Fortsæt til indhold
Bolig

Hvad er kravene til jordvarme?

<p>Jeg har et hus på 320 m2 boligareal. Og jeg vil gerne skifte til jordvarme.</p>

Men jeg har en række spørgsmål, som jeg gerne vil have ekspert-svar på:

1. Hvor lang slange kræves det at opvarme et hus på 320 m2 med jordvarme?

2. Afstand mellem slangesløjferne opgives til enten 100 cm. eller 125 cm., hvilken afstand anbefales/er rigtig?

3. Hvad skal afstand fra nedgravet slange til fast bygning være?

4. Hvad skal afstand fra nedgravet slange til ejendomsskel være?

5. Hvad skal afstand til andre jordlagte installationer (spildevandafløb m.m.) være?

6. Bestående træer (fældes før nedgravning), men nyplantede træer på arealet med jordgraven slange, hvad siges om det?

7. Varmepumpen (til 320 m2 boligareal) - type og el-energiforbrug. Cirkulationspumpen - type og el-energiforbrug?

8. Kan en energifanger opstillet over jorden og med 600 meter slange anbefales (en mulighed, jeg ikke har set før). Er den teknoligi godkendt, og er den prøvet?

Jeg håber, at I kan hjælpe.

Med venlig hilsen

Arne, Nordborg

Svar:

1. Slangens længde kommer an på husets varmebehov, men som udgangspunkt kan du regne med 1,5 til 2 meter per kvadratmeter beboelse, altså 480 – 640 meter i alt.

2. Ved at øge slangeafstanden fra 100 til 125 eller 150 cm opnår man en mindre belastning på jordslangerne, hvilket betyder, at temperaturen i jorden igennem året vil være højere. I de fleste tilfælde vil der være bedre at øge længden på slangerne i stedet for afstanden. Det er den totale længde på slangerne der har betydning for varmepumpens økonomi. Er der god plads på grunden vil det være fornuftigt at dække et så stort jordareal som muligt, dog med fornuftig hensyntagen til økonomien. På følgende link (side 30) kan du se nogle grafer, der viser hvad øget længde og afstand betyder: http://www.teknologisk.dk/_root/media/27189_VP_projekt_335-48.pdf

3. I den gældende BEK nr 1203 af 20/11/2006 står der ikke noget om afstandskrav til fast bygning. Det er kommunen, der skal godkende dit kommende jordvarmeanlæg, så den vil vurdere om overholdelse af afstandskrav er opfyldt. I mine notater om varmepumper har jeg noteret følgende vejledende afstandskrav, men jeg har ingen henvisning til kilde: Afstandskrav til bygninger er 1,5 m. Leverandøren af jordvarmeanlægget kan også vejlede dig.

4. Afstand til skel skal være 0,60 m

5. Afstand til spildevandsledninger skal være 1,00 m

6. Du kan sagtens beplante området, efter at slangerne er lagt ned.

7. Det kommer an på husets varmebehov. Cirkuleringspumpen på den kolde side er medregnet i effektfaktoren og leveres sammen med anlægget. Cirkulationspumpen til centralvarmeanlægget på den varme side skal kunne leverer det flow og tryk, der er nødvendig for at få varmen rundt i huset.

8. Efter min mening nej. Princippet i luft/vand varmepumpen er i princippet den energifanger du efterspørger. Lægger man lamellerne ud, har jeg hørt, at de vil dække et areal på 450 – 500 m2 for en standard varmepumpe.

Håber du kan bruge svarene. Ønsker du yderligere information, er du velkommen til at ringe til Energitjenesten på 70 333 777.

Læs også: Hvordan er økonomien i træpiller?