Fortsæt til indhold
Biler

Brintbiler gør klar til Danmark

Hyundai, Honda, Toyota og Nissan lader op til at rulle brintbiler ud over Kongeriget, mens 10-15 brintstationer er på vej.

Et mærke har allerede brintbiler kørende på de danske gader, et enkelt har en køreklar model, men afventer en helt ny i 2015, mens de sidste to har vist prototyper for kommende brintbiler.

Sådan ser status ud, efter at Hyundai, Honda, Toyota og Nissan har offentliggjort en hensigtserklæring sammen med selskabet H2 Logic, som skal gøre Danmark til foregangsland inden for brintbiler.

Det går ud på, at H2 Logic inden for to år vil opbygge et net på 10-15 tankstationer for brint, mens bilfabrikkerne skal stille med biler, der kan bruge netværket. Biler, hvor brinten driver en brændselscelle, som producerer strøm til en elmotor.

Her er Hyundai længst fremme. Den koreanske bilfabrik har det seneste år kørt 45.000 testkilometer herhjemme i en brintdrevet version af SUV’en ix35, og i løbet af foråret 2013 får Købehavns Kommune leveret 15 biler af slagsen, som har en rækkevidde på op til 500 km. De kan foreløbig benytte den ene brint-tankstation, der er i København, samt en i Herning.

»Det er en teknologi, der peger fremad og er i tråd med Københavns image som grøn by,« siger Annegrethe Skovby, der er PR- og marketingkoordiator hos Hyundai.

Honda har haft modellen Clarity kørende herhjemme som showcase. Det er en bil, som kan leases i Californien, men bliver ikke den model, som skal være en del af et dansk brint eventyr. Det bliver en model Honda har vist en prototype af, og som kommer i 2015. Herhjemme formentlig også som leasing.

»Med Clarity har vi en platform. Og det er den, vi arbejder videre på,« siger Michael Lund, der er pressechef hos Honda Danmark.

Han forventer blandt andet, at trykket i tanken kan hæves fra 450 til 700 bar, hvilket betyder, at rækkevidden, som i dag er 350 km i en Clarity, vil kunne hæves til 500-600 km. Han forklarer, hvorfor Honda er gået med i samarbejdet.

»Det er en ny teknologi, man er med til at skyde i gang. Men først skal infrastrukturen være på plads. Og det bliver den med den her aftale, « siger han.

Toyota har vist konceptbilen FCV-R. Det bliver modellen, som vil være klar som hybridbil i 2015. Anders Tystrup, pressechef hos Toyota Danmark, forklarer, at firmaet nu satser mere på teknologien. Det sker, efter at en elektrisk version af mikrobilen, IQ, nu er droppet.

»Brintbiler fungerer i princippet som elbiler, bare med en længere rækkevidde. Det er en teknologi, som er nem at bruge for den almindelige borger. Og overordentlig funktionel, « forklarer Anders Tystrup om Toyotas deltagelse i projektet. Han forventer, at rækkevidden for en Toyota brintbil til den tid vil være 600 km.

Nissan har også vist en konceptbil for en brændselscelle-model, nemlig Terra. Den model, som kommer i 2015, bliver dog helt anderledes, lyder det fra Sébastian Pant, som er talsmand for fabrikken og forklarer, hvor Nissan er med.

»Der er sket et gennembrud for brintteknologien. Og betingelserne for den slags biler er gode i Danmark, hvor myndighederne bakker op, og der nu kommer et net af tankstationer,« siger Sébastian Pant, til Jyllands-Posten og pointerer, at Nissan fortsat også satser på elbilerne.

»Vi vil være nummer et inden for 0-emmisionsbiler,« lyder det fra talsmanden, som forklarer, at der kommer to Nissan elbiler mere inden for de næste par år, som skal supplere Leaf og en lille varevogn.

Jacob Krogsgaard, der er adm. direktør for H2 Logic mener, at aftalen vil give muligheder for både beskæftigelse og miljøet.

»Det er vigtigt, at fire bilfabrikker har tilsluttet sig. Danmark bliver nu blandt de førende i verden på området, « siger Jacob Krogsaard.

Hvis det lykkedes at få løbet energiformen i gang og finansieret flere tankstationer, vil brintbilerne inden for en årrække kunne udgøre fem procent af markedet, vurderer han.