Forfinet japansk BMW
Honda Accord byder sig nu til i en sportslig S-version med highpower-diesel på 180 hk.
Honda Accord er en eftertragtet bil. Især, når prisen er i bund. Det stod klart, da importøren for et par år siden hjemtog en sending Accorder, som havde stået på lager i udlandet, og privatleasede dem ud for bare 2.200 kr. om måneden. De blev revet væk. Og selv om næste sending var dyrere, kunne folkene hos importøren i Kolding fortsat hente flere biler hjem, indtil en vis grænse.
Siden da er de helt specielle leasingtilbud, som også var en del af en salgsstrategi i et trængt marked, stoppet. Det betyder, at den store Accord er tilbage på hjemmebanen; nemlig som køreglad motorvejslokomotiv for de kræsne firmabilister. Men også som en nichebil.
Liebhaverne får nu mulighed for større kraftoverskud. Med sommerens facelift søsatte Honda nemlig en sportslig S-version, der ikke alene er adræt stylet, men også udstyret med Hondas 2,2 diesel i en udgave, hvor effekten er hævet med 30 hk i forhold til den hidtil største, og nu er på 180 af slagsen.
Umiddelbart har vi ikke savnet kræfter i den 150 hk sag. Og den større motor byder da også kun på 30 Nm mere, som hentes i samme interval – nemlig fra 2.000-2.750 omdrejninger.
Men undervurder ikke effekten i at have ekstra power til lange motorvejsstræk – eller, hvis der skal noget på anhængerkrogen. Således kører der for eksempel allerede pænt mange VW Passater med 170 hk dieselmotorer og Citroén C5’ere med 163 hk rundt på de danske veje.
Accorden, som vi tester i stationcarudgaven, Tourer, med S-udstyret er fra første færd et indbydende bekendtskab.
Køreglad japaner
Der er elegante linjer, god finish og bag rattet opleves fører-forholdene lige så intuitivt godt indrettet som hos BMW. Med en pris på godt 508.000 kr. plus levering for vores testbil, hører mærket heller ikke til blandt de billigste. Men et kig på den beskatningsmæssige værdi ved erhvervsleasing, som er 340.000 kr. gør den mere interessant.
Netop Accorden har sammen med den ligeledes køreglade Mazda6 bejlet til titlen som et japansk svar på det bayerske mærke med det blåhvide logo. Efter Mazda har blødt lidt op på mærkets ellers hårde undervogne, som er blevet mere komfortable, rykker Honda tættere mod titlen.
Mens faceliftet skulle give bedre støjdæmpning, omfatter S-udstyret blandt andet sportstrim, specielle sæder, spoilere og alufælge. Et set-up, der holder, hvad det lover.
På vejen opleves Accorden nemlig som et fint kompromis mellem det komfortable og det sportslige.
På lige stræk har vi den klassiske motorvejskrydser, der ligger støt som en supertanker, mens den klarer sving fladt og er knivskarp som et samuraisværd. Det hele med en betjening, hvor det let klikkende joystik-agtige gearskift går i samspil med en glimrende kobling og det skarpe styretøj.
Der er ikke noget at sige til, at Accorden hentede en 3. plads, da vi på redaktionen kårede Årets Businessbil 2009 for et par år siden. Den har nemlig masser af gode dyder.
Det var dengang med den 150 hk diesel. Og netop støjniveauet, vi på det tidspunkt kritiserede, er blevet mærkbart lavere. Men under acceleration kan vi stadig høre maskinen knokle.
Honda sætter helt klart føreren i centrum, hvor forholdene er en pilot værdig. På bagsæderne kan det lige gå an, men de fleste klassekammerater gør det bedre, og når vi snakker bagagerum er den helt gal. Her byder Accorden på beskedne 406 liter.
Til sammenligning har en Passat Variant 603 af slagen, mens den coupé-afsluttede Opel Insignia byder på 504 liter. På det punkt er Accorden et klart livsstilsvalg. En driftsøkonomi, som på papiret hedder 17,5 km/l er også langt fra imponerende, når for eksempel en 170 hk Passat diesel klarer 21,3 km/l.
Godt alternativ
For den professionelle bilist handler det dog først om fremmest om pladsen bag rattet. Og med de briller på er Accorden helt fremme i klassen. De fleste vil dog nok kunne vænne blikket mod den ganske veludstyrede grundmodel, Comfort, der byder på udstyr som klimaanlæg, fartpilot, el-sammenklappelige sidespejle, lændestøtte og ratbetjent radio.
Selv om vores testbil med sine 180 hk byder på masser af kræfter, er forskellen til lillebror ikke overvældende. Og for langt de fleste vil de 150 hk være rigeligt.
Med den motorisering starter Comfortmodellen fra 409.000 kr. og en erhvervsmæssig beskatningsværdi fra 270.000 kr., som placerer Accorden midt i feltet af firmabiler – dyrere end Mondeo, men et halvt hundrede tusinde under en tilsvarende Passat.
Det gør den ellers så eksklusive japaner til et godt alternativ i en klasse, som ellers er domineret af Mondeo, Insignia, Avensis og Passat.