Fortsæt til indhold
Bolig

Trin og trapper kan pynte op på haven

Med den rigtige udformning kan trapperne blive en flot, visuel gevinst for haven.

Mange steder i haven er det nemmest at forcere niveauforskelle ved hjælp af trapper.

Fra huset til selve havearealet, ned til terrassen, i forbindelse med indgangspartiet – alle de steder, hvor man skal bevæge sig fra højere til lavere liggende områder – eller omvendt. Højdeforskelle er i sagens natur simpelthen en forudsætning for at etablere trapper.

Der findes selvfølgelig andre måder at bevæge sig op og ned i terrænet på, f.eks. ved hjælp af skråninger eller ramper. Men trin og trapper er gode, praktiske løsninger. Med den rette udformning er en trappe en sikker måde at komme op og ned på – og trappen kan samtidig være med til at tilføre haven en ekstra synsmæssig oplevelse.

Trappen skal indgå i en helhed

Den kan udformes på alle mulige måder, være lige eller buet, stejl eller flad – og være bygget af forskellige materialer: træ, sten, metal, beton etc., hvad der nu passer bedst til havens stil og ejerens pengepung.

Nogle typer af trapper kan man selv etablere, hvis man hører til dem, der har hænderne skruet godt på. I andre tilfælde vil konstruktionen være så kompliceret, at man bør alliere sig med en anlægsgartner. Vigtigst er det naturligvis, at brugsegenskaberne er i orden, men udseendet betyder også meget.

Trappen skal indgå som en del af havens helhed og være et spændende element i sig selv. Det kan være en god idé at få en landskabsarkitekt til at komme med et bud på placering og udformning, så man er sikker på et godt resultat. Det er så ærgerligt at gå i gang med et stort projekt, der både koster tid, kræfter og penge – for så at opdage, at det alligevel ikke blev, som man havde forventet. I tidens løb har jeg set mange spændende bud på trapper – både i private og offentlige haver samt på haveshows.

Her har jeg plukket en håndfuld af de mest interessante, som forhåbentlig kan give inspiration til et hjemligt projekt.