Kraftig makeover til 5-serien
BMW 5-serien får et designløft og byder på flere nye teknologiske løsninger.
Meget mere hightech. Sådan kan faceliftet på den store BMW 5-serie beskrives.
Den reviderede generation af sedan og Touring-modellerne kan først og fremmest kendes på en ændret front med nye konturlinjer omkring BMW-nyrerne og nye luftindtag,
Coupéen, GT, har ud over en ny front også fået en helt nydesignet lavere bagende med andre baglygter, der også giver plads til, at bagagerummet kan vokse med 60 liter, så det nu rummer 500 af slagsen.
Masser af M-Power
Under hjelmen byder 5-serien på en nyudviklet basisdiesel i 518d’eren. Den yder 143 hk og klarer 22,2 km/l, mens den anden ende af skalaen fremviser 550i med en V8 benziner, Twinpower turbo og 450 hk.
Det stopper dog ikke her, for den kommende M5’er med 4,4 liters V8’er sparker fortsat 560 hk fra sig men kan angiveligt boostes med en Competition pakke, som giver et slutfacit på 575 hk.
Mærket fra Bayern har de sidste mange år holdt en balance, så de hidsige motoriseringer følges af sparsommelig og brændstofbesparende teknologi.
Det gælder også i 5-serien, som nu har fået en coasting-funktion, der i modellerne med automatgear afbryder transmissionen, så snart føreren slipper speederen ved en hastighed mellem 50 km/t og 160 km/t.
Økofunktioner
Coasting-systemet spiller sammenmed opsamling af bremseenergi, automatisk stop/start-funktion, gearskifteindikator og BMW's Eco-Pro-mode, der viser, hvor mange liter brændstof man sparer ved en given kørestil.
Teknikken tillader bilen at glide hen ad vejen uden at motorbremse, mens den ifølge BMW kun nipper til dråberne.
Xenonlygter er nu blevet standard på alle modeller, mens adaptive LED forlygter og endda LED tågelygter kan tilkøbes.
Kan se i mørke
På listen over det højteknologiske ekstraudstyr finder du også Comfort Access-systemet, der åbner bagklappen ved en simpel bevægelse af foden under bagklappen.
BMW Night Vision-systemet, som genkender både mennesker og dyr i mørket, er også på listen.
Inden døre er der kun meget små ændringer, således har iDrive-kontrolpanelet fået en ny kromliste, mens handskerummet er blevet større.
For GTs vedkommende er bagagerummet endda vokset med 60 liter.
Priser ej fastlagt
De danske priser på den faceliftede 5-serie er klar til juni. Traditionelt er det erhvervsleasing, som der er størst interesse for, så her venter vi især på niveauer for beskatningsmæssig værdi, der betyder meget for de fleste firmabilister. De store konkurrenter er Audi A6 og Mercedes E-klasse. Her er især sidstnævnte i offensiven med ganske fordelagtige niveauer for leasingydelser og beskatning.
Men måske kan den nye basisudgave af 5-serien med kun 143 hk vise sig at blive en ny prisleder.