Granerne rødmer – haveejerne græder

Rundt om i landet står titusinder af graner uden nåle, andre står med røde nåle, mange kun med nogle få grønne nåle alleryderst i de nye skud, som er det et spørgsmål om dage, før de også er røde.

Rundt om går hundredvis af haveejere og river sig i håret: Hvad er der galt, og hvad skal de stille op? For nu at tage det sidste først: Der er ikke rigtigt noget at stille op.

"Det er så slemt, at folk kommer ud til os og er nærmest grædefærdige," fortæller planteskoleejer Søren Laubjerg, Laubjergs Havecenter i No ved Ringkøbning.

"I mange sommerhushaver er graner det eneste, der er plantet, for de er de eneste, der kan gro på stedet. Og nu er det så også slut – vi kan jo ikke overtale folk til at plante nye graner."

Problemets omfang varierer meget fra landsdel til landsdel. I de fleste landsdele holder Skov- og Naturstyrelsens repræsentanter – de tidligere statsskovdistrikter – situationen under opsigt, men i Nordjylland står det klart, at meget stor arealer granskov er lige til at fælde.

"Herude er det så slemt, at man kan se store grupper af røde graner, når man først har fået øje på dem. Men hvis man ikke interesserer sig for det, opdager man formentligt ingen ting," fortæller Søren Laubjerg.

Tre skadedyr

Problemet er skabt af et tre skadedyr samt af tørken i maj og første del af juni, der har svækket mange træer:

Først og fremmest har sitkabladlusen skabt alvorlig ravage. Den har nydt godt af den milde vinter, har været tidligt på færde og har ødelagt mange graner allerede, inden det blev vinter i marts.

Som navnet fortæller angriber den sitkagraner, men den er lige så glad for blågran og omorikagran. Når disse ikke længere plantes ret ofte i haverne, skyldes det blandt andet, at masser af blå- og omorikagraner blev "ædt" i de milde vintre i begyndelsen af 1990erne – i hvert fald ædt i en grad, så de ikke længere var kønne. Hvad blågranerne angår, havde de hårde vintre i begyndelsen af 1980erne tyndet kraftigt ud i bestanden – og 10 år senere tog lusene de sidste. Den slags glemmer haveejere ikke lige med det samme.

Det er typisk for sitkabladlusene, at de angriber fra træets stamme – hvor de sidst bliver opdaget – og arbejder sig ud ad mod de friske nåle. Vind- og frostskader derimod ses tydeligst i de unge nåle, yderst på skuddene.

Et angreb af sitkalus kan identificeres med at holde den ene hånd under en grangren, og slå på grenen med den anden hånd, hvorefter lusene falder ned i hånden. De er et par millimeter lange – så store som store bladlus.

Også biller gør skade

En anden udbredt skadegører i år er jættebarkbillen, der angriber sitkagran og rødgran. Billen har tilsyneladende haft gode levevilkår de seneste par år, og nu er de blevet så mange, at der ses angreb over hele landet. I modsætning til øvrige barkbiller kan jættebarkbillen angribe sunde træer, fortæller Institut for Skov og Landskab ved Københavns Universitet på sin hjemmeside.

Symptomet på angreb er små tragte af harpiks nederst på stammen. De kommer, fordi træer forsøger at drukne de angribende biller i harpiks, som så flyder ud af hullerne, hvorigennem billerne kravler ind og ud. Harpiksen bliver blandet med smuld fra billens gnav under barken og kommer til at ligne brændte mandler. Træerne dør normalt ikke af angrebet, da der kun er få biller på hver stamme.

Endelig har barkbillen typografen levet højt på orkanerne i 1999 og 2005. De yngler kun i døde eller døende træer, som orkanerne skaffede masser af. Hvis en typograf forsøger at bore sig ind i et rask træ, vil det forsvare sig ved at forsøge at drukne billen i harpiks, men hvis mange typografer angriber samtidigt, er harpiksforsvaret ikke altid effektivt. Typografer slår træerne ihjel, fordi de graver gange i veddet lige under barken, dér hvor vandtransporten sker.

Seniorforsker Hans Peter Ravn ved Skov og Landskab frygter, at der nu er så mange typografer på spil, at de i stor stil vil kunne angribe friske træer - især træer, der er svækkede af den lange tørke i maj og første del af juni.

Læs også: Hækken skal være kegleformet