluk i vores køkkenvask. Den klukker og klukker. Jeg har forsøgt med kaustisk soda og med svupperen, men lige meget hjælper det. Den klukker videre, som om intet var sket.
Hvordan kommer jeg af med klukkeriet, og hvad skyldes det? Under køkken bordet er der tilslutning til opvasker, der er vandlås, og selve afløbet forsvinder via et hul i bunden af skabet ned i gulvet. Klukkeriet kommer, uanset om der bliver hældt vand i vasken eller opvaskeren er i gang.
Venlig hilsen
Zephyr, Højbjerg
- Den er nok blevet skruk. Men bortset fra det, så prøv at afmontere slangen fra opvaskemaskinen. Har den fået et knæk, kan det være årsagen. Et eller andet sted må der være en forsnævring. Der er ikke andet at gøre end at bruge udelukkelsesmetoden.
Selv om der er brugt kaustisk soda og svupper, kan der jo godt sidde en klump fedt, sæbe, hår og andet godt og spærre delvist. Alternativt: Prøv at rense afløbet med kaliumhydroxyd i stedet for natriumhydroxyd (ætsnatron), idet kaliumhydroxyd er bedre til at opløse sæbe- og fedtrester. Nærmere kommer vi vist ikke.