Har Nissan lavet en morfarbil?
Premiere: De fleste kender kun Nissan for biler med kant i designet. Nu vender mærket bøtten og lancerer en bil, hvor der mest af alt er dømt morfar.
BARCELONA
Viral markedsføring, hypede events kloden rundt og benhård satsning på et ungt, dynamisk image.
Det er sådan, de fleste kender Nissan, der de senere år er stormet frem på salgslisterne med biler som Qashqai og Juke, der virkelig skiller sig ud.
Tidligere var Nissan mest af alt en kedelig kopi af Toyota med biler i de gængse klasser, men så kom Qashqai med ny markedsføring og en størrelse og et design, der skabte en helt ny bilklasse. Bilen blev en kæmpestor succes, og Nissan svor, at man aldrig mere ville komme til at se kedelige produkter med Nissan-logo.
Nu lancerer Nissan modellen Pulsar, og trods massiv markedsføring med fokus på det designmæssige slægtskab med Qashqai og Co. så ligner bilen en imagemæssig håndbremsevending af de helt store.
Pulsar er nemlig en konventionel grænsende til kedelig 5-dørs hatchback, der i den grad savner innovative løsninger.
Designet kikser
Kan man tage et velfungerende design og transformere det til en mindre og lavere bil? Ja, mener Nissan, der gør forsøget med at beame en Qashqai ned i golfstørrelse, men øvelsen kikser, og tilbage står en Pulsar, der er så meget mainstream, at det lige så godt kunne være en Suzuki eller den tidligere generation af Toyota Auris. Pulsar er nemlig hverken fugl eller fisk med sin forsigtige formgivning.
Pulsar er i bund og grund den Nissan Almera, der udgik for mange år siden, og som aldrig er blevet afløst i Europa af en værdig arvtager.
Når Nissan pludselig igen gerne vil producere biler i normale klasser, skyldes det først og fremmest, at man har sat ambitiøse mål om en markedsandel på verdensplan, der er meget høj. Man er derfor nødt til at have en 5-dørs hatchback i golfklassen i Europa, hvor denne biltype udgør næsten hver tredje solgte bil. Desuden har kunderne efterspurgt en bil som Pulsar, siger Nissan.
Importøren lægger ikke skjul på, at det er en model, som skal udfylde det hul, som der er kommet mellem Micra og Qashqai
Teknikken i bilen er hentet fra andre modeller, og fokus har været et bagsæde, der tilbyder masser af plads. Det er lykkedes, og er man i markedet for et rummeligt bagsæde, så leverer Pulsar varen, for bagsædet tilbyder plads som i segmentet over takket være en akselafstand på 270 cm. Bagagerummet tager pæne 385 liter, men har en bred kant, som der skal løftes over.
Pulsar er på gaden til november, til priser der er skarpe, hvis man kigger på mængden af udstyr. Intropriserne begynder ved 210.000 kr,. og til de penge får man meget bil, selv om man skal op i mellemmodellen Acenta, for at der for alvor er sat krydser i udstyrslisten. Acenta koster 30.000 kr. mere.
Mange konkurrenter
Konkurrenterne er biler som Kia Ceed og Peugeot 308, men i klassen er det først og fremmest VW Golf og Skoda Octavia, der sælger i øjeblikket. Nissan ser ikke VW Golf som en konkurrent, idet konkurrenten til den er Nissan Qashqai, mener Nissan. En anden konkurrent er den faceliftede Ford Focus, der introduceres til samme pris som billigste Nissan Pulsar.
Blød og støjsvag
Præsentationen af Pulsar sker på meget plane spanske veje og efterlader et indtryk af en meget komfortabelt opsat undervogn, der grænser til det lidt for bløde. Pulsar har det bedst, når vejen går ligeud, og bilen understyrer konsekvent, når den bliver presset.
Vi bemærker en meget fin støjdæmpning, og det bedste indtryk af Pulsar er i udgaven med 115-hestes benzinmotor. Her er der fint med bundtræk, og det har gjort det muligt at benytte en lang gearing, hvorfor bilen elsker motorvej med lave omdrejninger i 6. gear. Dieselversionen på 1,5-liter og 110 hk er knap 30.000 kr. dyrere, så vi anbefaler benzinudgaven.
Til næste år følger en slags GTI-model med en 1,6-benzinmotor på 190 hk
Nissan har valgt, at bilen i det indre stort set er identisk med både Qashqai og X-trail, og det skal de ikke høre et ondt ord for, men for at holde udgifterne nede har man valgt at spare den elektriske håndbremse væk, så Pulsar har klassisk mekanisk håndbremse. LED-forlygter er standard på Tekna-modeller og er ekstraudstyr til Acenta. Pulsars LED-lygter har dog kun LED til nærlys og har halogenpærer til fjernlys.
Foreløbig er der kun lagt op til, at der skal rulle femdørs-hatchbacks fra fabrikken i Barcelona, da Nissan ikke officielt har en stationcar eller sedan på tegnebrættet. Manglen på en stationcar kan i sig selv sætte en kraftig dæmper på efterspørgslen herhjemme, ellers har Nissan det enorme bagsæde og nogle fornuftige priser. Tiden vil vise, om det er nok.
Umiddelbart vurderet er det dog meget svært at finde argumenter for Pulsar kontra den særdeles vellykkede Octavia, som koster omtrent det samme, og som heller ikke går ned på bagsædeplads.
JP var inviteret til Barcelona af Nissan