Fortsæt til indhold
Biler

BMW klar med ny coupé

BMW 4 coupé afløser den tidligere coupé i 3-serien.

Lidt bredere, lidt større hjulafstand, lidt lavere og farvel til 3-navnet.

Det tyske bilmærke BMW er klar med en ny coupé, der skal finde plads mellem 3- og 5-serierne.

Den nye model har fået modelbetegnelsen 4, og den kommer både som coupé, cabriolet og Gran Coupé.

Længere og breddere

I forhold til den gamle 3-serie coupé, som nu udgår, er 4-modellen vokset på de fleste ledder.

Længden er vokset godt 2 cm til 4,63 meter, der er lagt godt 4 cm til i bredden, mens akselafstanden er vokset med 5 cm. Til gengæld er den nye model halvanden cm lavere end den gamle.

Bedre køredynamik

BMW hævder selv, at den nye model byder på endnu bedre køredynamik den den model, den afløser. Undervogn og styretøj er optimeret. Det samme gælder vægtfordeling og aerodynamikken, der er pudset af i en vindtunnel.

I kabinen er der plads til fire personer, og bagsædet er udstyret med specialudformede sidepuder, der skal give passagerne fornemmelsen af at sidde i enkeltsæder.

Udover en M-sportsbakke kan modellerne leveres med tre alternative udstyrskombinationer til standardudgaven. Mulighederne er Sport Line, Modern Line og Luxury Line, og de dækker over forskellige designelementer i kabinen. 18 tommer hjul med med alle tre pakker.

Tre motorvarianter

4-serien leveres i første omgang med tre motorvarianter. En 6-cylindret benzinrækkemotor i BMW 435i Coupé, en 4-cylindret benzinmotor i BMW 428i Coupé og en 4-cylindret diesel i BMW 420d Coupé.

Alle tre motorer er udstyret med twinpower turbo, og effekten er henholdsvis 306, 245 og 184 hk.

4-modellerne har træk på baghjulene og leveres som standard med en 6-trins gearkasse. Alle motorvarianter kan dog som ekstraudstyr leveres med en automatgearkasse med 8 trin. Benzinudgaverne kan desuden leveres med firehjulstræk.

Dieseludgaven har en topfart på 240 km/t, mens benzinudgaverne er begrænset til 250 km/t.

Danske priser ikke klar

BMW lover, at man igen har formået at forbedre brændstoføkonomien. Dieseludgaven er opgivet til godt 21 km/l, mens tallene for de to benzinudgaver er 15,1 og 12,6 km/l.

BMW i Danmark kender endnu ikke priserne, der først vil være klar i løbet af efteråret.

"BMW 4 Coupé kommer til Danmark til oktober, og vi forventer først at have priserne klar en måneds tid inden. Cabriolet og Gran Coupé følger efter senere, men vi har ikke noget præcist tidspunkt for de to modeller," fortæller Mette Lolholm fra BMW's kommunikationsafdeling.

I Tyskland begynder priserne ved 37.750 euro, hvilket ifølge Spiegel Online er godt 2.000 euro dyrere end en tilsvarende 3-serie, som 4-serien reelt bygger på.