Fortsæt til indhold
Biler

Bilister forstår ikke advarselslamper

Mange bilister forstår ikke bilens advarselssymboler og kører videre trods advarsler.

Jens Overgaard

Det står skidt til på vejene. Hele 98 pct. af de adspurgte bilister i en engelsk undersøgelse kan nemlig ikke genkende de mest almindelige advarselslamper.

Helt galt står det til med lamperne for dæktryk, motorstyring og tågelys, der ikke siger bilisterne ret meget.

Det viser en undersøgelse fra vejhjælpstjenesten Britania Rescue.

De mere end 2.000 adspurgte bilister blev forevist 16 symboler. Og den er gal over hele linjen. Mere end hver tredje troede således, at symbolet for airbags havde noget med sikkerhedsseler at gøre, mens en del forvekslede dæktrykssymbolet med olie eller bremseproblemer.

Selv om der ikke er lavet en tilsvarende undersøgelse, er der ingen tvivl om, at også danske bilister har problemer med symbolerne.

Ifølge Jørgen Jørgensen, der leder FDM’s tekniske rådgivning, er der for eksempel mange, der ikke kan kende forskel på lamperne for olie og olietryk.

Problemerne bliver ikke mindre af, at nogle af symboler kun bruges af bestemte mærker.

I undersøgelsen blev 15 forskellige modeller undersøgt. Her var der anvendt 99 forskellige symboler, men kun 12 gik igen i alle modellerne.

Antallet svinger også meget. Mest voldsomt bestykket i undersøgelsen var Mercedes E-klasse med 41 symboler, mens Volvo S40 kun bød på 21 af slagsen.

Mere udstyr

Udviklingen sker i takt med, at bilerne får mere og mere udstyr og flere gadgets ombord.

Det betyder, at der er en lang stribe symboler, der fortæller om status for udstyret, lige fra sædevarme til ESC-antiskrid. Men selv enkle symboler kan volde besvær, viser undersøgelsen.

Således henviser et symbol med en pære for det meste til forlyset, en trompet til hornet og et snefnug til aircondition eller klimaanlægget.

Men kun hver 10. bilist var klar over den sammenhæng.

Over en periode på 12 måneder havde hver fjerde af de adspurgte oplevet, at en advarselslampe blinkede. Her var de mest almindelige lamperne for motorstyring, olie eller batteri.

Næsten halvdelen anede ikke, hvad lamperne betød, og størstedelen kørte videre i mere end en uge, før de fik gjort noget ved sagen, hver tyvende kørte endda i mere end en måned med lampen lysende.

Noget sådant kan blive en dyr affære, hvis motoren for eksempel brænder sammen, eller man på et tidspunkt strander et øde sted.

Omgående reaktion

Derfor gælder det om at reagere omgående på advarselslamperne lyder det fra Peter Rasmussen, som er værkstedschef hos Sondrup Biler ved Aarhus, der er Volvo- og Renault-forhandler.

»Hvis en af de røde lamper lyser, skal man ikke køre videre. Og hvis den gule motorlampe lyser, og motoren går i nødfunktion, skal man i alle tilfælde ringe til værkstedet,« lyder rådet.

Peter Horton, adm. direktør for Britania Rescue, kan heller ikke underdrive betydningen af at være opmærksom.

»Kontrollamperne er som alarmklokker, der fortæller, at der er noget i vejen med din bil, og at du skal gøre noget med det samme. Både for din egen sikkerheds skyld og for at undgå at skade bilen, « siger han og fortsætter:

»Hvis der kommer et advarselssymbol, så stop hurtigst muligt på et sikkert sted og undersøg, hvad problemet er. Hav instruktionsbogen ved hånden, så du hurtigt kan finde ud af, hvad symbolerne betyder,« siger han.

Læs instruktionsbogen

Jørgen Jørgensen fra FDM tror ikke, folk er blevet ligeglade med advarsler end tidligere. Men mængden af informationer er blevet for stor.

»Når du får en ny bil, så brug lige ti minutter på at læse instruktionsbogen grundigt. Den tid er givet godt ud,« siger han.

Hos Dansk Autohjælp oplever man også ofte, at bilister, der ringer også har svært ved at læse og forstå instruktionsbogen, når de står i situationen på vejen.