Vælg det rigtige læder til møblet

Hvordan definerer man ægte læder?

Læder er et rent naturprodukt. Det er dyrehuder, der gennem en garvningsproces er blevet til et fast og ufordærveligt materiale, som kan bruges til blandt andet møbellæder. Huderne er for så vidt et affaldsprodukt fra kødindustrien, som via forarbejdning gøres til brugbart læder. Dyrene slagtes, for at vi kan spise kødet, og ikke for at vi kan lave læder. De bedste og mest rene huder i verden kommer fra Europa, hvor dyrenes levevilkår og de klimatiske forhold gør, at dyrene har pådraget sig et minimum af naturmærker (insektbid, ar, nakkefolder etc., red.).

Hvilke typer af læder findes der?

Der findes tre forskellige typer af læder; anilin, semianilin og dækfarvet læder, som hver har deres karakteristika.

Anilinlæder er fuldnarvet - det vil sige, at overfladen (narvstrukturen) er bevaret naturligt, og at der ikke er slebet på den. Dermed får læderet en fantastisk siddekomfort, idet det kan ånde. Huderne har synlige naturmærker, som er med til at understrege læderets unikke karakter og tilføre rustik charme til møblet. Når huden er garvet, bliver den indfarvet med anilin-farvestof og får eventuelt en let anilin-finish (beskyttelse på overfladen). Anilinlæder ændrer sig med tiden gennem brug og lyspåvirkning og får hurtigt en naturlig smuk patina. Læderet er mere lysfølsomt og får hurtigere pletter end semianilin eller dækfarvet læder.

Semianilin læder har som anilinlæder en god siddekomfort, et naturligt look og får med tiden patina. Fordelen ved semianilin er, at det har fået en let overfladefinish (beskyttelse), som gør læderet mere slidstærkt og knap så modtageligt over for fedtstoffer og lys, dvs. at det er mere praktisk.

Dækfarvet læder er slidstærkt og praktisk, idet huden har fået en stærk overfladebehandling (finish). Læderet er normalt også enten slebet eller narvsat (printet overfladestruktur, red.), hvilket giver en ensartet overflade med meget få synlige naturmærker. Dækfarvet læder laves på huder fra hele verden og er oftest prisbilligt læder. Siddekomforten vil aldrig blive helt den samme som ved anilin og semianilin læder, selv om også dækfarvet læder i dag kan laves på en mere elegant måde, hvor det ikke har så kraftig en finish.

NB! Der er ikke noget, som hedder kunstlæder, idet man ikke kan lave læder kunstigt. Den betegnelse bruges fejlagtigt, når der er tale om kunstmaterialer, som ligner læder.

Hvad er vigtigt, når man vælger lædertype?

Det vigtigste er at spørge sig selv, hvor praktisk læderet skal være, og om der for eksempel skal være plads til børn og hund. Hvordan ønsker man, at sofaen skal se ud om fem år? Hvor stor vægt lægges der på siddekomfort og naturlig patina? Overordnet kan man sige, at jo mere natur (anilin) desto mindre praktisk. Til gengæld får man smukkere patina og bedre siddekomfort.

Hvordan foregår garvning?

Garvning er nødvendigt for at konservere huderne, så de kan bruges til møbler. Ved anvendelse af garvestoffer i garvningen gøres råhuderne til fast og ufordærveligt læder. Selve garvningen foregår i store tromler, som kører et vist antal timer med læder og garvestof indeni.

Der findes forskellige garvningstyper:

Vegetabilsk garvet læder garvet med naturlige garvestoffer. Det betyder, at garvningen sker ved hjælp af udtræk fra planter, bark og nedfaldsfrugter m.m.

Kromgarvet læder garvet med krom-salte og/eller mineralske salte. Kromgarvet læder er garvet med krom III salte (ikke giftigt), der forekommer naturligt i miljøet i sten, jord, planter og vulkansk materiale. Krom-salte findes i fødevarer og er i øvrigt et vigtigt næringsstof for kroppen. Kromgarvet læder er mere modstandsdygtigt og blødere end huder, der er garvet med andre garvestoffer. Langt den største del af alt læder er garvet på denne måde.

Syntetisk garvet læder garvet med syntetiske garvestoffer. Man forsøger her ad kemisk vej at efterligne de vegetabilske garvestoffer.

Hvordan vedligeholder man læder?

Læder er et færdigt produkt og behøver ikke nogen plejemidler, inden det tages i brug. Bedste råd til vedligeholdelse er jævnligt at støvsuge møblet med en blød børste for at holde læderets overflade ren og fri for snavs. Undgå skarpe genstande, direkte sollys og brug af rengøringsmidler.

