Lyd på elbilerne i København
Lydløse elbiler udgør et faremoment i trafikken. Borgmester klar til forsøg i hovedstaden.
- Det er en overraskelse. Noget der dukker op uden varsel, siger næstformand for Dansk Blindesamfund John Heilbrunn til DR København om de miljøvenlige, men særdeles støjsvage biler.
Derfor skal der arbejdes med at sætte en lyd på bilerne, der hverken skaber støjforurening eller dårligere trafiksikkerhed, lyder det fra foreningen.
- Der ligger en sikkerhed i at blive advaret, når bilerne kommer, så man ikke bliver torperderet af dem, siger John Heilbruun.
Problemet skal tages alvorligt
Hos Rådet for Sikker Trafik, mener man også, at en bil uden lyd kan udgøre en fare.
- Der er et trafiksikkerhedsmæssigt problem i de stille biler, og det er noget, man skal tage alvorligt. Ikke bare for blinde, men for os alle. For vi bruger alle sanser i trafikken, og vi bruger også hørelsen, siger specialkonsulent Søren Berg.
Hos Dansk Elbil Alliance fremhæver Branchechef Lærke Flader, at en af elbilens forcer netop er, at den er støjsvag.
- Men det må ikke være på bekostning af trafiksikkerheden, siger Lærke Flader, der har en opfordring til Københavns kommune.
- Københavns kommune bør gå med i nogle forsøg om at skabe en balance mellem mindre støj fra transportsektoren og samtidig en højere trafiksikkerhed.
Borgmester klar til forsøg
Og Københavns Kommunes miljø- og teknikborgmester, Ayfer Baykal er ifølge DR København klar til at sætte lyd på elbilerne.
- Jeg synes, vi skal starte et forsøg, og jeg stiller gerne mine biler til rådighed. Det er klart, at det skal gøres i samarbejde med både Rådet for Sikker Trafik og Blindesamfundet, men jeg vil også invitere private aktører ind, for jo flere vi er om det, jo bedre resultater kan vi skabe, siger Ayfer Baykal, der dog ikke vil sætte dato på, hvornår forsøget bliver sat i gang.
Københavns Kommune har et politisk vedtaget mål om, at 85 % af kommunens personbiler skal køre på el eller brint i 2015.
LÆS OGSÅ: Blinde advarer mod miljøbiler
LÆS OGSÅ: Volvo udvikler lyd til elbiler