Hjertet banker for Giulietta

Hvad er det med Alfa Romeo? Hvorfor er det lige, at så mange elsker det italienske mærke – hvis man ellers kan elske en bil. Men det kan man i tilfældet Alfa Romeo.

Jeg er en af dem. Det er, fordi jeg selv har ejet en Alfa. Jeg har venner, der er vilde med Alfaer. Og fordi en Alfa altid er skabt til at blive kørt – og her mener jeg kørt, ikke bare til at transportere i.

Det var for eksempel i min 155 med Alfa Corse-undervogn og 17” klæbedæk. Jeg deltog i et kørekursus på Nürburgring. Her fik vi at vide, at ingen biler kan overhale en Porsche 911 op ad de mange anstrengende bakker på ”der Ring” – min sorte 155 kunne. Den havde jo en meget mindre motor end 911’erne. Men min Alfa var skabt til at blive brugt helt ud på det sorte – skabt til at køre, så det hyler og skriger. Og derfor kunne den alligevel overhale en 911 op ad en Nürburgring-bakke.

Rødder i motorsport

Så er der jo alt dette med Alfa Romeo og motorsport. Husk f.eks., at legenden Nuvolari, italieneren Tazio Nuvolari, kørte i Alfa Romeo. Og den enarmede italienske racerkører Alessandro Nannini – bror til sangerinden Gianna Nannini – hvilken bil kørte han? Si, Alfa Romeo.

Jeg fik faktisk lov til at køre nogle omgange i Nanninis racerbil, efter at sæsonen var slut. Jeg huske tydeligt, at den var så hurtig, at jeg ikke turde give fuld gas hele vejen ned ad langsiden. Pyhhh.

Det er den slags facts og røverhistorier, der skaber historie. Og måske, måske ikke fornuftig kærlighed til et bilmærke.

Det er næsten med Alfa Romeo som med Ferrari. Og så alligevel ikke, for hvem ved, hvem der grundlagde Alfa Romeo? Det eneste, vi ved fra de tidlige år, er, at Ferrari, ja, personen Enzo Ferrari, faktisk var teamchef netop hos Alfa Romeo inden Anden Verdenskrig. Men det er jo noget andet.

Eller også er det bare, fordi vi alle har en indre latino i os. Fascinationen ved italiensk rødvin, Sophia Loren, Roms små gader. Og det var jo netop i støvlelandet, at Preben Elkjær var tæt på at være verdens bedste fodboldspiller. Eller også var han det. Og måske er det i virkeligheden Alfa Romeo, der er verdens bedste bilmærke … Bella Alfa.

1750-motor med 240 hk

Det er alt sammen noget, der sker i hjertet – i bilhjertet. Og hvis man har et bilhjerte for Alfa Romeo, vil man elske den dybrøde bil, der holder lige dér: Alfa Romeo Giulietta QV – nu med ny motor. Under frontklappen den nye 1750-motor, der med et trylleslag blev berømt i Alfa 4C. Den flynderflade kulfibersportsvogn, fræk som en Ferrari, men til noget nær kvart pris i forhold til den stejlende hest og med netop den nye 1,75-liters alumotor: 16 ventiler, turbo, det hele. I 4C med 240 hk – og her selvfølgelig også 240. Bilen, der i testen her hos os fik hele seks stjerner ud af seks mulige.

Som i kulfiberbilen sender Giulietta QV sine mange hestekræfter ned i asfalten via en 6-trins dobbeltkobling med skifte-paddles oppe på rattet. Klik, klik, klik med fingerspidserne. Det er sådan, Alonso og Vettel gør. Og Kevin gjorde. At racerbilerne så kører med en egentlig sekventiel gearkasse, og Alfaen med en dobbeltkobling-gearkasse, er nok en forskel for ingeniørtyper. Men for os, der kører med Alfaen, gør det ingen forskel, for oplevelsen, køreoplevelsen er den samme. Bevæg en finger, og gearkassen skifter et trin op. Bevæg fingeren to gange – to gear. Eller gør det tilsvarende med den anden hånds fingre – gearer ned.

