Ubudne gæster i motoren
Carporte eller garager lokker husmåren med læ og lune bilmotorer.
Flere og flere får ubudne gæster i carporten eller garagen. Her tænker vi ikke på indbrudstyve, men derimod de firbenede af slagsen. Husmåren er nemlig blevet en hyppigere besøgende end tidligere, hvor det især var landejendomme, som havde visit.
Men nu er det også i højere grad almindelige parcelhuse, forklarer Sandor Hestbæk Markus, der er vildtkonsulent i Naturstyrelsen, Kronjylland. Han hører om et stigende antal bilejere, som oplever, at mår bider i bilernes slanger og ledninger.
Årsagerne kan dog være flere og er ikke åbenlyse, vurderer Sandor Hestbæk Markus, som især inden for de seneste tre-fire år har fået flere meldinger om mårbid i bilerne. Men han har hørt om tendensen fra Tyskland allerede for en halv snes år siden.
Mindre sky end tidligere
Det kan dog skyldes en kombination af flere ting, nemlig at måren er blevet mindre sky end tidligere. Og at der måske er kommet andre tilsætningsstoffer i slangerne, som måren synes godt om.
Sandor Hestbæk Markus har dog ikke hørt om, at slangerne skulle være tilsat fiskeolie som nogle ellers tror.
»Måren har en lugtesans, der er lige så fintfølende som en hund, så den kan dufte selv små nuancer. Men hvis noget ikke smager godt, bliver den jo heller ikke ved. Så vil den mere gå efter fedtkugler eller hunde og kattemad,« siger Sandor Hestbæk Markus, som tror, at forklaringen findes i en ny adfærd for måren.
En åben carport kan være let at komme til for måren. Her er læ og måske en bil med en varm motor, som kan være et godt alternativ til et hult træ eller en solopvarmet sten, siger han.
Gnaveri i ledninger behøver ikke at skyldes en sød tand for gummi.
»Det kan simpelthen være, at måren keder sig og tygger bare for at få lidt adspredelse. Vi mennesker kan jo også gøre nogle ting, bare fordi vi keder os. Dyr er ikke altid rationelle,« forklarer Sandor Hestbæk Markus.