Fortsæt til indhold
Bolig

Svøm i din egen sø

Haveejeren, som har alt, kan nu få sin egen svømmesø - en blanding mellem et havebassin og en swimmingpool. Guldfisk går dog ikke.

Svømmesøer er et helt nyt fænomen i Danmark, men i Schweiz, Tyskland og især Østrig er svømmesøer almindelig kendt. I de lande er der gennem de sidste 20 år anlagt i tusindvis af dekorative svømmesøer, som et naturligt alternativ til de traditionelle swimmingpools, hvor brug af kemikalier er nødvendig.

Anlægsgartner Lars Juncker, Junckerhaven i Hvalsø, har specialiseret sig i at lave svømmesøer og anlagde den første i 2006. Han tror på, at svømmesøer også vil blive populære i Danmark.

Tilpasset haven

"Til forskel for swimmingpoolen er svømmesøen tilpasset haven, så den ikke virker som et fremmedelement. Det er et stort havebassin med den ekstra fordel, at man kan svømme i det. Om vinteren er den også smuk med is på, mens en swimmingpool som regel skæmmer vinterhaven med sin blå beskyttelsesdug på," fortæller Lars Juncker.

Klitmiljø eller palmer?

En svømmesø kan udformes på alle mulige måder. Det er bl. a. muligt skabe et dansk klitmiljø omkring søen med sand og beplantning med marehalm, fyr, vildroser, eller et havemiljø med en lille terrasse ved søen omgivet af prydroser og stauder og klippet græs helt ned til bredden.

Man kan også skabe et sydlandsk poolmiljø med en stor fliseterrasse og beplantning med palmer og store blomstrende slyngplanter og planter i krukker.

God plads til svømmetag

"En svømmesø behøver ikke at adskille sig væsentligt fra et normalt havebassin, men bør dog anlægges med en vandoverflade på mindst 40 kvm. Gerne større - 60-100 kvm. - fordi det giver bedre mulighed for at svømme rundt i den," fortæller Lars Juncker.

Det koster omkring 2.000-2.500 kr. per kvm. at få en anlægsgartner til at etablere en svømmesø. Dermed er en svømmesø væsentlig billigere at anlægge end en traditionel pool. Prisen afhænger af hvilken type teknik, man vælger at installere til vandrensningen og af størrelsen på svømmesøen. Kvadratmeterprisen falder med antallet af kvadratmeter.

Lavt vandområde nødvendigt

Konstruktionen kan også læne sig op ad den traditionelle pool, dog skal der altid være en bredzone i forbindelse med svømmesøen. Bredzonen er det øverste plateau med planter. Det er her den nødvendige biologiske omsætning af vandets næringsstoffer sker ved hjælp af vand- og sumpplanter.

Søen bør være tre meter på det dybeste område af hensyn til vandmiljøet. Lars Juncker bruger et enkelt system med en indsø, hvori der placeres specielle filtermedier podet med mikroorganismer.

Rigere dyreliv i haven

Ud over den rene badeglæde er der også både visuelle og økologiske årsager til at vælge at anlægge en svømmesø, mener Lars Juncker. Svømmesøen er efter hans mening et harmonisk anlæg, som er smukt og levende året rundt i kraft af miljøet i og omkring den. Og bliver vinteren kold nok, kan svømmesøen oven i købet bruges som skøjtebane.

"Desuden er svømmesøens bredzone levested for mange forskellige insekter, dyr og planter. Umiddelbart ønsker vi os måske ikke flere insekter i haven, men de er føde for mange dyr og tilføjer derfor haven et rigere dyreliv bl.a. mange fuglearter og giver på den måde flere naturoplevelser lige uden for døren," siger Lars Juncker.