Veldresseret Nissan Micra
Faceliftet gør den lille Nissan Micra mere harmonisk og helstøbt.
En lille letkørt bybil med højt til loftet, og som heller ikke går af vejen for lange stræk på motorvejen.
Den betegnelse har længe kunnet hæftes på Nissan Micra. Alligevel har selv den seneste aftapning fra 2010 været en kende rustik. Det rettes der op på med et facelift, der løfter Micra mere ind i klassen af »rigtige« minibiler og længere væk fra mikroklassen.
Noget, som er relevant for Micraen med sine små mål. Suzuki Swift er således to centimeter længere, men har dog en to centimeter kortere akselafstand, mens Toyota Yaris er seks centimeter længere og byder på en lignende længere akselafstand end de 3,83 meter og 2,45 meter, Micraen disker op med. Yaris byder også på en snes liter mere end Nissans 265 liter i bagagerummet, der til gengæld overstråler Swifts beskedne 211 liter. Men det tænker du ikke over efter et par dage i selskab med Micraen, hvor det mest er det mindre bagagerum, som gør forskellen.
I den bobleformede kabine er der nemlig ok med plads for og agter for de fleste. Vi tester modellen med den største trecylindrede 1,2 liter motor med kompressor og 98 hk med topudstyret Tekna til en pris af 165.990 kr. Micra har altid været letløbende, men nu er finishen og især støjdæmpningen mærkbart løftet væk fra det rustikke. Det runder modellen meget af, selv om gearskiftet er noget slasket, sæderne bløde og styretøjet let vattet. Kompressormotoren er en tand hurtigere end de fleste andre i klassen, og benzinøkonomien på 23,3 km/l er godkendt, lige som navigationsanlægget med 5,8 tommer skærm og mulighed for at overføre adresserne fra Google Maps er standard og en sjov detalje. Udstyrsniveauet er højt på modellen, der også har nøglefri start, p-sensor og klimaanlæg. De fleste vil dog finde den mindre 80 hk model med Pure udstyr, manuel aircondition og fem døre til godt 116.000 kr. tilstrækkelig som et alternativ til en mikrobil.