Er patina charmerende?

Det synes vi. Alt læder får med tiden patina. Jo mere naturligt læder, desto smukkere patina. Patina betyder, at tidens tand, lysets påvirkning og brugen har ældet læderet med ynde. Man kan altså se, at læderet har ”levet” længe og fået et gammelt og ærværdigt præg uden at miste dets værdi. Et eksempel er et møbel i vegetabilskgarvet anilinlæder, som fra start fremstår i en lys, næsten lyserød farve, men med tiden får en varm og dyb brun farve på grund af lysets påvirkning, tidens tand og alle de hænder, som har rørt ved det. Anilinlæder er i høj grad et materiale, som forskønnes ved mødet med livet.

Hvad er naturmærker?

Naturmærker som insektbid, ar, vorter, nakkerynker, fedtstriber etc. er synlige på den nøgne overflade. Naturmærker er ikke ”fejl”, men skal betragtes som smukke ”adelsmærker” fra dyrets liv. Disse er desuden bevis på, at læderet er et ægte naturprodukt.

Fra hvilke dyr stammer huderne?

Læder stammer oftest fra ko eller tyr, men fra hvilket af de to dyr har ikke noget at sige for kvaliteten. Når man står over for en lædersofa i butikken, er det ikke muligt at se, hvilket dyr læderet stammer fra.

Hvordan kan læderkvaliteten testes?

Vi får læderkvaliteten tjekket ved at teste hver hud/parti for tykkelse, farve, sortering, gennemfarvning, gnidægthed etc. Samtidig foretager europæiske institutter jævnligt ekstern kontrol, der tester, om læderet lever op til de europæiske standarder inden for lysægthed, gnidægthed, vedhæftningsevne, rivstyrke etc. Lysægthed måler, hvor godt læderet er til at modstå lyspåvirkning. Gnidægthed er en test, der via vådgnidning, tørgnidning og svedgnidning viser, hvor stor modstand farven har over for slid. Vedhæftningsevne handler om, hvor godt overfladefarven sidder fast på læderet. Det kontrolleres kun på semianilin og dækfarvet læder, eftersom anilin aldrig får pigment på overfladen. Rivstyrke er et udtryk for den trækkraft, læderet kan modstå, før det rives i stykker. Desuden tester et flexometer læderets fleksibilitet og bøjelighed og dermed, om finishen holder eksempelvis op til 50.000 bøjninger.

Hvordan kan man vide, at dyrene har haft et godt liv?

Det kan man ikke vide. Taler vi om europæiske huder, er det ofte dyr, som er opfostret i løsdriftsstalde, hvor dyrene altså går frit inde i staldene. I Sydamerika går dyrene for eksempel ude hele tiden. Om noget er bedre end andet, er svært generelt at svare på.

Hvad er økologisk læder?

Der eksisterer ikke en definition på ”øko-læder”, hvorfor det er uheldigt, at det bliver brugt i markedsføringen af læder. Skulle man via seriøs bæredygtig produktion fremstille et ”grønt” læder, som fortjener definitionen ”øko”, ville det kræve, at hele produktionsapparatet bliver evalueret via en livscyklusvurdering; LCA. Umiddelbart skulle man tro, at vegetabilsk garvet læder ville være det første til at fortjene betegnelsen ”øko”. Men det faktum, at et vegetabilsk garvet læder kræver dobbelt så meget vand og energi som kromgarvet læder i produktionsprocessen, giver det ikke en økologisk fordel sammenlignet med et kromgarvet læder. Hvad sværger Sørensen Læder til?

Ser man forretningsmæssigt på det, så er der for os efterspørgsel på begge dele. Ser man på det ud fra en miljømæssig vinkel, så er det ene ikke bedre end det andet. Taler vi eksklusivitet, så må man konstatere, at man oftest får de smukkeste huder ud af vegetabilsk garvet læder. 95 procent af verdensproduktionen af læder er dog kromgarvet. Men alt i alt, så foretrækker vi ikke det ene frem for det andet.

Hvordan gennemskuer forbrugeren, om miljøet har været skånet mest muligt?

Man kan ikke se på den enkelte sofa, om der i produktionen er taget hensyn til miljø og dyrevelfærd. Der findes omkring 5-10 læderleverandører af varierende størrelse i Danmark med hver sit værdisæt, så det bedste er at spørge i butikken.

LÆS OGSÅ: Arkitekterne og fabrikken