Pletter på sisaltæppe
Spørgsmål:
Jeg læser med stor tilfredshed alle jeres gode råd og vil høre, om I også kan hjælpe mig. I vores sommerhus har vi et 10 år gammelt flot sisaltæppe.
Efter gæster og børnebørn har jeg ofte renset pletter af med vand, pletterne er forsvundet, men der bliver en lys plet tilbage. Kan sisal renses med en rensemaskine som uldne tæpper, eller har I et bedre forslag? På forhånd tak.
Venlig hilsen
Ellen Jepsen, Gilleleje
Svar:
Det er lidt problematisk at rense sisaltæpper med vand. Sisal er et ubehandlet naturprodukt, der suger vandet til sig, hvorved de lyse pletter fremkommer. Der findes imidlertid et produkt, som formentlig kan afhjælpe problemet. Produktet hedder Dry Carpet Clean og skal påføres på en våd plet. Vask pletten med en smule vand, og påfør straks produktet. Når pletten er forsvundet, skal området tørres efter med en tør klud, der ikke fnulrer. Tæppeland forhandler produktet og giver gerne yderligere vejledning på tlf.: 43 20 44 00.