Når man foretrækker at køre med manuelle skift, spiller det bare. Gearkassen gi’r et nyt gear, så snart fingeren rører sig. I ”D” for almindelig drive, hvor gearkassen selv, præcist som i en bil med automatgear, skal beslutte sig for, hvornår der skal skiftes, er det ikke altid, at gearet falder på det helt rigtige tidspunkt. Og at gearkassen et par frostmorgener skulle have en 500 meters opvarmning for lige at vågne – skidt med det…

Dæmpet, men himmelsk lyd

Motoren. Hvad så med motoren? Jo, vi kender den jo allerede. Netop den – 1750 og 240 – er jo en af grundene til, at 4C er så medrivende en oplevelse: motoren lige i nakken. Overhovedet ingen lydisolering mellem kabine og kraftværket lige deromme. Alt kan høres. Også hvordan der suges luft ind i motoren.

Hele denne del af lydbilledet er væk her i Giulietta. Motoren ligger derude foran, der er lydisolering alle steder, virker det som om. Så den direkte kontakt med motoren er væk. Men det er til at leve med, for motoren lyder alligevel himmelsk. Ferrari er kendt for at lave motorlyd, som kom den fra et helt symfoniorkester. Dén fidus har de opsnappet hos Alfa Romeo. Måske er det i realiteten Ferraris gamle dirigent, de har lokket over til sig med et godt tilbud. For motoren i Giulietta lyder bare forførende.

Så når man cruiser i Giulietta, får man igen og igen og hele tiden lyst til lige at gi’ speederen et dap for at gentage den der lyd. Og når man kører for glædens skyld – så skal den have på speederen hele tiden. For motormusikkens skyld. I en orkesterkonkurrence kunne Alfa-symfonikerne spille lige op med kollegerne fra Ferrari.

Hvad så med farten? Her bliver det lidt mere kompliceret. For Giulietta med powerværk fra 4C ER hurtig. Det er den. 0-100 km/t på seks sekunder rent. Men af en eller anden grund føles det ikke så hurtigt. Faktisk opleves accelerationsfart i en Golf GTI hurtigere. Og det på trods af, at Alfa faktisk er 0,4 sekund hurtigere i det klassiske sprint. En forklaring er, at gearskiftene i tyskeren falder hurtigere.

Skarp – selv på vinterdæk

Det er jo vinter. Derfor har vi ikke kørt Giulietta QV på sommerdæk og på knastør asfalt, men udelukkende på vinterdæk og på kold og våd asfalt. Derfor har vi ikke den endelige dom over køreegenskaberne. Men, men, men – det var alligevel let at mærke, at bilen er skarp. Ikke mindst fordi vinterdækkene på testbilen var 18 enorme. Så her er direkte styring, der er tæt kontakt mellem rat og asfalt, og forenden vil gerne styre ind.

Det er altså en helt særlig Alfa-feeling, man oplever, når man er bag rattet i testbilen. Men den rækker ikke til at bære over med en række fakta: for eksempel pladsen på bagsædet. Den er ringe. Og det bliver ikke bedre af forsæderne, der er tæt på regulære racersæder. Man sidder pragtfuldt i dem. Og jammerligt bag dem. I det hele taget har Giulietta en lille kabine. Hvad kabinestørrelse angår, er vi faktisk mere i polo- end i golfstørrelse.

Et andet seriøst problem er forbruget. 240 heste vil have noget ”havre” – ingen tvivl om det. Og orkesteret, der spiller så smukt, vil også have noget for det. Og det ses på forbruget. Motoren slubrer i sig. Ganske vidst er det officielle forbrug ifølge EU-normen 14,3 km/l. Men på virkelighedens asfalt holder det ikke en meter. På en forsigtig tur hen over Danmark med afdæmpet motorvejsfart kunne vi ikke få Alfaen op på 11 km/l. Selv om højre fod blev blødere og blødere.

Lige over for Alfa Romeo Giulietta QV holder Volkswagen Golf GTI Performance. Der er mere plads i Golfen, tyskeren går længere på literen, og til sin tid bliver det sikkert lettere at få en god salgspris for Golf end for Alfa Romeo. Så nøgternt bedømt er det ikke svært at pege på Golf GTI som det kloge valg.

Men så let er det ikke i bilverdenen. Det er ikke kun lommeregneren og hjernen, der bestemmer. Det gør også hjertet – bilhjertet. Det er derfor, der stadig sælges Alfa Romeo Giulietta QV.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.