Fortsæt til indhold
Biler

Biler udsættes for mår-angreb

Husmåren bider hul i slanger eller ledninger, og dyrebesøget kan blive en kostbar oplevelse for bilejere.

Det er ikke kun fugleunger og æg, som den danske husmår har appetit på. Et stigende antal bilejere oplever nemlig, at rovdyret især sætter tænderne i deres bils vakkumslanger til motorstyringen, kølerslanger eller ledningerne omkring de elektriske systemer.

En af de bilforhandlere, som mærker mårens appetit, er VW-forhandleren Iversen Automobiler i Brønderslev.

»For en tre-fire år siden var problemet ukendt, men nu ser værkstedet biler med skader efter mårbid en gang om ugen. Det er ikke et landfænomen, også bilejere fra villakvartererne inde i byerne kommer,« forklarer Erik Kollerup Larsen, der er direktør for firmaet, og som mener årsagen skyldes, at der er kommet noget nye blødgørere i slangerne, som tiltrækker mår mere end tidligere.

Skaderne beløber sig fra et par hundrede kroner og op til måske 5000 kr. eller mere, hvis der for eksempel er tale om et ledningsnet. Typisk er skaderne dog små og under den grænse, som meldes til forsikringen på grund af selvrisikoen.

To angreb om ugen

Volkswagen i Højbjerg ved Aarhus får to biler ind om ugen som har skader efter bid i motorrummet.

»Der er ikke noget bestemt mønster i angrebene, men det er bilejere på landet, der er hårdest angrebet,« forklarer Michael Espersen, der er forretningsfører hos bilforhandleren.

Kuren lyder på en behandling med en spray med en slags gå-væk-mår. Den koster et par hundrede kroner. Erik Kollerup Larsen har dog også oplevet en bilejer, som har investeret et par tusinde kroner i en ultralydssender, der gav en effekt mod mår.

FDM får også flere henvendelser omkring mårbid.

»Vi ser en stigende tendens. For nogle år siden hørte vi ikke om problemer. Men nu kommer det lidt i perioder,« siger Jørgen Jørgensen, der leder FDM’s tekniske rådgivning.

Her er der overvægt af mærker fra VW-koncernen, men også ejere af andre bilmærker oplever det.

Jørgen Jørgensen kan ikke umiddelbart give forklaring på årsagerne.

»Men dyrene vil ligesom os mennesker gerne være steder, hvor der er tørt og varmt. Og måske gerne have noget blødt at bide i,« siger Jørgen Jørgensen.

Det har været omtalt, at for eksempel fiskeolie i slangerne skulle lokke måren til, men det kan Jørgen Jørgensen ikke påvise som en af årsagerne.

Hos den danske VW-importør kender man problemet med mårbid. Det lykkedes dog ikke før redaktionens slutning at få svar på omfanget, eller om slangerne er tilsat nye stoffer, som måske tillokker mår.

Hos den danske Skoda-importør oplever man ikke flere meldinger om mårbid. Men heller ikke alt registreres. Den halve snes, som noteres årligt, er typisk fra det østjyske område. Importøren har ikke hørt om, at der skulle være tilsat for eksempel fiskeolie i slangerne.