Verner ville være lykkelig

Hun er en af dens slags damer, der på lang afstand tiltrækker sig opmærksomhed og afslører, at hun er ”someone special”. Den mørke pagefrisure, det leopardplettede silketørklæde, der flagrer omkring hendes vævre skikkelse, og den svage svenske accent, der bliver afbrudt af affekterede danske a'er. På det blå, cirkelformede visitkort, som hun lægger på bordet, står der: Verner Panton Design.

Marianne Panton er i København i anledning af, at hendes afdøde mand, Verner Pantons, Tivolistol nu bliver lanceret i nye farver sammen med en ny bar- og loungeversion. Hun har selv været med i processen, fra ideen opstod i samarbejde med designfirmaet DJOB Montanagroup.

»Jeg er jo ikke arkitekt, men da Verner levede, tog han ingen steder uden mig, og jeg var altid inde over designprocesserne fra de allerførste skitser,« fortæller Marianne Panton.

Hun udtaler ”Verner” uden stød og med en særlig blødhed i stemmen. I de mange år ved hans side stod Marianne for firmaets marketing, kontor og presse.

Sådan mødtes de

Marianne ligger med benet i gips og duver let frem og tilbage i en hængekøje. Den 25-årige svenske pige er på Tenerife for at besøge sin finske veninde. Veninden er tøjdesigner og afholder en designudstilling i sit udpræget kanariske hus.

Verner Panton er også på Tenerife. Han er taget med Stjernerejser på ferie til det dengang så eksotiske rejsemål og har hørt nys om udstillingen, som vækker hans interesse på grund af husets specielle arkitektur.

»Jeg lå jo der og strittede med mit brækkede ben i atriumhaven, og jeg kan tydeligt huske, da han trådte ind. Han havde blå bukser og blå skjorte på – han gik altid i blåt – havde fuldskæg og et kamera hængende på maven. Han spurgte, om han måtte fotografere huset, og så faldt vi i snak.«

Marianne gennemskuer efter et stykke tid den danske accent, der smitter af på det engelske, og de slår over i at konversere på dansk og svensk. Det blev begyndelsen til en livslang samtale.

Misforstået af sin samtid

»Da jeg mødte Verner Panton, var han et meget tænksomt og alvorligt menneske. På en måde var han udpræget dansk: Han var et humoristisk gemyt og en beskeden mand – han blev aldrig hovskisnovski af sin succes,« siger Marianne Panton, som dog påpeger, at han som designer og arkitekt var radikal og stærkt afvigende fra modernismen og sin danske samtid. I en tid, hvor Danmark var verdenskendt for træmøbler, og hvor Finn Juhl og Hans J. Wegner var stjerner, var det svært at afvige.

»Verner kunne ikke lave den slags design. Han var kunstdesigner, mere end han var produktdesigner. Hans særkende var totalindretninger, hvor der var gang i farverne – at gå ind i disse rum var som at gå ind i et tredimensionelt maleri.«

Men folk forstod ikke Pantons futuristiske udtryk og syntes, at det var både dekadent og vulgært, forklarer Marianne. Men Panton hverken ville eller kunne slippe farverne og måtte leve med at elske knald-orange, postkasserød, lilla og højblå, selv om folk omkring ham sværgede til beige, grå og sennepsgul. Han eksperimenterede med kunststof, skum og elastiske tekstiler, selv om gedigne, underspillede træmøbler syntes at være den eneste vej frem.

»Pressen mente ikke, at han var rigtig klog, og kaldte ham pauseklovn. Verner grinede altid af det, men jeg tror, at det gjorde ondt. Ofte tænkte jeg også selv: Nej, det bliver grusomt – det kommer aldrig til at blive vellykket, når han viste mig en eller anden vild ide. Men når jeg så det færdige resultat, tænkte jeg altid ”Wow!”. Jeg var hans største fan. Det er jeg stadig,« smiler Marianne Panton og fortsætter:Parret bosatte sig fast i udlandet.

»Men vi skulle jo leve af det, og det var svært i Danmark dengang. Verner havde konstant problemer med at finde producenter, og det blev nemmere med base i Schweiz.«

En forbigået stjerne

Ude i verden har Verner Panton været en superstar i mange år, men den positive indstilling til hans design er ifølge Marianne Panton først kommet til Danmark de seneste år.

»Jeg troede aldrig, det ville ske. Danmark er et lille land, og når man forlader det, træder janteloven ofte i kraft. Så skal man næsten dø, før man bliver anerkendt. For mig er det fuldstændig uforklarligt, hvorfor man netop nu er ved at få øjnene op for hans design. Måske er det fordi, vi lever i en mere globaliseret verden i dag.«

Marianne Panton er både glad for og stolt af Verner Pantons opdaterede Tivolistol. Stolen blev tegnet til en restaurant i Tivoli i 1955 og oprindeligt fandtes den kun i spisestueudgaven. Men Pantons nedskrevne tanker og skitser, har gjort det muligt at tilføje endnu to familiemedlemmer, nemlig en loungestol og en barstol.

»Tivoli-stolen var hans allerførste design, der kom i produktion, men dengang havde man ikke tilstrækkeligt robuste materialer, som man har i dag. Det har betydet, at stolen har ligget på is i mange år. Men nu er den kommet til sin ret. Verner ville være lykkelig i dag,« siger Marianne Panton.

Læs også: Keramiker udfordrer materialerne