Bilen, der overlevede fremtiden

Du har bygget en tidsmaskine…ind i en DeLorean?

Spørgsmålet fra en ung Michael J. Fox fra starten af den første ”Tilbage til fremtiden”-film fra 1985 blev hurtigt besvaret i handlingen, hvor han som Marty Mcfly rejser tilbage i tiden til 1955 og i de to senere film også lander i en fremtid i slutningen af oktober 2015 – altså nu! – og endda tilbage i 1800-tallets Vilde Vesten.

Den sølvskinnede DeLorean var dengang noget af det hotteste, du kunne få på fire hjul, og selv den dag i dag er der en nærmest kultagtig dyrkelse af bilen, som på nogle områder var forud for sin tid, da den første model præsenteret i 1976.

Et letvægtskarrosseri i rustfrit stål, mågevingedøre og hækmotor var den opskrift, som fik nogle af datidens superstjerner til at spytte penge i bilprojektet, der var sat i søen af iværksætteren, John Delorean.

Det var blandt andet entertaineren Sammy Davies Jr., og tv-værten Johnny Carson, som satte nogle af sparepengene i drømmen om en amerikansk supersportsvogn. Den holdt dog kun fra 1981 og frem til 1983, hvor fabrikken, efter at have sat 9.000 biler på gaden, gik konkurs.

Bilens teknik var dog set med nutidens øjne ikke ekstrem. Den 2,7-liters V6-motor på 130 hk var udviklet af Peugeot-Renault-Volvo, og blev dengang bl.a. brugt i flagskibet Renault 30.

Motoren gav den lette bil en acceleration 0-100 km/t. på 8,8 sekunder med manuelt gear og en topfart på 210 km/t. Unægtelig noget mindre end Mcflys bil, konstrueret af videnskabsmanden, Doc Brown, i Christopher Lloyds skikkelse. Den plutoniumdrevne Delorean havde nemlig kræfter til at accelerere gennem tiden.

Ambitionerne for den almindelige model, der rettelig hedder DMC-12 var store fra starten, men måtte neddrosles hen ad vejen.

John Delorean havde hyret chefingeniøren fra Pontiac til at bygge bilen og produktionen op. Ingeniøren ville helst have en wankelmotor eller alternativt en Ford V6-motor, der skulle placeres som en ren centermotor af hensyn til vægtfordelingen.

Men endte altså med en Renault-motor, som også blev placeret længere agterude som en hækmotor. Produktionen skulle ske på en helt ny platform, som både var let og billig at bygge. Men efter at Lotus havde fået lov til at arbejde på sagen, endte det med at blive en letvægtsplatform på kendt Lotus-teknik.

Derfor er dele af karrosseriet bygget på samme platform som Lotus Esprit. Det markante og kantede design, som nærmest er blevet af indbegrebet af 80’er-stil, blev kreeret af den navnkundige designer Giorgetto Giugiaro fra Ital Design. Undervejs var der udfordringer, som de tunge mågevingedøre. Her blev der skabt et helt nyt åbne- og lukketøj udviklet af flyfabrikken Grummun Aerospace.

Selve bilen skulle bygges i Puerto Rico, hvor arbejdskraften var billig. Men fabrikken kom til at ligge i Nordirland, hvor der dengang var store tilskud i form af egnsudviklingsstøtte.

Startprisen ved debuten var 25.000 dollars – til sammenligning kostede en Ford Mustang omkring 6.500 dollars. Men mange var klar til at betale 10.000 dollars ekstra for at kunne vippe mågevingedørene op og hoppe om bord. Efter konkursen var det straks lettere at komme til. DeLorean blev især ramt, da det amerikanske bilmarked i 1983 dykkede til det laveste niveau siden 1930’erne.

Men myten lever – og holdes kørende. Der menes i dag at være 6.500 af den originalt byggede Delorean tilbage. Og i Texas kan du endda bestille en helt ny af slagsen, delvist bygget på nye dele og stumper fra dengang. Den genfødte DeLorean koster fra en lille halv million kr. uden danske afgifter. Det er en bil, som er samlet efter kundens ønsker, og den kan også fås med elmotor.

Så hvis du drømmer om at lege tidsrejsende, kan det altså godt lade sig gøre. Om ikke andet, er der 80’er stemning om bord.